Gud i kristendommen

Der er i alle religioner en sammenhæng mellem opfattelsen af verden og opfattelsen af Gud eller guderne. Den opfattelse af verden, som vi finder i Bibelen, hænger nøje sammen med tanken om Gud som skaberen

Gud i Det gamle Testamente

I den israelitiske religions historie er der selvfølgeligt tale om en udvikling i opfattelsen af Gud. Fra at være den Gud, Jahve, der udvælger sig det israelitiske folk som det folk, han vil være gud for, bliver Jahve mere og mere hele verdens gud.

Jahve er i begyndelsen en stammegud, dvs. han er gud for den folkestamme, der har Abraham som stamfader (læs 1 Mos 12-15). Den folkestamme, som Abraham er ophav til, kommer ifølge den bibelske historie til Egypten. Her bliver de slaver, men befries igen af Moses. Moses har igen mødt Abrahams gud, Jahve. Det er overfor Moses at Gud afslører sit egentlige navn: Jeg Er (på hebraisk JHVH = Jahve). Moses får nu den opgave at føre israelitterne ud af slaveriet tilbage til det land, som Jahve vil give sit folk, nemlig Kanaans land. Jahve forstås nu som den gud, der har sluttet pagt, dvs. forbund, med det israelitiske folk. Jahve vil være dets gud, såfremt folket overholder hans love, de ti bud. Man kalder dette for monolatri, dvs. kun Jahve må dyrkes af israelitterne, selvom der er andre guder til.

Det israelitiske kongedømme etableres (cirka år 1000 f.v.t.) efter erobringen af Kanaans land. Men da kongedømmet efter cirka 500 år ikke længere kan klare de mellemøstlige stormagter, opstår den tanke, at Jahve ikke blot er Israels gud, men også den almægtige skaber af den hele verden. Det er med andre ord monoteismen, der for alvor slår igennem.

I Esajas' Bog 44,6-20 gør forfatteren grin med de andre folkeslag, der fremstiller guder af træ eller metal. For der er ingen anden gud end Jahve. Teksten er fra et sted i 500-tallet f.v.t., hvor en gruppe af Jerusalems befolkning, sikkert præster og godsejeradel, er ført bort i landflygtighed i Babylon. Her bliver også den skabelsesfortælling, der indleder kristendommens Bibel, skrevet.

Som skabelsens gud er Gud den vældige, der er højt ophøjet over menneskene (se for eksempel, hvordan Gud beskrives i Salme 104). Men han er vel at mærke ikke en hvilende eller en tilbagetrukket Gud. Tværtimod tegnes han i den gammeltestamentlige litteratur som den, der griber ind i historien og som allestedsnærværende. En egenskab mere ved Gud, som understreges i Det gamle Testamente, er nemlig Gud som retfærdig. Dvs. han straffer og belønner sit folk og det enkelte menneske alt efter om hans love og ordninger for mennesker overholdes.

Men ikke så snart har monoteismen sat sig igennem i Israel før problemet opstår: Hvordan kan Gud tillade det ondes eksistens?

Problemet gennemspilles i den store Jobsbog i Det gamle Testamente. Her spørger Job, som uforstående og urimeligt er overfaldet af sygdom og ulykker, hvorfor han har mistet alt. Har han ikke altid været from og gudfrygtig? Har han begået en synd, som han nu skal straffes for?

Alt dette er Jobs spørgsmål, som han kræver, at Gud ansigt til ansigt besvarer.

Endelig i slutningen af bogen sætter Gud Job på plads ved at fortælle ham om skabelsens mysterier og storhed. Dette tvinger Job til at indrømme, at han som menneske ikke kan stille spørgsmålstegn ved Guds retfærdighed. Guds væsen er uigennemskueligt og der gives derfor ingen fornuftig og gennemskuelig forklaring på lidelsens og det ondes problem. Det er Jobsbogens konklusion.

Gud som Jesu Kristi far

Jesu forkyndelse, som den er formuleret i de fire evangelier, knytter på den ene side an ved Det gamle Testamentes gudsopfattelse, men fører på den anden side denne opfattelse videre.

Jesus opfatter Gud som den nære. Han er faderen, abba (det aramæiske ord for far). I bønnen Fadervor, som Jesus lærer sine disciple, er Gud både den, som er i himlene men også den magt, der er mennesket nær og sørger for dets daglige fornødenheder: "Giv os i dag vort daglige brød", siger de kristne i bønnen (se Matt 6)

I Bjergprædikenen (Matt 5-7) gør Jesus op med et Gudsforhold, der er reguleret af loven. Ifølge datidens jødedom hvilede Gudsforholdet på opfyldelsen af Moselovens 613 bud. Loven var "vejen", som Gud ifølge den jødiske tolkning havde givet mennesket for, at det kunne leve det rene og rette liv.

Denne sikkerhed gives ikke, hævder Jesus i Bjergprædikenen, for allerede i tanken overtrædes lovens bud. Vrede er således det samme som at slå ihjel. Begæret er det samme som overtrædelse af budet om ikke at bryde ægteskab, osv. Dette syn på rigtigt og forkert kaldes sindelagsetik, fordi det er sindelaget - eller tanken - der definerer, hvad der er rigtigt og forkert. Dermed sættes mennesket ind i et nyt forhold til sin Gud, nemlig at mennesket altid står skyldig. Og skyld kan kun overvindes af tilgivelsen. Og netop som den Gud, der er den tilgivende og barmhjertig tegnes Gud nu i en række af Jesu lignelser eller billedfortællinger.

Lignelsen om den fortabte søn i Lukasevageliet 15 handler om den søn, der har fået sin arv udbetalt, men i løbet af kort tid bruger den op i en vild livsførelse. Ikke desto mindre søger sønnen som en sidste udvej for at overleve tilbage til faderen, der modtager ham med en overstrømmende glæde og på ny gør ham til søn af huset. Vist nok var dette i total modstrid med de almindelige normer og jødisk retfærdighedsopfattelse. Ifølge den burde faren have smidt sønnen ud! Altså burde lignelsen hedde "lignelsen om den gode far".

Et tilsvarende billede af Gud tegnes i lignelsen om arbejderne i vingården (Matt 20,1-16). Arbejderne får af deres arbejdsgiver udbetalt lige meget, hvad enten de har arbejdet en hel dag eller blot en time. Uretfærdigt efter menneskelige opfattelse og almindelige lønprincipper, men udtryk for at Guds kærlighed gælder alle uanset indsats. For den kan ikke fortjenes, kun gives!

Det er da også dette gudsbillede, der bliver baggrunden for overbevisningen om, at evangeliet gælder alle nationer og folkeslag. Altså ligesom Jesus i sin fremstilling af Guds væsen sprænger den samtidige jødedoms forestillinger om Gud, sådan sprænger hans gudsopfattelse også grænserne for, hvem evangeliet gælder for. Universaliteten understreges af, at den kristne gud ikke har noget navn, der er knyttet til et bestemt sprog, på samme måde som for eksempel det hebraiske Jahve eller det arabiske Allah.

Evangeliernes forfattere lader ikke blot Jesus formulere en ny gudsopfattelse. De ser Jesus selv som et billede på Gud. I evangelierne og den øvrige nytestamentlige litteratur betragtes han som Guds søn, som en inkarnation af Gud. Det betyder, at i Jesus fra Nazareth blev Gud menneske for at frelse mennesket.

Gud er en treenig Gud

Fælles for de tre semitiske, monoteistiske religioner er opfattelsen af Gud eller Allah som en personlig gud og ikke en upersonlig kraft. Det betyder ikke nødvendigvis, at gudsopfattelsen er en opfattelse af en gammel mand med hvidt skæg, der sidder på en sky. Men det betyder, at den semitiske Gud eller Allah omtales som "han" og omtaler sig selv som "jeg", altså de personlige stedord. Relationen til Gud eller Allah kan altså forstås som en personlig relation, hvilket er med til at understrege en nærhed mellem mennesker og det guddommelige.

I oldkirkens tid udvikles det specielt kristne syn på Guds væsen og Guds måde at åbenbare sig på, nemlig den såkaldte treenighedslære.

Ifølge treenighedslæren er Gud én (den monoteistiske opfattelse), men samtidig har Gud vist sig for mennesker på tre måder: Gud er som skaberen den, der satte denne tilværelse i gang og stadig opretholder den. Gennem skabelsen har Gud åbenbaret sin magt for mennesket. Som sønnen og frelseren viser han sit ansigt og går ind i menneskers historie, befriende og tilgivende. Som Helligånden er Gud den livgivende og livsfornyende i skabelse af kærlighed, fællesskab, tro og håb.

Men selvom Gud har vist sig på disse tre måder for mennesket, så er der en dybde, noget utilgængeligt i Guds væsen. Dette kan illustreres i en trekant, hvor Guds væsen og enhed er det uforståelige for mennesket. Samtidig giver denne Gud sig til kende gennem skabelsen, naturen, i Jesu liv og forkyndelse, og til stadighed i skabelse af kærlighed, fællesskab, tro og håb. Altså som Helligånd.

Gud er dybet

Gennem middelalderen og renæssancen forsøgte en række teologer og filosoffer at bevise Guds eksistens. Gudsbeviserne var et forsøgene på at nærme sig Gud ad tænkningens vej, og på at forene et rationelt og et religiøst verdensbillede.

Med renæssancen i 1400 og 1500-tallet fik vi et nyt verdensbillede. Jorden var ikke længere en flad pandekage med en himmelhvælving over, men nu en rund planet, der bevæger sig i en bane omkring solen. I 1600-tallet kom teorierne om universets uendelighed. Alligevel talte kirken om Gud som faderen i himlen. Med andre ord fik det nye verdensbillede ikke afgørende indflydelse på Gudsbegrebet.

Det er først med 1900-tallet, at teologer for alvor begynder at sætte spørgsmålstegn ved det traditionelle Gudsbegreb. Mest markant og kreativt formulerer den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich (1885-1966) sig. Udgangspunktet hos Tillich er, at mennesker spørger efter mening med sit liv. Men dermed spørger mennesket i virkeligheden efter Gud. For navnet på tilværelsens dybeste mening, dybet i vort liv er Gud, siger Tillich. Og han fortsætter: "hvis dette ord ikke betyder noget for Dem, så oversæt det og tal om dybderne i Deres liv, om kilden til Deres væren, om det, der ligger Dem dybest på sinde, om det, De uden forbehold tager alvorligt".

Det er altså den nye fysik og dybdepsykologien, der ifølge Tillich har vendt op og ned på vores opfattelse af universet og mennesket. Guds virkelighed er hverken noget foroven eller forneden. Billedet af Gud som "dybet" betyder altså, at Gud ikke kan placeres et bestemt sted. Gud er ifølge Tillich det "ubetingede". For der sker nemlig det for mennesket, at der med ét er noget, som angår det ubetinget, livet får perspektiv og dybde og kommer til at angå mennesket ubetinget. Når og hvor det sker, møder mennesket Gud. Alt, hvad vi siger om Gud er billedtale og er symbolsk. Når vi taler om Gud som Far eller som skaber, som ånd eller person, så er det symbolsk tale. Vi bruger vore erfaringer og overfører dem på Gud. Men samtidig dækker symbolerne over det, som Tillich kalder dybet i den menneskelige tilværelse.