Hvem er Jesus?

Alle fire evangelier forkynder, at Jesus var den Messias, som jøderne forventede. Guds søn, som gennem sin lidelse, død og opstandelse skabte et nyt forhold mellem Gud og mennesker. Nu kunne menneskene blive frelst, fordi han døde den død, som de havde gjort sig skyldig i ved at synde. Men hvem var denne mand?

Hvem skrev om Jesus?

Hovedkilderne til Jesu liv er de fire evangelier i Det nye Testamente, skrevet af Mattæus, Markus, Lukas og Johannes. Men hvem var Jesus? Dette spørgsmål har den teologiske videnskab arbejdet med i de sidste 150 år. Problemet med at finde frem til den historiske Jesus skyldes, at kilderne er religiøse tekster.
Evangelierne giver ikke en historisk redegørelse for Jesu liv, selvom de knytter til ved datidens historiske begivenheder. Deres ærinde er derimod at tolke og forkynde, hvem Jesus var - og hvilken betydning han fik for eftertiden.

Evangelierne er heller ikke øjenvidneberetninger. Det ældste af dem som er Markusevangeliet menes at være skrevet omkring år 70. I de følgende årtier blev de øvrige evangelier til. Indtil selve nedskrivningen blev beretningerne om Jesus mundtligt overleveret.

År

Begivenhed

0Jesu fødsel
29Jesu dåb og offentlige virksomhed
30/31Jesu henrettelse og opstandelse
70

Mundtlig overlevering

De fire evangelier: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes

Jesu baggrund

Jesus stammer fra byen Nazareth i Galilæa i det nordlige Israel, hvor han voksede op i en traditionel jødisk familie. Hans brødre, som evangelisten Markus nævner (Mark 6,3), bærer kendte navne fra den bibelske historie. Og slægten kan også føres tilbage til selveste kong David, som er Det gamle Testamentes store konge.
Jesu fødselsår er egentlig ukendt. Kun to evangelier, nemlig Matthæus og Lukas, fortæller om hans fødsel. Markus begynder derimod sit evangelium med, at Jesus træder offentligt frem. Lukas angiver, at Jesus på det tidspunkt var 30 år gammel (Luk 3,23).

Jesu far var tømrer, og derfor er Jesus sandsynligvis også oplært som håndværker. Som jøde har han også fået oplæring i Det gamle Testamentes skrifter og i tolkningen af den jødiske lov. Jesus kunne uden tvivl læse Bibelens hebraiske tekst.

Johannes Døberen

Umiddelbart inden sin offentlige fremtræden er Jesus kommet i forbindelse med Johannes Døberen. Johannes var prædikant. Ligesom profeterne i Det gamle Testamente forkyndte han, at dommedag var nær. Derfor var det nødvendigt at omvende sig. Ifølge evangelierne samledes mange mennesker omkring denne mærkelige prædikant, der klædt i en kappe af kamelhår kaldte folket til bod og bedring. Som tegn på, at man igen ville følge Guds lov, skulle man rense sig ved at blive døbt i Jordanfloden.
Evangelierne fortæller, at Jesus lod sig døbe af Johannes. Han protesterer, da han genkender Jesus som den Messias, der skal komme med det nye Gudsrige. Selve dåben bekræfter, at Jesus er Guds søn ved at himlen åbner sig, idet han stiger op af vandet (Matt 3,13-17).

Jesu forkyndelse af Guds rige: en modsætning til jødedommen?

Jesus samler tolv disciple om sig. Men antallet af tilhængere, der følger ham, var meget større. Han har ikke fast bopæl, men vandrer omkring som prædikant.

Det første års tid går han omkring og forkynder i Galilæa. Derefter vandrer han til Jerusalem for at deltage i den jødiske påskefest. Her bliver han imidlertid taget til fange af ypperstepræstens soldater og ført for det jødiske råd. Anklagen imod ham er, at han bespotter Gud og vil gøre sig selv til Messias, som på græsk hedder Kristus.

Rådet dømmer ham til døden. Men i stedet for selv at udføre dommen sender de Jesus til den romerske statholder, Pilatus. Anklagen om, at han ville gøre sig til Messias, var i den romerske besættelsesmagts øren det samme som at være en oprører. Og dem slog romerne hårdt ned på. Pilatus dømmer ham til døden ved romernes traditionelle henrettelsesmetode for politiske og kriminelle forbrydelser. Ved korsfæstelse.

Jesu forkyndelse var et tydeligt brud med den jødiske religion. Sådan skildrer evangelierne det.

Hans forkyndelse og helbredelser var et tegn på, at der ville komme en helt ny tilstand Guds rige var kommet. Hermed knyttede Jesus til ved de forventninger, der var i den jødiske befolkning.

Jødiske forventninger

I jødedommen var der to forskellige forventninger: den politisk-nationale og den apokalyptiske, det vil sige det, som skal åbenbares.

Den politisk-nationale forventning havde udgangspunkt i det gamle Israels syn på kongen. Kongen var formidler af Guds velsignelse til det israelitiske folk. Han var Guds repræsentant i folket og kaldtes derfor også for Guds søn. Forventningerne til et kongedømme havde man set virkeliggjort i kong Davids regeringstid omkring år 1000 f.Kr., idet han ikke blot sikrede Israels grænser, men også udvidede landet. Men Davids rige smuldrede i løbet af de følgende århundreder og mellemøstlige stormagter besatte landet.

Alligevel fastholdt især Det gamle Testamentes profeter, at der igen ville komme en konge for at genskabe Davids kongerige. Da Palæstina-området blev besat af romerne i år 63 f.Kr., flammede de gamle forventninger op igen. Håbet var, at ved den endelige befrielse fra Det romerske Imperiums magt ville et nyt Israel, Gudsriget, opstå.

Den apokalyptiske forventning opstod omkring år 200 f.Kr. og er beskrevet i Daniels bog i Det gamle Testamente. I et syn ser Danielsbogens forfatter, hvordan verden ender i en kosmisk katastrofe. Derefter kommer dommens dag. Guds repræsentant, kaldet Menneskesønnen, skal dømme mellem dem, der har holdt fast ved troen på Israels Gud, og dem, som er frafaldne. Dernæst bliver Guds evige rige oprettet for de frelste (Dan 7).

Jesu forkyndelse

Spørgsmålet er nu, hvordan Jesus forholdt sig til disse to typer af forventninger. I lignelser brugte han billeder fra dagligdagen til at skildre, hvordan Guds rige ville komme. Gudsriget ses her som en tilstand, der er kommet nær med Jesus selv. Det er en tilstand, der medfører glæde, hengivelse, tro og befrielse fra det, der tynger mennesket.

Jesus afviser, at Gudsriget er noget politisk og nationalt. På den anden side kommer det heller ikke som en verdenskatastrofe eller en dom over mennesker. Gudsriget er allerede tilstede her og nu i Jesu forkyndelse og i de undere, han udfører. Og dog skal Gudsriget først senere komme fuldt ud og blive en altomfattende tilstand.

Jesu forkyndelse drejede sig om en ny forståelse af Gud. Mennesker kunne ikke selv nå frem til ham ved hjælp af Moselovens 613 bud. Gud krævede derimod det hele mennesket dets kærlighed og tro.

Jesus som Messias

Det er evangelisternes overbevisning, at hele Jesu liv er et udtryk for hans forkyndelse. Ved påskefesten i Jerusalem lader han sig pågribe og går frivilligt i døden. Derved ofrer han sig og tager den skyld på sig, som var menneskets. De fire evangelier slutter med beretningen om Jesu opstandelse fra døden tre dage efter henrettelsen. Han overvandt derved døden. Og netop Jesu opstandelse fra døden ses af evangelisterne som en bekræftelse af, at Jesus var Messias Guds søn.