Er ønsket om en værdig død et godt argument for aktiv dødshjælp?

*** ROYALTY FREE - special pris *** Scandinavian people. Keywords: balance, belief, break, conflict, disease, ...

Foto: Nima Stock Foto: NIMA STOCK Â 2010

Et argument for aktiv dødshjælp lyder, at vi vil have mulighed for at afslutte livet på en værdig måde. Men ifølge kristendommen er det ikke uværdigt at være afhængige af andres hjælp

Diskussionen om aktiv dødshjælp dukker op igen og igen. Meningsmålinger viser, at 64% af danskerne kunne forestille sig at ende i en situation, hvor de selv ville vælge aktiv dødshjælp, hvis det var en mulighed. En sygdom som ALS, hvor hver en kropsfunktion langsomt sætter ud, til man kun kan kommunikere med øjnene og til sidst kvæles ihjel, kunne være et eksempel.

Men ifølge den amerikanske teolog og forsker inden for kristen etik, Paul Ramsey (1910- 1988) har mennesket ikke først og fremmest til opgave at minimere lidelsen, men derimod at maksimere omsorgen. For selvom man som kristen har forståelse for, at et menneske kan finde visse tilstande uværdige at befinde sig i, så er køber kristendommen ikke argumentet om, at sådanne tilstande er uværdige i sig selv. 

Kristendommen og lidelsesfællesskabet

Paulus taler i 1. Kor. 12-14-26 om, at mennesker er forskellige lemmer på et legeme. Lemmerne skal "have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre”. Intet menneske skal lide alene, men indgår i et lidelsesfællesskab. 

Kristendommen har siden sin oprindelse søgt at minimere lidelsen ved at tage sig af de lidende. Derfor begyndte kristne samfund i 300-tallet at oprette hospitaler. Et af de første var biskop Basilios store hospital i Cæsarea, der blev bygget omkring år 370 e.Kr. Herudover har kristne søgt at minimere den åndelige og sociale lidelse ved inddrage mennesker i det kristne fællesskab, hvor omsorgen for hinanden spiller en afgørende rolle.

Læs også: Hvordan ser religionerne på aktiv dødshjælp?

Lidelse og afhængighed er et grundvilkår ved tilværelsen

Situationer fyldt med lidelse, hvor man er fuldstændigt afhængig af andre mennesker, bliver ofte trukket frem som det værste eksempel på en mulig afslutning på livet. Men sygdomme og lidelser af forskellig art er et vilkår ved eksistensen. Vi er endda disponerede til at arve visse sygdomme ved vores DNA, både fysiske og psykiske, og intet er mere naturligt, end at vi udvikler os efter vores gener. Når man i terminale forløb smertelindrer med medicin, kan man blive fri fra lidelserne, men af og til på bekostning af bevidstheden, og ikke alle vil mene, at det er mere værdigt.

Derfor kan man som teologen Ramsey mene, at omsorgen skal have større vægt og prioritering end smertelindringen. Nogle teologer taler om lidelse som en konsekvens af syndefaldet. Den lidelsesfrie verden er ikke en mulighed før paradis. 

Læs også: Hvorfor forhindrer Gud ikke lidelse i verden?
 

Et teologisk perspektiv, som eksemplet med Korintherbrevet, kan også pege på, at der intet uværdigt er ved at være afhængige af andre. Vi fødes afhængige af andre, og vi vokser op i et afhængighedsforhold til andre. Nogen fødes med handicap, der forhindrer dem i nogensinde at blive selvstændige. I det daglige liv er vi afhængige af lærere, når vi går i skole og af sygeplejesker og læger, når vi er syge.

De fleste bliver afhængige af andre i et eller andet omfang på deres gamle dage. Selvstændighed, uafhængighed og selvkontrol kan vi altså ikke sætte som grundlæggende værdier for et værdigt liv, uden samtidig at kalde børneliv, gamle og svage eller handicappede liv for uværdige. I den kristne tradition er mennesket i sidste instans også afhængige af Gud og Jesu offer, da han overvandt døden én gang for alle.   

I stedet for at dæmonisere lidelsen som noget helt unaturligt og uværdigt, skal vi derfor maksimere barmhjertigheden og omsorgen og prioritere det højere end smertelindringen. 

Aktiv dødshjælp som en næstekærlig handling

Men kan aktiv dødshjælp så ikke forsvares af den kristne etik? Dette finder ikke et entydigt svar blandt teologer. Den amerikanske teolog Gilbert Meilaender peger på, at vi ikke må påtage os Guds rolle og afgøre, hvem der skal leve og dø. Andre vil indvende, at vi også indtager denne rolle, når vi helbreder mennesker, som ellers af naturens gang ville dø af deres sygdom. 

Læs også: Hvad siger kristendommen om aktiv dødshjælp?
 

Endnu andre peger på, at aktiv dødshjælp godt kan være den mest barmhjertige handling, og et udtryk for genuin næstekærlighed, fordi lidelser kan være ubærlige i en sådan grad, at de ikke kan lindres, og det mest barmhjertige er, at gøre en ende på dem. Dette kan betragtes som det mest barmhjertige, også selvom dette ikke fjerner lidelsen alene, men hele personen.