Anne Lise Marstrand-Jørgensen gendigter langfredags fortælling

Syv af landets stærkeste forfatterstemmer fortolker og gendigter hver en af påskens tekster i ny bog. Læs Anne Lise Marstrand-Jørgensens bidrag til bogen "Gennem den kulsorte sky"

Faren bor i sønnens hjerte, sønnen i sin fars. I aftes blev han forrådt og taget til fange, hans hjerte er streget over af sort og blåt. Noget bliver ved med at strejfe hans fod, halvt bevidst forestiller han sig først, at det er en dæmon, siden at det må være en rotte. Han trækker benet til sig, det er nat og svært at orientere sig. Det er en lettelse at se omridset af en han kender, hugsiddende ved hans leje:

Han kommer i Johannes Døberens skikkelse, men Jesus forstår. Det er hans far, der breder armene ud som ved en dåb. Så tager mørket ham tilbage, og han forvandler mørket til et brus af mod. – Hvad skal der ske? spørger Jesus, går jeg fri?

– Vær et menneske, svarer hans far, det er mere umuligt for en far at vende sit barn ryggen, end det er for et barn at forlade sin far.

Bagefter falder Jesus i søvn, han sover og drømmer, at han sidder i Maria Magdalenes have. Insekter væver nattens lyde sammen til et groft tæppe. Den lette brise, den gennemtrængende duft af jasmin. Hans veninde byder ham dadler og vin, hun vasker hans sår og smører dem med saft af bryst- bær. Senere lader hun ham hvile, tryg og uden smerter.

Der lander en fugl med højrødt bryst i vinduesåbningen. Den synger dejligt, selvom det er midt om natten, og Jesus rækker hånden ud for at røre ved den. Den kradser ham og hakker ham blind og blodig med sit næb. Selv da han har skræmt den bort, bliver de sår, den tilføjede ham, ved med at vokse.

Jerusalem 2012: Jeg drømte om dig igen, Anna. Du løb gennem stuen på bare fødder. Jeg blev så lykkelig af at høre lyden af din stemme. Mareridtet er at være vågen.

Morgen og ventetid. Cellen skvulper over af blegt lys, en vagt, der har hostet hele natten, harker og spytter endelig forløst. Jesus kalder på sin far, men han får ikke svar. At vente sådan er umenneskeligt. Kun hans far kan fortælle ham, om det hele er nogen nytte til.

Jerusalem 2012: Det værste er, når håb veksles til modløshed. Gentagelserne. At vi hele tiden ventede det værste, og at det var, præcis hvad vi fik.

I går spurgte de ham, om han er jødernes konge, og han svarede: Du siger det selv.
De sagde: Er du Guds søn?
Han svarede: Ja.
 
I dag sendes han først til Pilatus, så til Herodes. De vil vide, hvad de skal dømme ham for: oprør, gudsbespottelse, planer om ødelæggelse? Deres spørgsmål veksler med hån og spot, og Jesus svarer ikke. Herodes får en vagt til at lægge en soldats kappe om Jesus’ skuldre. Han ler ad ham og spørger, om han føler sig som en konge, før han sender ham bort igen. Pilatus må tage sig af det, selv leder Herodes efter tegn og forudsigelser: i templet, mellem stjernerne, i skålen med pistacieskaller og kerner. Han havde håbet på noget mere end en tavs og mager mand, som kunne være hvem som helst.

Pilatus lader ham stå midt i salen, mens han går rundt om ham uden at fortrække en mine, kjortlens frynsekant danser om hans ankler. Jesus lukker øjnene, han fornemmer varmen fra den andens krop, rundt og rundt om sin egen, en ten, der vindes fuld af garn.

– Ærgerligt, siger Pilatus og spytter på gulvet, vidnerne modsiger hinanden. Jeg kan dømme dig til piskning, men ikke til døden. Hvad siger du så? Er du tilfreds?
 
Jesus har intet svar. Hån og ydmygelse, hans venner flygtede og forrådte ham, da han havde brug for dem, hans far siger ikke et ord. Han er udmattet og tørstig, men vil ikke bede om noget. Han får lov til at blive stående midt i rummet, mens rådet og ypperstepræsterne lukkes ind.

Tilskuerbænkene fyldes hurtigt, de velhavende maser sig ind på de forreste rækker, de fattige strækker hals. Fede ringprydede hænder, skinnende skæg, sveden perler. De hvisker, de ler, de er en krop med mange arme og ben. Sådan en underholdning før sabbatten vil ingen gå glip af. Bagende, skærende, skarpe sol, Jesus misser med øjnene og leder efter kendte ansigter. Lettelse og sorg på samme tid over ikke at finde nogen, han ville selv have rådet dem til at holde sig borte. Han kan meget vel være tilbage mellem dem i aften, noget vil være forandret, men alt kan vel genoprettes. Maria Magdalene smurte hans sår i drømmen, det var et tegn til trøst. Fuglen sætter sine kløer i hans bryst, så han taber vejret, det billede forstår han ikke.

– Denne mand er ikke skyldig i det, I anklager ham for, siger Pilatus, han har ikke gjort noget, der er dødsstraf for.
Tiden trækker sig tilbage, en lille bølge, fødder, der synker behageligt i sand, før den kommer tilbage. Brusende, brølende, fuld af kraft smadrer den mod væggene. De råber, de hader og raser, de kræver en morder sat fri i hans sted.
– Korsfæst ham, korsfæst ham. Korsfæst Jesus, kors- fæst, korsfæst.
– Hvad ondt har han gjort jer? spørger Pilatus.
Han læner sig op ad en søjle, det lyder ikke, som om han er interesseret i svaret.
Endnu en bølge skaber tumult i salen: – Korsfæst ham, korsfæst ham. Hver gang en mund åbner sig, kan man se mørket derinde. Jesus leder efter de tavse, dem med sørgmodige øjne. Han nikker til hver enkelt af dem.
Pilatus griber også ud efter drivtømmer fra en ituslået flåde. Enhver må redde sig selv.
– Så tag ham, siger han, gør med Jesus, hvad I finder bedst.

Jerusalem 2012: År ét er gået, vi har været det hele igennem for første gang: dødsdag, begravelse, jul, påske, fødselsdag. År to begynder i morgen. Det er august, derhjemme kan man mærke, at efteråret er på vej, her er varmen ikke til at bære. Jeg kom i dag, jeg vasker hænder og fødder hele tiden. Om nogle timer begynder sabbatten, og byen puster ud. Her lugter diskret af rengøringsmiddel, sengetøjet er uden duft. Jeg ved ikke, hvilken temperatur og hvilke kemikalier der skal til for at fjerne sporene efter de hundredevis af fremmede kroppe, der har ligget på denne pude med dette lagen over sig.

Nogle truer ad ham med løftede knytnæver, nogle spytter ham i ansigtet, et slag i ribbenene, et spark. Soldaterne gør sig ingen anstrengelser med at holde folk borte, mens de eskorterer ham gennem mængden. Den ene soldat er ganske ung, han har fine træk og et ar over læben, han holder så blidt i Jesus’ arm. Da de forlader rådssalen, trænger folk sig ind på dem, den unge soldat kommer så nær Jesus’ ansigt, at han kan mærke hans ånde. Han strammer ikke sit greb, selv da han løfter den anden arm for at skabe passage.

– Tak, hvisker Jesus til ham, da de har ført ham ind i et andet rum.

Soldaten ser uforstående på ham, en grimasse, et spark over skinnebenet, der får de andre soldater til at le. Jesus er gennemblødt af sved, de tager kappen af ham, og han siger tak endnu en gang. De river hans tøj af, puffer ham i ryggen: Ud, ud med dig.

Der kommer flere soldater til i den lille gård. Det er først på eftermiddagen, den hede sol, de urolige skygger. Ujævne metalkugler og spidse stumper af dyreknogler er flettet fast for enden af lædersnorene, håndtaget er omviklet med brede bånd, så det ligger godt i hånden: igen, igen, igen, niogtredive ganges berusende gentagelse.

Smerten driver sjælen ud i legemets yderste kroge. Et øjeblik skriger Jesus som en fugl, siden bliver han et firben, der taber sin hale og klemmer sig ind i den svale skygge mel- lem sten. Jeg ånder, tænker han, da det er overstået, min fars kærlighed er verdens stærkeste skjold. De giver ham hans tøj tilbage. Stive arme, stive ben, kjortlens halsudskæring er alt for stram, indtil han opdager, at det er ærmet, han forsøger at mase sig igennem. De skynder på ham, som er de bange for, at døden ikke vil vente. Først er stoffet velsignet køligt mod den lasede ryg, siden gennemblødes det og klæber sig stift fast der, hvor huden er flået af. De slænger igen kappen om hans skuldre.

– Så varmt, hvisker han.

En binder båndet stramt om hans hals, en flok går løs på et brysttræ, der vokser midt i gården, skærer og filer med knive og sværd. De beskytter hænderne med snipperne af deres kapper, de bander, når de alligevel stikker sig, den unge soldat, der holdt så blidt i hans arm, løfter triumferende en flettet krone og trykker den ned om hans pande. Så falder de på knæ foran ham, dasker, spytter, latterliggør med deres tilbedelse. Jeg er min fars liv, tænker han, det blod, der strømmer fra mig, har jeg ikke længere brug for, måske vil træet suge næring af det.
Da de er færdige med deres teater, slår de porten op. Et brøl af forventning, de kan endnu nå det inden sabbatten, og alle vil have et glimt af den dødsdømte. De gisper af vantro og skræk, da de ser, han skal bære bjælken til sit eget kors.

Helt ud til Golgata, det klarer han ikke, hvisker de. Se, hvor de har mishandlet ham, han dør, inden han når byporten, og godt det samme, det er måske hans eget held.

Jerusalem 2012: Min hjerne bliver ved med at arbejde på overtryk. Jeg forhandler med virkeligheden, jeg leder efter forklaringer og løsninger, og hvor det var unyttigt før, er det fuldstændig meningsløst nu. Det er, hvad hjerner er programmeret til. Magtesløsheden forvandler vores klogskab til idioti.
Hvis jeg vitterlig fandt ud af, hvordan katastrofen kunne være undgået, ville det stadigvæk være for sent. Også i de mindste og mest komplekse strukturer nægter jeg at acceptere det endegyldige. Det begyndte, i samme øjeblik vi fik at vide, hvor alvorligt det var. Dig, med det forstenede ansigt.
Din far, der græd. Mig, der spurgte og spurgte.
Er det noget, vi har gjort forkert? spurgte jeg, kunne vi have forhindret det?
Du tog min hånd. Du skælvede en lille smule.
Mor, hviskede du, det er jo lige meget.
Kan det være, fordi jeg drak alkohol, før jeg vidste, jeg var gravid? Vi festede hele tiden dengang. Jeg røg også hash flere gange. Parfume? Maden? Stress? Vores gener?
Mor, hviskede du, det er ikke nogens skyld.

Han og hans flok har tydeligvis hverken levet som fyrster eller som arbejdsmænd. Han er spinkel, hverken stærk eller fed. Blodet bliver ved med at sive gennem tøjet, han går i knæ, allerede da de giver ham bjælken. Soldaterne puffer, til ham, de vil have, han løfter sit kors ordentligt i stedet for at slæbe det over jorden. Skulderen og armen er næsten følelsesløs, fingrene vil ingenting. Han standser for at sunde sig, puffes videre, falder under bjælkens vægt. Det er en gade med åben kloak, sølet og stanken af det, som menneskekroppe ikke længere kan bruge. Bag ved ham jamrer en kvinde. Han vil vende sig om mod hende og sige hende tak, fordi hendes medfølelse hjælper ham med at bære, men så snart han er på fødderne igen, lægger de korset til rette, og han ser kun flammende omrids og husenes kulsorte munde.

Jerusalem 2012: Et liv lader mærkedage komme til. I dag er det et år siden, du døde. Dagen før var du mere forpint end nogensinde.
Vi vidste selvfølgelig godt, det var lige op over. Alt det modbydelige og fremmede, plastikslanger og nåle og iltapparater og medicin, der fik dig til at lugte kemisk, alt det forsøgte jeg stadigvæk at vænne mig til. Jeg bildte mig ind, at jeg efter måneders sammenlagte indlæggelser ikke længere så det, men det gjorde jeg. Hver dag ramte det mig i solar plexus, hver nat talte din far og jeg om, at vi burde tage dig med hjem. Vi tøvede, fordi vi ikke havde fortalt dig, at far var ved at flytte ud i kolonihaven, og vi var ved at gå i opløsning.
Hospitaler tager børn fra deres forældre. Sygdomme gør. Du var stadigvæk vores, men lige så meget deres. Vi delte nætterne, jeg havde orlov og afløste Kristoffer klokken 8, så han kunne nå på arbejde. Det havde været en dårlig nat, han havde byltet sit sengetøj sammen, jeg satte mig på kanten af en stol, der duftede af hans aftershave. Det var for meget for mig. Jeg lod døren til din stue stå og gik ud for at tage en kop te, som jeg drak stående på gangen. Jeg så på uret, jeg brød mig ikke om, at du skulle ligge der alene og ville give mig selv præcis syv minutter. Jeg fulgte viseren, jeg kunne ikke gå ind igen. Jeg stod der i mere end en halv time, før der kom en sygeplejerske og spurgte, om der var noget galt. Min datter dør, sagde jeg. Hun klemte min arm. Det er galt.

Uendelig langsomt, én fod foran en anden, vaklende, usikker som en nyfødt kalv. Ansigter flyder ud, smelter sammen. Han kan mærke deres rædsel, han fornemmer deres sorg over uretfærdigheden. Han hører stemmen før, han ser hende. En blid, klagende kalden: Min søn, min elskede, hvad har de gjort mod dig? Han standser, samler sine kræfter for at fokusere, han vil se hende én gang mere. Mor, siger han uden at bevæge sine læber. Lys for mig i dette mørke.

Jerusalem 2012: Da jeg kom ind på stuen igen, rørte du på dig. Jeg satte mig ved din seng og hviskede, at du gerne måtte give slip, fordi jeg ikke kunne finde på andet at sige, og fordi jeg havde læst, at det er sådan, folk siger til døende. Det er en af mange måder, hvorpå man forsøger at bevare illusionen om kontrol, når man er så magtesløs, at det er umuligt at bære. Som om døden behøver tilladelse fra de levende. Som om jeg var så magtfuld, at du kunne holde dig i live alene for ikke at gøre mig ondt. Ind og ud af hospitalet i en uendelig- hed, denne sensommermorgen, morfinpumpen, din hud som beskidt sne. Din mormor havde været der aftenen i forvejen, hun havde haft en stilk af en blå skærmlilje med fra haven, vindueskarmen sitrede af sol, af gult og hvidt og grønt. Da jeg havde sagt, som jeg sagde, var der stille igen. Jeg nåede at tænke og kæmpe imod tanken om, at min egen mors blomst snart kunne blive lagt på dit bryst, mellem dine fine, forsigtige hænder og jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg følte andet end en anspændt, utålmodig længsel efter, at den forfærdelige tid i det mindste skulle få ende.
Du rømmede dig, din hud var så overfølsom, jeg holdt dig ganske let i hånden.
Det må du ikke, hviskede du uden at åbne øjnene, og selvom det var anstrengende for dig at tale, forstod jeg ikke, hvad du mente. Give slip, sagde du, hold fast i mig.

Jesus møder hans blik, lige før han falder igen. Afskyen, væmmelsen og rædslen slår ham hårdere mod jorden. Hvis han selv havde været tilskuer, og det var en anden, der bar korset, havde han måske tolket det anderledes. Så havde han vel tænkt, at det var ugerningen og soldaternes vedholdende råhed, der fremkaldte det udtryk i den fremmedes ansigt. Nu trænger den andens blik lige ind i ham, hæver som dej og fordobler hans smerte. Efter faldet tænker han ingenting, et øjeblik aner han ikke, hvor han er. Smerten og ophøret holder hinanden i hånden, de puster luft i hinandens munde, én trækker vejret for den anden. Han stemmer imod med hænder og knæ, men rykker sig ikke under korsets vægt. Han er sikker på, det er hans mor, han kan høre græde. Han vil bede hende om at se den anden vej, men hans mund er fuld af blod og støv.

– Du, siger en soldat, dig med drengen, dig med den sorte hud. Du ligner ikke en, der fejrer sabbatten.

Den fremmede slipper ikke sin søns hånd, men må modvilligt træde frem. Han var på vej hjem efter dagens arbejde uden for bymuren, han er sulten og tørstig, og hans dreng er træt efter at have hjulpet ham med at slæbe sten til et gærde.

Bær hans kors for ham, siger soldaten, det er for tidligt at dø.

Jerusalem 2012: Jeg følte mig ikke alene i verden, før jeg fik dig, Anna. Derfor er der heller ikke grund til at gøre det nu, hvor jeg har mistet dig. Stadigvæk ved at bukke under af savn, stadig- væk søvnløs. Sorgen er en slange, der æder sin egen hale. På den måde forsvinder den ikke. Et barn forlader dig ikke, et barn skylder dig ingenting. Din far kørte mig i lufthavnen, og han henter mig igen om fjorten dage. Vi bor ikke længere sammen, og selvom vi skiftes til at tro, at vi med tiden vil finde ud af det igen, ligner det i højere og højere grad selvbedrag. Han var forudsætningen for, at du blev til, og i min vanskabte logik bærer han af den grund også en del af skylden for, at jeg nu skal leve på denne her umulige måde. Men han findes. Det gør mine forældre også, hans forældre, mine venner og søskende. Der var flere, der tilbød at tage med mig til Jerusalem. De bekymrer sig om mig, og deres kærlighed burde gøre mig godt.
Jeg valgte selv at rejse alene. Jeg ville gerne have vist dig denne by og tusinde andre byer. Når jeg er alene, taler jeg med dig. Når jeg er sammen med andre, må jeg lægge bånd på mig selv. Jeg husker vores rejse til Barcelona, da du lige var fyldt tolv år, som den bedste nogensinde, selvom jeg godt ved, du var sur og uforskammet det meste af ugen. Året efter blev du syg. Det er mere end tre år siden, og jeg prøver at forestille mig dig her, en ung kvinde, hvordan
du ville have set ud, hvad du ville være optaget af. Jeg ser mødre med teenagedøtre og forsøger at regne ud, om de er ældre eller yngre, end du ville have været nu.

Jesus ser sig over skulderen. Afskyen i den fremmedes blik er borte, erstattet af en form for utålmodig rædsel. Han vil signalere til ham, at han er taknemmelig og at han godt for- står, han hellere vil hjem med sin dreng. Soldaten trækker i ham, han skal gå fremad, og det er umuligt at tale og bevæge sig på samme tid. Fluerne holder fest i hans hår, de dypper deres fødder og snabler i størknet blod. En kvinde træder ud foran ham, og før nogen kan nå at reagere, har hun tørret hans svedige ansigt med en dug. Bagefter falder hun på knæ og begraver sit ansigt i det gennemvædede stof. Frels os, rå- ber hun, men frels dig selv først.

Jerusalem 2012: Det generer mig, at det er nonner, der styrer det her hotel. Jeg ville gerne tænke på dem som blide, engleagtige væsner, men de irriterer mig med deres renskurede hænder, deres nøgne ansigter, deres kostumer. Jeg satte mig op
på tagterrassen med en flaske vand og en pakke kiks, lige efter jeg var ankommet. De kan ikke rammes, tænkte jeg, de kan aldrig miste, som jeg har mistet. Der er et gyldent lys over byen, det minder mig om himlen efter tordenvejr. Tordensol, kaldte du det, da du var omkring fem, og vi stod ved marken bag sommerhuset. Du ville op, jeg sagde, du var for tung, og du begyndte at græde. Jeg mindede dig om, at du var en stor pige, der sagtens kunne gå selv, og fortrød det med det samme. Du havde hørt os skændes igen, det gjorde dig utryg, og jeg var så optaget af mit eget, at jeg ikke orkede at forholde mig til det. Skovsnegle, græsstrå, der klæber til fødderne, sten og jord mørk af væde. Vi solgte sommerhuset, da du døde. Uden at tale om det vidste vi begge to, at vi ikke ville lave andet end at vente på, du kom ind ad døren fra haven, hvis vi tog derop igen. Jeg bar dig alligevel, min ryg gjorde ondt, jeg havde haft alt for travlt på mit arbejde, vi havde svært ved at finde ud af at være en familie. Dit lille varme hoved passede perfekt i hulningen mellem min skulder og min hals. I gode nætter lå Kristoffer og jeg på samme måde. Din far og mig og dig, kroppe støbt efter hinanden.

Den dag du døde, var lyset ligesådan. Tordensol, hviskede jeg og kyssede dig, og du blinkede. Et øjeblik efter kom Kristoffer ind ad døren. Forblæst og forpustet. Og så var du væk.

De andre har altid klaget over, at han gik så hurtigt. Han har ofte leet ad dem. Han har sat farten ned og ventet på dem. Hans egen mor har samme hurtige, springende gang. Da han var lille, måtte han løbe ved siden af hende, når de skulle hente vand. Han beklagede sig ikke, men forsøgte bare at holde trit. Af og til lagde hun mærke til det og tog ham i hånden. Så gik det over stok og sten. Det er ligesådan med hen- des hænder: aldrig i ro. Hun bager og syr og fejer gulvet, hun kærtegner og ælter og kærner og malker. Josef driller hende kærligt. Han kalder hende hvirvelvind og lille storm. Simon af Kyrene er stærk, men det er svært at gå så langsomt med en korsbjælke over skulderen.

Den anklagede ser hele tiden ud, som om han vil snuble. Simon ville ønske, han kunne hjælpe ham i stedet. Kom så, gå så, tænker han og lægger korset bedre til rette, det er dit folk og dit folks skikke, kunne jeg hjælpe dig, gjorde jeg det. Korset er tungt, den anklagede ser ikke ud til at være vant til fysisk arbejde, det er ikke til at begribe, at han overhovedet kunne løfte det. Simon skæver til sin dreng, der går ved siden af ham. Menneskets ondskab ville han gerne skåne ham for, men han nægtede at løbe i forvejen hjem, og så er der vel en mening med det også. Barnet stirrer ufravendt på den lidendes ryg, de må have pisket ham grundigt, for blodet er gået gennem det tykke uldne stof. Simon er lige ved at snuble over manden, da han falder.

Benene knækker under ham, han folder hænderne i støvet over sit hoved. En soldat sparker ham i siden, først ser det ikke ud, som om han bemærker det, så kommer han på benene igen. Simon har aldrig set så medtaget et ansigt, alligevel er det, som om han smiler. Flygtigt, med øjnene. Hans læber bevæger sig: Min ven, hvisker han, tak.

Jerusalem 2012: Jeg boede i Jerusalem, før jeg mødte din far. Jeg ved ikke, hvorfor det aldrig lykkedes os at komme hertil sammen med dig. Da det gik op for dig, at du kunne risikere at dø, ville du døbes. I den tid spurgte du meget til min ungdom og til mine år i Israel. Vi havde besøg af præsten. Det var i februar, vi sad i stuen, du med skiundertøj og uldne sokker og din dyne stoppet ned omkring dig, men du frøs alligevel. Jeg havde plukket årets første vintergækker, du snusede
til dem og sagde, de duftede af sne. Ud af intet spurgte du, hvordan man graver hul til kisten, hvis jorden er frossen. Præsten svarede omhyggeligt, jeg gik ud og hentede flere småkager. Da jeg kom tilbage, var I midt i en anden samtale, han havde fået dig til at le ad et eller andet. Det var ellers ikke, fordi du tog det let, det med døden. Du kom ind til os om natten, du græd af angst, og der var ikke noget, der hjalp. Da I havde leet færdig, fortalte han dig, at han rejste til Den Hellige By hvert år. Han sagde, at det var det mærkeligste og mest vidunderlige sted i verden. Jeg sagde, at jeg synes, det er svært at lukke øjnene for staten Israels forbrydelser mod palæstinenserne. Han skiftede emne, men det accepterede du ikke.
Synes du slet ikke, byen er hellig? spurgte du, mærkede du ikke noget til det?
Jeg svarede dumt og henholdende.
Der er nogle vilde energier dernede, sagde jeg og lød som min egen hippiemor.
Du lo ad mig.
Hvis jeg bliver rask, skal vi rejse dertil, sagde du, lover du mig det?

Inden for bymuren var hans tilhængere spredte og knap synlige. På den anden side flokkes de og skjuler deres ansigter i rædsel, da de ser ham komme. En gruppe kvinder danner en halvcirkel, en beskyttende mur mod de forblæste marker. De trykker sig mod hinanden, de flår sjaler og tørklæder af og græder.

En lille pige med hænder og arme forkrøblede af brandsår borer ansigtet ind mod sin mor. Jesus standser, han løfter hånden. Soldaterne tøver. Kan han virkelig udvirke sådan et mirakel, som de har hørt så meget om og hånet hans tilhængere for at prale af, så vil de ikke gå glip af at opleve det. Det vansirede barn kunne nok trænge til hjælp.

– Jerusalems døtre, siger han, og stemmen er et øjeblik klar. Så taber han pusten og hvisker: Græd ikke for mig, men for jeres børn. Der vil komme dage, hvor man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, lykkelige er de bryster, der ikke kunne give die.

Jerusalem 2012: Jeg faldt på cyklen i forgårs og forstuvede håndleddet. Det sker hele tiden: Sorgen er en magnet, der får kompasnåle til at snurre rundt om sig selv, så man mister orienteringen. For mit vedkommende har det medført blå mærker, hud- afskrabninger, buler i massevis. Kristoffer kørte mig hjem fra skadestuen. Han mente, at mit uheld var grund nok til, at jeg skulle aflyse min rejse. Jeg lo, som om jeg troede, det var for sjov. Jeg kan lige så godt støde ind i ting i Jerusalem som hjemme, sagde jeg, det er kun fjorten dage. Det føles, som om du rejser væk fra mig, sagde han og gjorde sig umage med at udtale det sidste ord meget tydeligt, længere og længere væk. Jeg glemte at tage smertestillende piller med og forstår ikke, at det kan gøre så ondt, når håndledet ikke er brækket. Jeg ville gerne blive liggende på denne her seng i dette her værelse og ingenting foretage mig på denne her rædselsfulde årsdag. Lige om lidt rejser jeg mig op i stedet og finder et apotek. Først var smerten en form for distraktion, ikke behagelig, men dog velkommen. Jeg har tænkt på at tage livet af mig mange gange i det forløbne år. Hvis jeg delte din tro på en god og tilgivende Gud, Anna, på et liv efter døden og på, at vi skal mødes igen bagefter, så havde jeg helt sikkert gjort det.  Ved Golgata tager de hans tøj. Der er mange, der ser væk, da de river kjortlen af, huden følger med, sårene springer op. Hans mors ansigt er ubevægeligt, men hun ser. Det er sidst på dagen, græshoppesang, insekter med vinger af glas. Hyrder driver deres brægende flokke, vinden bærer lyden og lugten af dyr med sig. Der er en smal sti til bakkens top, klippegrunden lyser hvidt og gråt i felter mellem lave vækster. To kors er rejst deroppe, mellem dem er plads til endnu et. En ung mand med nøgen overkrop er netop færdig med at grave det hul, det skal bankes ned i. Stedet var markeret med en stjerne, han sveder, sætter drikkeskindet for munden og holder øje med flokken for foden af bakken imens. Simon af Kyrene kommer ham i møde og kan endelig lade sin byrde falde. Han puster ud, hugsiddende, graveren rækker ham skindet, men han afslår. Fyren udfører vel bare det arbejde, han er sat til, men Simon vil ikke have mere med disse mennesker at gøre. Han burde gå hjem, men bliver stående med drengen i hånden. Det er svært ikke at ynke staklen, svært ikke at få medfølelse med det afklædte menneske, end ikke undertøjet har de ladet ham beholde. Jesus skælver af kulde, skønt det stadig er varmt, solen kvaser græs og urter, søde, hede dufte, og han samler armene om sin krop. Mor, siger han og falder på knæ. Hun lægger hånden over sin mund, men ser stadig ikke bort.

To mænd sidder bagbundne på ladet af en æselkærre, et hårdt stød fra enden af et spyd, og de begynder den langsomme, modvillige opstigen. Jesus går som en, der har drukket, han taber hele tiden hovedet mod brystet, kæmper og møder sine venners åbne blikke. De ser en mand, de ikke længere kender, han ser i glimt deres kærlighed, deres rædsel og sorg splintret til dansende stjerner, et himmelhvælv i sort og orange. De andre korsfæstes først. To vagter holder Jesus oppe imens, et øjeblik ligner de ven- ner, der hjælper en syg. I stilheden efter deres brøl siger Jesus noget. Måske lægger vinden sig virkelig i det øjeblik, måske er det bare sådan, de andre husker det senere. Hans stemme er klar igen, han ser op mod himlen og hvert ord kunne hugges i sten: Tilgiv dem far, siger han, for de ved ikke hvad de gør.

Jerusalem 2012: Der går et stykke tid, før jeg lægger mærke til, at kvinden bag disken svarer på hebraisk, selvom jeg taler engelsk til hende.
Det er dig, siger hun, du ligner dig selv.
Hun er køn, buttet med opsat hår. På min alder, måske lidt yngre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hun finder pilleæsker frem til mig og en rulle støttebind, som jeg ikke har bedt om. Hun rækker mig et par bolsjer i guldpapir. Først da hun peger på sit navneskilt, genkender jeg hende. Det er et usandsynligt sammentræf, jeg har ikke tænkt på hende i tyve år. På Guy, men ikke på hende. Dengang var hun kun den forhindring, der skulle ryddes af vejen. De var forlovede, han forlod hende for at være sammen med mig, der havde været i kibbutz og ikke anede, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Et par måneder efter jeg var rejst tilbage til København, fandt jeg ud af, at han var begyndt at se hende igen. Vi var stadigvæk kærester, og selvom jeg også havde været sammen med andre i mellemtiden, tog det hårdt på mig. Mine venner sagde, jeg ikke havde ret til at blive så vred, når det var mig, der havde snuppet ham fra hende i første omgang. De forstod ikke, hvor slemt jeg havde det, før jeg vejede under halvtreds kilo, og min mor insisterede på at få mig indlagt.
Har du det godt? Du ser træt ud, gør det meget ondt i din hånd? spørger hun og lægger bolsjerne, som jeg ikke har taget imod, på disken.
Jeg ryster på hovedet, fumler med pengene. Hvad skal jeg sige til hende? Når jeg fortæller fremmede om dig, ender det ofte med, at jeg skal tage mig af dem, fordi de synes, det er så forfærdeligt.
Min datter er død, siger jeg, det er et år siden i dag.
Hun tager min hånd over disken.
Jeg har fire børn, siger hun og får tårer i øjnene, jeg kan ikke forestille mig noget værre, end at de døde fra mig.
Der er ikke noget værre, svarer jeg.
Hun kommer ud bag disken og omfavner mig. Den anden ekspedient følger med og kysser mine hænder. Jeg forstår på Maya, at den ældre kvinde har mistet et barn for tyve år siden.
War, siger hun og løfter armene som en, der vil beskytte sig mod angreb fra luften.
Jeg ville gerne tale med hende på hebraisk, men jeg kan ikke.
You have survived, siger jeg.
Sometimes dead. Sometimes alive, svarer hun og banker en knyttet hånd mod brystet.
Ingen af dem virker anmassende, det er rart og befriende at stå på det lille apotek og tale med dem.
Da det går op for Maya, at jeg er i Jerusalem alene, insisterer hun på, at jeg skal komme hjem til hende og Guy og spise middag. Jeg må også gerne overnatte. Hun er overbevist om, at Guy vil blive glad for at se mig.
Klokken otte, siger hun og skriver adresse og telefon- nummer ned til mig, du skal ikke tilbringe sådan en aften alene.

Mellem radius og ulna, underarmens to knogler, gennem hælknoglerne fra ydersiden af foden, søm så lange som en hånd er målt fra spidsen af langfingeren til håndroden. Det er bødlens arbejde, soldaterne må holde den dødsdømtes krop stille, han lægger sig lydigt på korset, men bevæges af ufrivillige ryk. Blodårerne er svære at se, han har mistet så meget blod, huden er bleg og klam. De plejer at protestere, forsøge at komme fri, råbe eder og forbandelser, tigge, tryg- le, men Jesus siger ingenting. Han jamrer, hver gang et søm går igennem. En støtte under fødderne, anklageskriftet ridset i træpladen over hans hoved. Jesus af Nazaret, jødernes konge.
– Frels dig selv, råber en eller anden i flokken, og en af de korsfæstede istemmer:
– Er du ikke Guds søn? Hvor er din far så henne?

En svamp rækkes op på en stage, lugten af eddike får maven til at trække sig sammen, men der kommer ingenting op. Munden smager af metal, smerten gør ham både mindre og større. Han ser sin mor mellem de andre, hun er sunket sammen, der er en, der holder om hende. Han har brug for sin mors blik for at udholde dette, men hun skjuler sit ansigt. Tankerne er tråde i et mørnet tæppe, de springer op, krøl- ler hid og did, mareridtssyner og stumper af erindring. Han findes kun i et brændende punkt mellem øjnene, resten er sønderrevet af smerte, det er ikke længere ham, men heller ingen anden.

Jerusalem 2012: Din far havde taget nervepiller før begravelsen. Jeg ville ikke have noget. Jeg bad om lov til at køre med rustvognen, men det måtte jeg ikke. På kirkegården: det sorte hul, små jordskred, fuglene, der lettede i flok, mere levende end dig. Din mormor har gjort det så fint ved graven. En bænk, et æbletræ, syrener i maj, valmuer nu. Jeg kommer der ikke. Jeg kan ikke få øje på andet end grådig, gabende jord. Jeg sætter mig på en café og skyller pillerne ned med kaffe. Høj musik, nogen, der ler og kysser hinanden. Jeg finder Mayas telefonnummer frem af min pung. De skal ikke vente på mig, jeg kan nå at lægge en besked på hendes telefonsvarer, inden hun får fri, og sige, at jeg ikke kommer alligevel. Det var en fejl at tage af sted. Jeg kommer aldrig mere til at føle mig hjemme noget sted i verden. Forbandede liv, forbandede død. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke.

Faren bor i sønnens hjerte, sønnen bor i sin fars. På korset kan et hjerte briste. De har brækket de andre dødsdømtes ben med køller, det fremskynder døden og må være at foretrække trods den voldsomme smerte. Enhver kan se, at Jesus ikke holder længe, ham lader de være og sætter sig for at spille terninger om hans sandaler. Tøjet vil ingen have, blodet lugter sødt og råddent, selv ikke den mest ihærdige vaskekone vil kunne få det rent. Simon af Kyrene har sat sig i udkanten af de sørgende. Han begriber ikke, hvad denne ondskab skal til for. Skal en mand dø, så lad ham dø. Tilskuerne håner den korsfæstede, hans venner er tavse. Et par ypperstepræster kommer til.
Han har sagt: Jeg er Guds søn, siger de, hvorfor frelser han ikke sig selv? Stig dog ned fra korset, så vil vi tro dig.

Simon kysser sin dreng, han sover med hovedet i hans skød. Himlen er mørkere nu, et telt af anspændelse over Golgata. Én taler om at hente mad, de andre spørger ham, hvordan han kan tænke på det nu. Gråden er et bånd, der baster dem sammen, først græder den ene, så den anden. De er trætte, de kan ikke finde ro, de ønsker kun, det vil få en ende.

Så løfter han hovedet på korset, han åbner og lukker munden. Død har de alle tidligere bevidnet, men aldrig denne lidelse. Selv når han åbner øjnene, kan han ikke længere se. Alt går i ét: ansigter, sten, himmel. Kun smerten knytter ham endnu til den verden, som han har elsket og drømt om at hjælpe. Han forsøger igen at fremmane sin fars ansigt, han har kaldt på ham tusinde gange. Hans far er i mørket, det ved han. Hvorfor svarer han ikke? Hvorfor giver han ikke sin søn et øjebliks lindring? I sekundet før hjertets kamre styrter sammen, før de søjler og vægge, der holder kroppen i live, ikke længere kan bære, bruger han sine sidste kræfter og råber, så den ensomhed, der er grummere end alt, i al evighed må vies til døden og tabet: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Jerusalem 2012: Hvor er jeg glad for, at du kom, siger Guy, Maya fortalte mig om dit barn. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.
Deres børn stimler sammen i terrassedøren, kønne og generte. Guy genner dem bort, Maya serverer forretten.
Han har fået briller og er blevet tyndhåret. Han svømmer stadig lige så meget som tidligere, fortæller han, da jeg siger, han ligner sig selv.
Næsten lige så meget, ler Maya og klapper ham på maven.
De har solcellelamper formet som små dyr langs kanten af terrassen: en frø, en skildpadde, en ræv, en grævling.
Det er børnenes, siger han lidt undskyldende, da jeg peger på dem, jeg købte dem faktisk, engang jeg var på forretningsrejse i Danmark.
Han lægger sin hånd over min, og jeg kommer til at græde igen.
Det er forkert, at jeg er her, siger jeg, jeg ved slet ikke hvorfor jeg kom.
For at græde, siger han, du kom for at græde.