Slaveri blev anset for naturligt på Jesu tid
Tidligere blev det anset for helt naturligt, at et menneske kunne eje andre. Der fandtes ingen rettigheder, der kunne sikre slaver en retfærdig behandling i det romerske eller jødiske samfund
Hvordan var den verden, Jesus gik og lærte i? Menneskerettigheder fandtes ikke, og menneskesynet var helt anderledes, end vi kender det i dag. At slaveri var udbredt og accepteret er en af de markante forskelle på Jesu samtid og vor tid.
Ingen i oldtiden satte spørgsmålstegn ved det rimelige i, at et menneske kunne eje et andet menneske. Det gjorde man således heller ikke i jødedommen eller for den sags skyld senere, da kristendommen kom til - trods kristendommens tanker om næstekærlighed og medmenneskelighed.
Slaveriet var en institution, som både filosoffer og politikere forsvarede og accepterede.
I den jødiske kultur havde man, som i hele romerriget, en patriarkalsk familiestruktur, hvor faderen var husets overhoved. Faderen kunne eje slaver, og han havde uindskrænket myndighed over kvinder og børn indenfor hjemmet. Slaver havde ingen rettigheder, og sædvanligvis forblev de slaver hele deres liv. Men der var mulighed for, at man kunne blive frigivet af slaveejeren.
Læs også: Kvindesyn og familieliv på Jesu tid
Slaveejere kunne udnytte slaver seksuelt, og det var ikke alene socialt accepteret, men heller ikke i modstrid med romersk lov. Ejede en slaveejer et ægtepar, så kunne han splitte dem ad og sælge den ene af dem. Han kunne også sælge deres børn, fordi slavernes børn tilfaldt slaveejeren ved fødsel, men hvis slaveejeren fik et barn med en slave, så var barnet illegitimt, og blev slave som sin mor. Sådan et barn kunne ikke blive romersk statsborger, og derfor heller ikke være beskyttet af romersk lovgivning.
Slaveejerne kunne tilmed straffe slaverne ved at sænke madrationer, øge arbejdsbyrden eller ved piskeslag, men f.eks. henrettelse ved korsfæstelse krævede, at slaven havde været særligt ulydig. Problemet var blot, at når en slave skulle dømmes for en forseelse, skete det ved en huslig retssag, hvor slaveejeren selv var dommer.
En af slavens opgaver var at opdrage slaveejerens børn under forældrenes opsyn. Men slaverne tog sig også af det huslige arbejde som madlavning, rengøring eller indkøb til husstanden ved markeder ligesom de arbejdede på markerne eller på anden måde deltog i det landbrug eller erhverv, som slaveejeren havde.
Slaveejeren brugte også slaver som sine forretningsførere. Vi kender flere eksempler fra Jesu lignelser i Det Nye Testamente, eksempelvis i lignelsen om de betroede talenter, hvor en herre giver sine tjenere nogle talenter og beder om, at tjeneren skal forvalte dem godt.
Læs også: Religiøse og politiske forhold på Jesu tid
Slaveejere var ikke nødvendigvis ondskabsfulde, og de havde mulighed for at skabe gode forhold for deres slaver. Slaveejeren kunne eksempelvis give slaven (ligesom han kunne give sine sønner) et såkaldt “pekulium”, som var et særeje, slaven kunne forvalte selvstændigt. Et eksempel på sådan et pekulium findes også i Det Nye Testamente i lignelsen om den fortabte søn, der beder om halvdelen af sit pekulium, det vil sige faderens arv.
Den dag i dag er der stadig slaver verden over. De fleste steder er slaveri forbudt, og mennesker tilhører derfor ikke juridisk andre mennesker.
Alligevel lever mennesker under forhold, der svarer til slaveri, fordi andre mennesker kontrollerer og råder over deres liv. Dette moderne slaveri kendes blandt andet fra kastesystemet i Indien og feudale landbrugsstrukturer i eksempelvis Pakistan, Nepal, Burma og Thailand.
Det forekommer ofte, fordi en familie står i en dyb gæld til rige jordejere, som de har måttet låne penge af til medicin, mad og andre nødvendigheder. Den gæld må de så arbejde sig ud af ved erhvervsarbejde, husligt forfaldsarbejde eller prostitution.
Læs også: Man holder da slaver