Kvindesynet i kristendommen

At Maria Magdalena skulle kunne være Jesu elskerinde kan vi afvise med sikkerhed ud fra kilderne. Der er ikke noget i de bibelske skrifter, der så meget som antyder et seksuelt forhold mellem Jesus og hende, skriver sognepræst Michael Lerche Nygaard. På Martin Schongauers billede fra omkring år 1500 ses Maria Magdalene, som møder den opstandne Jesus. Foto: Arkivfoto

Paulus er både kendt for at sige, at kvinden er underlagt manden - og at alle er lige for Kristus. I Det Nye Testamente er det især Paulus, der omtaler kvinden og hendes rolle. Man må lede i Jesu gerninger, hvis man vil vide noget om hans kvindesyn

Den historiske baggrund

På gammeltestamentlig og Jesu tid var kvindesynet et ganske andet, end det er i dag. Kvinden var mandens ejendom og blev ikke betragtet som et selvstændigt individ. Hun havde som sådan ingen juridiske rettigheder.

Som barn tilhørte pigerne deres far, og efter de var blevet gift, tilhørte de deres ægtemand. Manden var familiens forsørger og overhoved, og kvinden havde ansvaret for familiens videreførelse og husholdningen.

Kvinden i Det gamle testamente

Kvindens status og forhold til manden blev begrundet i de religiøse fortællinger. I Første Mosebog 2, 18-24 fortælles det, at kvinden (Eva) skabes som en medhjælp til manden (Adam).

Da Adam og Eva bliver smidt ud af Paradiset på grund af deres overtrædelse af Guds forbud, bliver de straffet. Adam skal kæmpe i sit ansigts sved for føden og Eva skal føde sine børn i smerte (Første Mosebog 3,16-19). Dermed mente man at se en guddommelig indstiftelse af kønsfordelingen.

Kvinden i Det nye testamente

I Det nye testamente omtales kvinden og hendes rolle af apostlen Paulus, mens man må lede i Jesu gerninger, hvis man vil vide noget om hans kvindesyn.

Paulus' tanker om kvinder er præget af den jødiske tankegang, og det samfund, han lever i. Han citeres ofte for de udtalelser, der, efter vore termer, er diskriminerende overfor kvinder. Han siger blandt andet, at kvinder er underlagt manden (Efeserbrevet 5, 22-24) og at de skal være besindige og modtage undervisning i stilhed og ydmyghed (Første Timotheusbrev 2, 9-15). Han begrunder også kvindens status med, at manden (Adam) jo blev skabt først og derefter kvinden, så det er gudsbestemt at manden er over kvinden (Første Timotheusbrev 2, 13-14). Samtidig siger han dog, at vi alle er lige for og i Kristus (Galaterbrevet 3,28). Paulus' udsagn er blevet studeret indgående, og man har overvejet, om teksterne virkelig er originale. Er de i virkeligheden skrevet af en anden end Paulus, eller skyldes det, at Paulus jo var lov-tro jøde, før han blev kristen?

På den anden side kan man i brevene se, at kvinderne var meget aktive i de første kristne menigheder og havde en fremtrædende rolle. I Romerbrevet 16 omtales kvinder som menighedstjenere og ledere på lige fod med mænd.

Jesus' gerninger tyder på et mere tolerant kvindesyn. Han omgås og taler med kvinder, der af samtiden betragtes som urene. Det er både prostituerede kvinder(Lukasevangeliet 7, 36-50), kvinder der var fraskilte eller havde været utro (Johannesevangeliet 8,10), samt kvinder der havde menstruation, og derfor blev betragtet som urene (Matthæusevangeliet 9, 20-22).

Kvindesynet i kirken

Op gennem historien blev det Paulus' syn på kvinder, der kom til at præge kirken. I oldkirken havde kvinder dog større indflydelse og blev mere agtet end i den senere kirketradition.

Den katolske kirke har en stærk patriarkal tradition i sit embedsværk - med mandlige præster og paven som overhoved. Pavens autoritet gør, at denne kirkeretning til en hver tid har et centralt organ, der kan udtale sig om kirkens samlede holdning til kvinder. Begrundelsen for, at kvinder ikke kan blive præster, finder kirken i, at Jesus var mand og hans disciple var mænd. Det er derfor kun mænd, der har adgang til "det særlige præstedømme." Kvinder, der ønsker at tjene Gud, må derfor gå i kloster og blive "Kristi brud" ved at blive nonne. Kirken fastholder dog, at mænd og kvinder er lige overfor Gud (Første Mosebog 1, 27).

I flere andre kristne bevægelser, såsom Jehovas vidner, er der også restriktioner for, hvilke erhverv en kvinde kan påtage sig i kirkelige sammenhænge. Især i USA og Asien findes der mange kirker med regler for dette.

Den protestantiske kirke har traditionelt delt kvindesyn med den katolske kirke. Efter reformationen (år 1525) blev "det særlige præstedømme" dog ophævet, og kvinder kunne nu, i teorien, også blive præster. Dette skete dog først i Danmark i 1947, hvor dette blev vedtaget ved lov. Stadig er der dog præster og medlemmer af den danske folkekirke, der ikke anerkender de kvindelige præster.

Den protestantiske kirkes holdning til kvinder udenfor kirken varierer meget. Det skyldes, at folkekirken ikke har ét organ, der kan udtale sig på hele kirken vegne, og det er derfor svært at sige, hvilken holdning "kirken" har. Generelt kan man dog sige, at folkekirken i Danmark har fået en liberal holdning til kvinder og deres mulighed for at varetage embeder i kirken.