Ro på: Direktør holder sig i mental form ved at meditere

Lars Sander Matjeka prøvet kræfter med en lang række forskelligartede meditationsformer: ”Måden, jeg mediterer på, varierer efter, hvad jeg kan mærke, mit behov er." Foto: Jesper Sunesen

Mange mennesker oplever, at hverdagens arbejdsliv er præget af fart over feltet. Det kan være nødvendigt at løbe stærkt for at nå det hele, men med meditation kan det være lettere at finde roen, bevare overblikket og holde jordforbindelsen

Som frontfigur i en stor og travl virksomhed, er det vigtigt at finde stilhed i orkanens øje. Og det gør Lars Sander Matjeka igennem daglig meditation. 

Lars Sander Matjeka er administrerende direktør for Aller Media, der er den største udgiver af magasiner og ugeblade i hele Norden. Meditation hjælper ham til at undgå stress, bevare balancen og vende blikket indad – eller som han selv siger: ”Det hjælper mig til at mærke efter, hvordan jeg har det.”

Meditation forbindes ofte med forskellige former for religiøs praksis, men ifølge Lars Sander Matjeka udspringer hans egne meditative udfoldelser ikke af religion. De startede i stedet med en nysgerrighed, der fik ham til at gå i gang med at læse litteratur om emnet. Han deltog efterfølgende i en række kurser, der havde meditation som omdrejningspunkt, og her fandt han hurtigt ud af, at der var noget i meditationen, der gjorde ham godt.

Der findes mange forskellige måder at meditere på:

”I bund og grund handler det for mig om at mærke efter, hvilken meditationsform, der er den rette for mig; og derudover vide, at det ændrer sig over tid i takt med, at jeg og min omverden udvikler sig,” siger Lars Sander Matjeka. 

I øjeblikket praktiserer han primært åndedrætsmeditation, men igennem årene har Lars Sander Matjeka prøvet kræfter med en lang række forskelligartede meditationsformer:

”Jeg ser det som en fordel, fordi det kan være gavnligt at have mulighed for at nuancere og veksle min praksis. Måden, jeg mediterer på, varierer efter, hvad jeg kan mærke, mit behov er”.

Lars Sander Matjeka ser ikke sin praksis som et udtryk for et bestemt religiøst tilhørsforhold, men det er ikke ensbetydende med, at han afviser, at der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker umiddelbart kan se. Hvad det så er, vil Lars Sander Matjeka ikke forsøge at definere. Han er dog af den overbevisning, at du får, hvad du giver:

”Hvis man skal give gode ting til sine medmennesker, bliver man nødt til at tage ansvar for sig selv, og her hjælper meditationen mig,” mener Lars Sander Matjeka.

”Det er en af mine vigtigste opgaver som administrerende direktør at passe godt på både Aller Media og vores mange medarbejdere. De er virksomhedens største styrke.”

Det gør han bedst, hvis han formår at passe på sig selv, fortæller han, og her gør meditationen en stor forskel:

”Uanset hvor meget stormvejr, der måtte være rundt om mig og hvor mange beslutninger, der skal træffes, så finder jeg i meditationen en ro, som betyder, at jeg føler mig i stand til at være nærværende og i god mental form,” siger Lars Sander Matjeka.