De ti vigtigste ting at vide om det hellige

Det hellige er et grundbegreb i al religion. Men hvad er det hellige? Hvordan forholder religionerne sig til hellige mennesker og steder? Få overblik her

1. Hvad er det hellige?
Den tyske teolog og religionsforsker Rudolf Otto definerede i sin bog Das Heilige (1917) det hellige som det, der både er skræmmende og tiltrækkende. Det hellige, sagde Rudolf Otto, er det helt anderledes. Andre religionsforskere har opfattet det hellige som det, der slet og ret er afgrænset i forhold til dagliglivet, det vil sige det profane. Det profane betyder det, der ligger foran templet (profanum).

2. Gud og guder
I religionerne er guder overmenneskelige væsener, der modtager menneskers tilbedelse. De kan være uden for den verden, der kan erfares af mennesker. Men de kan også bryde ind i den menneskelige verden. Under alle omstændigheder er guden eller guderne adskilt fra det menneskelige. De er hellige. Tydeligt ses det i Det Gamle Testamente, hvor Gud (Jahve) både er det tiltrækkende og det rædselsvækkende. Ingen mennesker kan komme ham nær. Og den, der ser Gud, kan ikke længere leve.

3. Hellige skrifter
De store religioner har skrifter, som indeholder den grundlæggende lære og omtaler de rette ritualer. En religions hellige bog eller skrifter er kanon, det vil sige den vedtagne og afsluttede skriftsamling, som der ikke kan ændres på fremover. Den jødiske Tanakh, den kristne Bibel og islams Koran er eksempler på kanoniske skriftsamlinger. Dog har mormonerne et helligskrift ved siden af Bibelen, nemlig Mormons Bog. Andre religioner som hinduismen og buddhismen har en rækker skrifter, der enten er ligestillet med hinanden med hensyn til autoritet eller har forskellig gyldighed i forhold til de retninger, som disse religioner indeholder.

4. Præster
Præsten har til opgave at udføre kultiske handlinger som for eksempel at ofre til guden/guderne. Præsten er dermed mellemmand mellem det guddommelige og det menneskelige. Præsten er på én gang et almindeligt menneske og har dog en særlig funktion, der kræver, at han skal helliges, inden han træder frem for guderne. Det vil sige, at præsten i sin tjeneste skal være renset for alt det profane.
I Det Gamle Testamente er der detaljerede love for præstens renselse, inden han gør tjeneste i templet.

I den katolske og den protestantiske kirke er der stor forskel på opfattelsen af præsten. I den katolske kirke indvies præsten én gang for alle, og han skal leve ugift. I den protestantiske kirke har enhver kristen i princippet lov til at fungere som præst. I jødedommen og i islam har præsten (rabbineren eller imamen) ikke en særlig status, idet de fungerer som lærere og prædikanter og ikke udfører kulthandlinger.

5. Helgener og helligmænd
Betegnelsen helgener finder vi først og fremmest i kristendommen. Det er mennesker, som har levet et sådant liv, at kirken kan erklære, at de nu er hos Gud. Man kan bede til en helgen, tænde lys og sætter blomster ved hans/hendes grav. En særlig betydning har Maria, Jesu mor. Denne form for kult findes i både den katolske og den ortodokse kirke, mens den protestantiske kristendom ikke anerkender, at nogen kan være en helgen.
 
I islam anses vise personer med særlig indsigt for at være helgener. Denne opfattelse bekæmpes dog af den ortodokse islam, for det er at gøre et menneske guddommelig. I både hinduisme og buddhisme er der helligmænd, det vil sige personer, der gennem askese og dyb meditation er nået frem til en forening med det guddommelige og dermed forløsning fra det profane liv.

6. Templet
Ordet kommer af det latinske templum, der betyder et afgrænset område, hvor der kan tages varsler. Men betegnelsen tempel bruges i almindelighed om den bygning, hvor guden er til stede og kan dyrkes ved ofringer. Bedst beskrevet er templet i Jerusalem, som var inddelt i det allerhelligste, hvor pagtens ark stod med de ti bud - det hellige, hvor man ofrede til Gud, og så en forgård.
 
Som stedet, hvor guden er til stede enten som en figur eller som et symbol (for eksempel pagtens ark), er templet adskilt fra det profane. Derfor er det som regel kun præsterne, der kan færdes i templet. Kirkebygninger, den jødisk synagoge og islams moské er ikke templer. Her kan enhver færdes. Men alligevel har disse bygninger karakter af noget særligt. Man er nemlig det hellige nærmere end udenfor. Man taler dæmpet og er anstændigt påklædt. I den katolske og den ortodokse kirke slår man korsets tegn for sig, når man træder ind. I synagogen må mændene ikke være barhovedet. I moskeen tage man sine sko af.

7. Helligsteder
Et helligsted kan være et kultsted eller et mål for en pilgrimsfærd. Som regel hører der en fortælling eller en myte til stedet, der begrunder, hvorfor netop dette sted er helligt. Her har der fundet en særlig begivenhed sted. Der kan være sprunget en kilde, elle der er sket et andet naturunder. Måske har guden vist sig her eller der er tale om en grav for en hellig person.
 
Ofte søges helligstedet for opnå tilgivelse for en begået synd, helbredelse eller slet og ret for at kunne bede ved den hellige persons grav. Hinduismen og buddhismen har en lang række helligsteder, hvortil pligrimme søger hen. Blandt andet søger hindupilgrimme til byen Varanasi eller en af de andre byer ved Gangesfloden. Det helligste sted i islam er Kabaaen i Mekka, som ifølge traditionen er opført af Abraham. I øvrigt bliver en række lokaliteter omkring Mekka besøgt af talrige muslimske pilgrimme, fordi disse steder er knyttet til Muhammeds liv og virksomhed. For jødedommen er tempelbjerget i Jerusalem stadig et helligsted. Og for kristne er vigtige pilgrimsmål også Jerusalem, samt Rom med Peters grav.

8. Hellige genstande
Relikvier betyder rester eller levninge. Den hellige persons levninge kan være genstand for tilbedelse, fordi den hellighed, der var knyttet til personens liv og virke stadig er i personens rester eller personens ejendele.
 
De syv valfartskirker i Rom indeholder hver levninge af Jesu apostle og en af kirkerne endog noget af Jesu kors, mener man. Når tusindvis af pilgrimme i dag går ad Caminoen, den store pilgrimsvej til Santiago de Campostela i det nordvestlige Spanien, så er det fordi, man mener, kirken dér indeholder apostlen Jakobs grav. I den ortodokse kirke tilbedes billeder, ikoner, der viser enten en historie fra Bibelen eller en hellig person. Det hellige er nemlig i selv billedet.

9. Helligdage og tider
Religioner indeholder bestemte festdage eller tidsrum, hvor en afgørende begivenhed mindes og igen bliver nærværende og genopleves. For jøderne er sabbatten, den syvende dag i ugen (lørdagen) helligdag, fordi på den dag hvilede Gud efter skabelsen. Al arbejde standser på denne dag. I jødedommen er påsken et helligt tidsrum og en fest, hvor udgangen af Egypten genopleves.
 
I kristendommen er søndagen den dag, hvor Jesus opstod. Det er gudstjenestedag og helligdag. Hertil kommer andre helligdage såsom juledagene og påskedagene. Førhen helligede man sig forud til disse dage ved bøn og faste, hvilket stadig anses for god skik i den katolske og ortodokse kirke.

10. Helligånd
Den hellige Ånd er kraften fra Gud. Ifølge Det Gamle Testamente kom Guds ånd til udtryk i profeternes evne til at tale på Guds vegne og i kongernes styrke. I Det Nye Testamente fortælles om, hvordan Jesus ikke bare er ledet af Guds Ånd, men også er fyldt af den. I kirkens lære bliver Helligånden anset som en af de måder, som Guds viser sig på. Gud viser sig både som skaber, frelser (Jesus) og som Helligånd. I pinsekirken ses Ånden som den kraft fra Gud, der kan komme ned over enkeltpersoner eller grupper og give sig udtryk i tungetale, og helbredelser.