Kierkegaard og katolicismen

5 katolske tænkere, der dyrkede Kierkegaard

Pave Johannes Paul II inviterede dominikanermunken og præsten Yves Congar, der var stor Kierkegaard-tænker, ind i den kommission, der fra 1958 skulle forberede Det andet Vatikanerkoncil. ELECTRONIC IMAGE

En italiensk præst kaldte Kierkegaard "Nordens Sokrates". En anden kaldte ham den katolske "sjæleven". Mød fem af de katolske tænkere, der i sidste århundrede dyrkede Kierkegaards radikale kristendomsforståelse

Da Søren Kierkegaard døde i 1855 var der lang tid stille omkring ham. Det voldsomme opgør med kirken, som prægede hans sidste år, betød, at man lod hans forfatterskab ligge.

Fra slutningen af 1800-tallet kom Søren Kierkegaards værker i en samlet udgave på dansk. Fra begyndelsen af 1920'erne kom Kierkegaards værker i tysk oversættelse og en slags "Kierkegaardrenæssance" opstod i mellemkrigstidens Tyskland. Det var ikke blot protestantiske tænkere, der nu læste Kierkegaard og blev inspireret af ham - det gjaldt også katolske.

Kierkegaards tanker fandt dernæst vej til katolske lærde i Frankrig og Italien. Kierkegaards tanker blev populære blandt en gruppe af katolske intellektuelle, som bl.a. omfattede den italiensk-tyske præst og forfatter Romano Guardini, den polsk-tyske teolog Erich Przywara, de fransk teologer Yves Congar, Jean Daniélou og endelig præst og professor Cornelio Fabro fra Italien.

LÆS HER OM KIERKEGAARD OG LUBAC 

Romano Guardini (1885-1968)
Guardini blev født i Verona, Italien i 1885. Hans familie flyttede til Mainz lige efter fødslen, og han boede i Tyskland i resten af sit liv. I 1923 blev han ansat ved Berlins universitet, men pga. sin kritik af nazismen i 1930erne blev hans videnskabelige karriere midlertidigt afbrudt. Guardini var optaget af en fornyelse af gudstjenesten. Han spørger, om det er muligt for det tyvende århundredes kristne at engagere sig i tilbedelse. Det er her, han søger inspiration i læsningen af Kierkegaard, idet han i Kierkegaard ser udtryk for det moderne menneskes søgen efter og dybe afhængighed af Gud.

Guardini er især optaget af Kierkegaards beskrivelse af tungsindet eller melankolien, som det moderne menneskes følelse af livsangst og søgen efter menig. Mennesket er, som Kirkegård siger det, spændt ud mellem tid og evighed. Hvordan giver vi så det udtryk i kirkens gudstjeneste og forkyndelse? - spørger Guardini.

Guardinis tanker om gudstjenesten fik ikke indflydelse på Det andet Vatikanerkoncil 1962-65. Pave Frans er stærkt optaget af Guardinis tænkning og havde i 1980'erne planer om skrive en doktorafhandling om hans tanker. Frans nævner ham i øvrigt flere gange i sin store skrivelse om klima- og miljøproblemer, ”Laudato Si”.

Erich Przywara
(1889-1972)
Erich Przywara præsenterede i sin bog "Das Geheimnis Kierkegaard"(Kierkegaards hemmelighed) fra 1929 denne som en anonym katolik. Også for Przywara er Søren Kierkegaard en moderne tænker, der kaster lys over forholdet mellem menneske og Gud. Przywara er optaget af, hvordan Kierkegaard på én gang både skildrer menneskets totale forskellighed og afstand fra Gud - og så dets nærhed til Gud.

Ligesom Guardini kom Przywara i opposition til nazismen og blev en af lederne af de tyske katolikers modstandbevægelse. Hans modstand mod nazismens rigskirke, hvor stat og kristendom gik i ét, har tydeligt sin baggrund i Kierkegaards opgør med sin tids kirkelighed.

LÆS HER OM HVAD DER ADSKILLER KIERKEGAARD FRA KATOLICISMEN
 
Jean Daniélou (1905-1974)
Daniélou var i mellemkrigstiden en af initiativtagerne til en fornyelsesesbevægelse i den katolske kirke. Man ville tilbage til kirkens kilder, det vil sige Bibelen, kirkefædrene og den oprindelige kristne gudstjeneste. Bevægelsen blev omtalt som ”ressuorcement” og det var teologerne herfra, der blev de toneangivende ved Det andet Vatikanerkoncil 1962- 65. For Daniélou var læsning af Kierkegaard afgørende.

Især var han optaget af Kierkegaards bog ”Begrebet Angest” med dens dybtborende forsøg på at afdække syndsbegrebet som udtryk for menneskets eksistentielle angst.

Hertil kom, at Daniélou hos Kierkegaard fandt ”argumenterne mod en Gudsopfattelse, der ser Gud som blot et objekt uden for og over mennesket, eller som et mysterium, en personlig Gud, skjult i mørket, som ingen kan trænge igennem – men som ”den Gud der åbenbarer sig i kærlighed.”

I øvrigt gjorde Danielou en strålende kirkelig og teologisk karriere og har efterladt sig et omfattende forfatterskab især om oldkirkens store teologer.

Yves Congar (1904-1995)
Dominikanermunken og præsten Yves Congar skrev i 1934 en lille bog ”Actualité de Kierkegaard” (Kierkegaards aktualitet), som var både en biografi og introduktion til den danske filosofs tanker. I sin bog er Congar optaget af Kierkegaards koncentration om den enkeltes søgen og valg. Gud er den levende Gud, som den enkelte står til ansvar overfor med sit liv.

Med sine værker vækker Kierkegaard den enkeltes samvittighed, idet mennesket tvinges til at tage sit liv op og blive et selv.

Congar understreger, at Kierkegaard ikke blot er protestant og har relevans for protestantiske kristne. Nej, han klarlægger ”det sande evangelieum” og er for katolikkerne en ”sjæleven” og vejviser, siger Congar.

Imidlertid er det hos Congar et åbent spørgsmål, om der i Kierkegaards lutherske opfattelse af synd og tro er en udfordring til katolsk kristendomsopfattelse. Congar var stærkt kritisk i forhold til den officielle katolske kirke. Han fik skriveforbud af pave Pius VII i 1952. Men blev af Johannes Paul II indsat i den kommission, der fra 1958 skulle forberede Det andet Vatikanerkoncil.

Cornelio Fabro (1911-1995)
Endelig skal den italienske præst og professor ved universitet i Perugia, Cornelio Fabro nævnes. Allerede i 1938 blev han doktor på en afhandling om Thomas af Aquinas, den katolske kirkes største teolog. Men sideløbende med sine filosofiske og teologiske studier, hvor han ikke mindst studerede ateismens væsen, arbejdede han ihærdigt for at udbrede kendskabet til Kierkegaard med en række oversættelse til italiensk.

”Nordens Sokrates”, kaldte han Kierkegaard. Fabro var optaget af Kierkegaards tale om frihed og om tro. For friheden er hos Kierkegaard det øjeblik, hvor mennesket afgør sig for det absolutte. Fabro ser her en lighed til friheds- og trosbegrebet hos den middelalderlige teolog Thomas. Han trækker linjen tilbage til Sokrates, der netop definerede friheden som lydighed mod den ”indre stemme”.

Fabro var som god katolsk teolog meget opmærksom på, at Kierkegaard her bruger jomfru Maria (og i øvrigt Abraham) som eksempel. Kierkegaards opfattelse af Maria som troens eksempel, svarer til den katolske lære, betoner Fabro.

LÆS HER OM DEN KATOLSKE KIRKES INTERESSE FOR KIERKEGAARDS TANKER OM KÆRLIGHEDEN

Alt i alt er der tale om en Kierkegaard-tradition indenfor moderne katolsk teologi. Man er optaget af hans livshistorie og hans radikale kristendomsopfattelse.

Nogle identificerer tilmed Kierkegaard med katolicismen. Men generelt læses Kierkegaard som et forsøg på at bygge bro mellem den katolske kirke og protestantismen - og for nogle katolske kierkegaardforskere bruges Kierkegaard til at finde ord og begreber for at formulere kirkens teologi ind i en moderne kultur.

Kilde: Joshua Furnal: Catholic Theology after Kierkegaard, Oxford University Press 2016