Barokken var den katolske kirkes svar på Reformationen

Kirkemusikken efter Reformationen skulle løfte katolikker fra kirkegulvet og op til det hellige med toner og stemmer, der symboliserede Rom

Vi begynder i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet en dag i 1630'erne. Her samledes pave Urban VIII med sine kardinaler onsdag aften i påskeugen til en særlig aftenbøn.

To kor, et på fem og et på fire stemmer, var opstillet forskellige steder i kirken. Og mens pave og kardinaler knælede, sang koret Gregorio Allegris nye korværk Miserere, ”Herre, forbarm dig”, over Salme 51 i Det Gamle Testamente.

Det ene kor sang selve teksten, mens det andet løftede en improvisation, som en ”ornamentering” af stemmerne, der tydeligt blev markeret af en sopranstemme. Og mens stemmernes cirkler steg op mod Michelangelos vældige loftsmalerier blev de levende lys slukket ét efter et, med undtagelse af ét sidste lys, der blev gemt bort bag alteret. Et symbolsk udtryk for Jesu lidelse og død – og samtidig et håb om hans opstandelse.

Miserere er et eksempel på et flerstemmigt, det vil sige polyfonisk, renæssancekorværk, der skal give tilhørerne en fornemmelse af, at de slipper den jordiske virkelighed og føres ind i et guddommeligt rum. Kirken så sig selv som samme tegn på Gudsriget, mødestedet mellem jord og himmel, som Michelangelos loftsmaleri i Det Sixtinske Kapel i Peterskirken visualiserede med sine motiver fra skabelsens seks dage.

Musikstykket er også et eksempel på, at renæssancens musik nåede et godt stykke ind i 1600-tallet og blev særdeles populært ind i barokkens periode. Den blev også brugt af de senere paver.

Lidt forenklet sagt er forskellen, at i renæssancemusik flyder de enkelte stemmer ret uafhængigt af hinanden, medens stemmerne i barokmusik i noget højere grad er sat sammen i akkorder, dvs. i flere toner, der klinger samtidigt. I renæssancen skulle teksten være musikkens "herskerinde" - også selvom det var polyfone korværker. Barokken ville med akkorderne give teksten en dynamisk karaktér. Ja, musikken skulle nu genfortælle teksten.

Jesuitterne blev den fornyede katolske kirkes kamptropper. Med idealet om personlig fromhed, selvdisciplin, et liv i Kristi efterfølgelse, lærdom og kamp for pavedømmet og kirkens sejr, satte denne bevægelse også sine tydelige spor i kunst og arkitektur. Modreformationen skabte barokken. Og barokken som stilart gik hånd i hånd med jesuitternes program.

Barokkirker blev bygget og indrettet som imaginære religiøse universer. Det var både den hele verden og Guds verden, der flyttede ind i kirkerummet. I stuk, marmorskulpturer og malerier blev bibelske fortællinger, helgenfortællinger, samt alle verdens folkeslag del af kirkerummet. I kirken skulle alle universets dimensioner komme til udtryk.

Ud over arkitektur udtrykte også billedkunst og musik denne mangfoldighed af kristendom.

Michelangelo var selv med til at markere overgangen fra renæssance til barok. Hans dommedagsbillede, der blev malet i årene 1536-41 på altervæggen i Peterskirken, myldrer et tæt liv af figurer omkring Jesus. Både indholdet og stilen udgør en kontrast til de loftfreskoer, han malede nogle år tidligere og varsler, at den kommende barokperiodes æstetik er præget af bevægelse og uro.

Manierismen, som man kalder overgangstilen til barokken, har forladt renæssancemaleriets klare opbygning og centralperspektiv.

Overgangen er også et billede på, hvordan den katolske kristendom fra midten af 1500-tallet udviklede sig til en modreformation som en reaktion på den protestantiske reformation, der var skyllet hen over Midt- og Nordeuropa.

Den katolske kirke gik til kamp mod protestantismen ved at rydde op i sin lære og organisation. Det fromme liv blev centrum for en endnu mere strålende udvikling inden for kunst, arkitektur og musik. Man styrkede både læren og forkyndelsen af den gennem kunst og musik. En af de største musikere fra perioden er komponisten Giovanni Palestrina, der fra midten af 1500-tallet levede han op til kravet om, at teksten i kirkemusikken skulle stå klart frem, mens musikken var til for at understøtte teksten.

Polyfonien var i denne situation udsat og truet med bandlysning i kirkerne, fordi den kunne skygge for tekstens klarhed. Palestrina præsenterede sin løsning på problemet med kombinationen af polyfoni og en tydeligt præsenteret tekst i blandt andet sin Marcello-messe.

I det rige Venedig virkede komponisten Claudio Monteverdi fra begyndelsen af 1600-tallet. Han blev kapelmester i Markuskirken og komponerede efter kirkerummet, en centralkirke med grundplan som et græsk kors. Af hans mange kirkemusikalske værker kan Mariavesperen fra 1610fremhæves. Den er skrevet i periodens nye stil med solister, kor og orkester. Med sin Mariavesper vil Monteverdi fortælle om Marias liv, hendes bebudelse og lovprisningen af hende som himmeldronning med tekster fra Det Gamle Testamentes salmer og Marias Lovsang fra Lukasevangeliet. Værket er uden tvivl beregnet til opførelse på netop Maria bebudelsesdag

Dramaet kommer ind i kirkemusikken, for tilhøreren skal drages af handlingen, og kraften i musikken. De venetianske malere Tintoretto og Veronese malede vældige scenerier, der med deres dybdeperspektiv gav fornemmelsen af at blive suget ind i billedets rum. Et godt eksempel er Veroneses ”Brylluppet i Kana”, hvor scenen er et overdådigt rigmandsbryllup i Venedig i året 1563.

Ud over Michelangelo står også maleren Caravaggio stærkt i overgangen mellem renæssance og barok, der i sine billeder kombinerede nøjagtige detaljer med højdramatisk stof. Han benyttede lysvirkninger, mørket og skyggen og en dramatisk kraft i sine personskildringer som f.eks. ”Mattæus kaldelse” og ”Paulus omvendelse”.

I S. Ignazio-kirken i Rom skabte maleren og matematikeren Pozzo i 1690'erne et loftsmaleri, hvor han ved anvendelse af geniale illusionistisk tricks lader beskueren tro, at han ser ind i himmelens evige lys.

På samme tid skabte den franske komponist Marc-Antoine Charpentier sit Te Deum ("Vi love dig, Gud"), en polyfonisk motet med en ouverture, som i dag bruges som fanfare ved Eurovisionsudsendelserne. Instrumenteringen er omfattende med bl.a. trompeter og pauke. Værket er i sin stil ren barok, sejrsmusik og helt i modreformationens ånd med sin lovprisning af Gud.

I centrum af barokkunsten stod en sansemættet oplevelse af kristendommens klarhed og sandhed. Gennem både billedkunst, musik og i forkyndelsen talte den katolske modreformations kirke til alle sanser, så mennesket oplevede sin lidenhed og afhængighed af en kirke, der formidlede det hellige.