Kierkegaard var med til at forny den katolske kirke

Pave Johannes Paul 2. optog den katolske professor og tidligere modstandsmand Henri de Lubac i kardinalkollegiet

Læsningen af Søren Kierkegaards værker har inspireret en række fremtrædende katolske teologer efter 2.Verdenskrig. Professor og kardinal Henri de Lubac formulerede ved hjælp af Kierkegaard den katolske lære som et svar på det moderne menneskes søgen

Henri de Lubac hører til den kreds af katolske teologer, der i tiden mellem de to verdenskrige arbejdede med en fornyelse af den katolske kirkes teologi. Det skete på grundlag af en ny læsning af oldtidens kirkefædre - og så den store teolog fra middelalderen, Thomas af Aquinas.

Sammen med den nye teologis mænd fik Henri de Lubac en afgørende indflydelse på den fornyelse af kirken, som kom med Det andet Vatikanerkoncil. For Lubac blev Søren Kierkegaard en vigtig ”samtalepartner” i arbejde med fornyelsen.

Henri de Lubac var katolsk professor, modstandsmand og kirkelig nytænker
Henri de Lubac blev født i 1896 i en børneflok på seks. Familien var af gammel adel. Faderen var bankmand. I 1898 flyttedede familien til Lyon, hvor Henri blev sat i en jesuiterskole.

Som 17-årig blev han optaget i jesuiterordenen, men i 1914 indkaldt til hæren ved udbruddet af 1. Verdenskrig. I krigen pådrog hans sig en et alvorligt hovedsår, som for resten af hans liv indebar anfald af stærke smerter. Han vendte nu tilbage til sin orden og fortsatte i England de filosofiske studier, som verdenskrigen havde afbrudt.

Dernæst fortsatte han med teologiske studier, som blev afsluttet ved jesuiterkollegiet i Lyon. Her blev han så præsteviet i 1927 og snart derefter ansat som professor ved det katolske universitet. Her underviste han frem til 1961 Under 2. Verdenskrig måtte han gå under jorden, idet han var stærkt engageret i den franske modstandsbevægelse.

Sådan brugte Henri de Lubac Kierkegaards tanker
For Lubac var den teologiske opgave dobbelt og bestod især to hovedopgaver:
1) At finde frem til de fejl, som kirken hidtil havde gjort i forhold til den moderne kultur
2) At formulere den katolske lære som et relevant svar på det moderne samfunds spørgen

For at finde frem til svarene på en moderne tids udfordringer til kirkens tro måtte Lubac stille en række grundlæggende spørgsmål til teologien.

Et af dem lyder: Hvordan kan Gud gennemtrænge menneskelig tanke og sprog, uden at være en simpel forlængelse af det menneskelige? Lubac går til oldkirkens og middelalderens teologer – men ikke mindst Søren Kierkegaard - for at finde svaret på dette.

Den katolske professor opdager, at hans søgen er i overensstemmelse med Kierkegaards egen søgen, sådan som den kommer til udtryk i værker som ”Philosphiske Smuler” (1844) og ”Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift” (1846).

Disse værker karakteriserer Lubac som ”alle tiders mesterstykker i filosofisk og religiøs litteratur”.

I ”Philosophiske Smuler” stiller den fiktive forfatter Johannes Climacus det sådan op: Hvis kristendom er sand, så ligger den afgørende sandhed uden for grænserne for menneskelig forståelse. Det diskutable i argumentet er altså, at Climacus med sin fornuft mener at kunne konstatere, at der er en sandhed, der er umulig af forstå for fornuften. Og i forlængelse af Kirkegaards Johannes Climacus, skriver Lubac:

”Enhver menneske handling, uanset om det er en handling af viden eller en handling af viljen, hviler hemmeligt på Gud … For Gud er det absolutte, og intet kan opfattes uden det absolutte.” (The Discovery of God).

Med katolske øjne er Kristus til stede i nadveren
Som katolsk teolog er Lubac overbevist om, at Kristus reelt er til stede i nadveren. Ja, alt hvad vi siger om personen Jesus Kristus kommer til udtryk i Jesu Kristi virkelige nærvær i nadveren. Men han udvider dette til, at ligesom kirken giver nadveren, sådan skaber nadveren kirken. Kristus er i nadveren tilstede som kirkens eget bankende hjerte, siger Lubac.

Den tilsvarende tanke finder vi hos Søren Kierkegaard i hans ”To Taler ved Altergangen om Fredagen” (1851).

Talerne er tænkt holdt i Vor Frue kirke, hvor han selv blev begravet fra i 1855. Skønt Kierkegaard angreb den officielle kirke hårdt og ubarmhjertigt, så havde nadveren en central betydning for ham. Dette at gå til alters hver søndag var uundværligt og selvfølgeligt for ham. Kierkegaard skriver:

”Det er til den Kjerlighed, der skjuler Syndernes Mangfoldighed, Du i dag søger hen, søgende den ved Alteret. Du har af Kirkens Tjener modtaget Forsikkringen om Dine Synders naadige Forladelse; Du modtager ved Alteret Pantet derpaa, og ikke blot dette; thi ikke blot modtager Du dette Pant… Du modtager ham selv; idet Du modtager Pantet, modtager Du ham selv, i og med det synlige Tegn giver han Dig sig selv til Skjul over Dine Synder… "

"Derfor kaldes Nadveren et samfund med ham; den er ikke blot til hans Ihukommelse, ikke blot et Pant paa, at Du har Samfund med ham, men den er Samfundet, dette samfund, som Du skal bestræbe at bevare i Dit daglige Liv ved mere at mere og at leve Dig ud af Dig selv og leve Dig ind i ham, i hans Kjerlighed, der skjuler Syndernes Mangfoldighed.” (Fra "To Taler ved Altergangen om Fredagen" s. 47).

For Kierkegaard såvel som i den katolske forståelse er nadveren det bankende hjerte i kirkesamfundet.

Henri de Lubac gav Kierkegaards tanker en plads i den katolske kirke
Nadverforståelsen i katolicismen og den dermed sammenhørende kirkeforståelse hos Lubac ligger i direkte forlængelse af Søren Kierkegaards beskrivelse af nadveren.

I 1950 kom Lubac i konflikt med de konservative kræfter i den katolske kirke. Pave Pius 12. var gået til angreb mod ”den nye teologi” og Lubac fik forbud mod at fortsætte sin undervisning.

Med Johannes 23. kom fornyelsen i den katolske kirke. Lubac kunne vende tilbage til sin professorstilling i Lyon og den nye pave udpegede ham til at være med i forberedelsen af Det andet Vatikanerkoncil. Under konciliet var han teologisk ekspert, en stilling, der blev fornyet af Paul 6.

Lubac fik med sin teologi en afgørende indflydelse på kirkemødets forløb og resultater. I 1969 ville Pius 6. gøre Lubac til kardinal, men han afslog imidlertid med den begrundelse, at han ikke var biskop. Pave Johannes Paul 2. gav ham imidlertid dispensation i 1983 fra denne regel og optog Lubac i kardinalkollegiet. Fra 1900 var Lubac den ældste af kardinalerne, men døde så året efter i Paris.

Henri de Lubacs stærke engagement i sin samtid og hans forståelse af kristendommen som et eksistentielt budskab til det moderne menneske ligger i forlængelse af hans læsning af Søren Kierkegaard. Gennem hans indflydelse fik Søren Kierkegaards tanker også en plads i den katolske kirke.