Katolsk kristendom

Den katolske kirke opfatter sig som den universelle kirke der gælder hele verden og viderefører den rette tradition fra den tidligste kristendom. Foto: Ritzau Scanpix/Pier Paolo Cito

Ordet katolsk/katolik kommer af det græske katholikos, som betyder universel eller almindelig

Ordet katolsk/katolik kommer af det græske katholikos, som betyder universel eller almindelig. Den katolske kirke opfatter sig da som den universelle kirke i og med, at den gælder hele verden og viderefører den - i katolsk perspektiv - rette tradition fra den tidligste kristendom.

Peter og Paven i Rom

Den katolske kirke kaldes også romersk-katolsk. Når kirken kaldes dette, er det for at understrege dens tilknytning til Rom. Ifølge den kristne tradition kom Jesu discipel, apostlen Peter hertil. Han blev byens biskop og døde martyrdøden her. Traditionen vil, at Peter er begravet under Peterskirken. Også apostlen Paulus - forfatteren til Det ny Testamentes mange Paulus breve - blev martyr her.

At Peter er noget særligt, underbygges blandt andet i . Her siger Jesus, at Peter er den klippe, hvorpå han vil bygge sin kirke. Jesus vil desuden give Peter nøglerne til himlen. I denne tekst - som nok er blevet til omkring år 80-90 - gives Peter altså autoritet som kirkens grund og som den, der har bemyndigelse til at låse døren til himlen enten op eller i for menneskene.

Ifølge traditionen udpegede Peter inden sin død hans efterfølger som biskop i Rom. Og denne udpegede også sin efterfølger, og denne udpegede sin efterfølger. Sådan er det foregået helt op til idag. Fra 300-tallet blev Roms biskop kaldt pave, hvilket betyder far. Der går altså en lige linie fra apostlen Peter til paven idag.

Indvielsen af en biskop eller præst til sit embede er ifølge katolsk tro et sakramente. Et sakramente er en handling, som skænker Guds nåde. Ved indvielsen indpræges denne nåde via en allerede ordineret person i den, som skal indvies. Det er på denne måde, at linien går helt tilbage til apostlen Peter. Han var, som nævnt, bestemt til at være kirkens grund af Jesus, og han har indviet den næste biskop. Denne ubrudte rækkefølge i indvielsen af biskopper tilbage til aposteltiden kaldes den apostolske succession.

Pavens autoritet hviler i høj grad på denne apostolske succession. Det samme gælder for biskopper og præster. Netop fordi de ved indvielsen til deres embede fra Gud modtager præstedømmets nådekraft, kan de noget, andre mennesker ikke kan. De kan forvalte kirkens sakramenter og formidle troen. Indvielsen er samtidig grundlaget for den katolske kirkes hierarkiske opbygning.

Den katolske kirkes fastholdelse af pavens øverste autoritet blev - efter flere århundreders uoverensstemmelser og stridigheder mellem den ortodokse kirke i øst og den katolske kirke i vest - for meget for den ortodokse kirke. I 1054 ekskommunikerede de to kirkesamfund således hinanden.

Den katolske kirkes tro

Den katolske kirkes tro baserer sig på Bibelen og traditionen. Begge regnes for åbenbaret af Gud. Traditionen består bredt forstået af alt det, som kirken selv er. I snævrere forstand består den først og fremmest dels af det, der er overleveret fra kirkefædrene, og dels af det, som er blevet bestemt på fælleskirkelige koncilier, dvs. møder.

På de tidligste af disse møder, som blev afholdt inden det endelige brud mellem den østlige og den vestlige kirke, blev f.eks. trosbekendelserne udformet. Disse bekendelser gælder derfor ikke bare i den katolske kirke, men også i Den ortodokse kirke og desuden f.eks. i Den danske Folkekirke. Her bekendes troen på den treenige Gud, dvs. på én Gud i tre skikkelser: Gud Fader, Jesus og Helligånd. Også troen på, at Jesus på samme tid er både Gud og menneske, bekendes her.

Synd og nåde i den katolske kirke

I denne korte artikel er det slet ikke muligt at give et ordentligt indtryk af den katolske kirkes utrolig omfattende troslære. Vi vil derfor begrænse os til at se på begreberne synd og nåde. De spiller en meget væsentlig rolle i den katolske kirkes tro og rituelle praksis. For at forstå disse begreber, må vi gå helt tilbage til begyndelsen af Det gamle Testamente:

Efter at Gud havde skabt verden, skabte han også menneskene; Adam og Eva. De levede i harmoni med Gud i paradis. Så syndede Adam og Eva og mistede dermed den nåde, de før havde fået af Gud. De blev smidt ud af paradiset og måtte for en stor del klare sig selv. (1 Mos 1-3).

Gennem Adam og Evas synd kom arvesynden ind i verden. Som ordet siger det, er denne synd nedarvet i alle mennesker. Pga. arvesynden kan mennesket ikke undgå at synde. Heldigvis valgte Gud pga. sin kærlighed til menneskene at inkarnere sig på jorden i Jesus. Og Jesus overvinder synden gennem sit liv, sin død og opstandelse. Ved i tro at udføre gode gerninger og via kirkens sakramenter har mennesket igen fået mulighed for at få del i Guds nåde. Herved kan mennesket blive frelst og igen leve som i paradis.

Sakramenter og troens gerninger er altså de bærende elementer for frelsen. Som vi har set, er det netop disse, som den katolske gejstlighed - gennem den nåde, de fik ved deres indvielse - kan forvalte. De ikke-gejstlige, høj som lav, er altså helt afhængige af kirken for at nå frelsen og dermed himlen.

Den katolske kirkes sakramenter og messe

Efter megen diskussion op gennem middelalderen fastslog den katolske kirke i 1439, at kirken har 7 sakramenter. Et sakramente er ifølge kirkefaderen Augustin (354-430): "det synlige tegn på den usynlige virkelighed, nemlig Guds nåde". Sakramenterne skænker altså Guds nåde. De kaldes derfor nådemidler.

De 7 sakramenter er: dåb, firmelse (konfirmation), vielse, de syges salvelse ("den sidste olie"), nadver, bod (skriftemål) og ordination (præsteindvielse). Heraf regnes dåb og nadver som de mest centrale.

Ved dåben, der oftest er barnedåb, bliver barnet renset for arvesynden. Det bliver genfødt som Guds barn, det bliver kristent. Uden dåben er der ingen frelse. Det vand, som bruges ved dåben, er indviet ved messen, dvs. gudstjenesten, påskenat. I den tidlige kirke foregik dåb denne nat. Påskenat er central i forhold til dåben, fordi Jesus her var død og opstod fra de døde til menneskenes frelse. Gennem dåben deltager den døbte i Jesu døde og opstandelse og får dermed del i frelsen.

Nadveren udgør kernen i den katolske messe. Messen indledes med bønner, læsning af dagens tekst fra apostlenes breve og evangelierne, prædiken og trosbekendelse. Så bærer præsten nadverelementerne - brød og vin - frem for Gud og beder om, at Gud vil modtage offeret. Herefter følger messens helligste del. Her bedes helt bestemte bønner kulminerende med Jesu ord til indstiftelse af nadveren (1 Kor 11,23-25). Ved disse indstiftelsesord forvandles brødet og vinen til Jesu legeme og blod. Efter forvandlingen beder præsten Gud om at modtage offeret, han beder for de afdøde m.v. Efter Fadervor modtager først præst og siden menighed brødet og vinen, Jesu legeme og blod. Efter taksigelsesbønner og præstens velsignelse af menigheden slutter messen.

Den katolske kirkes forestilling er altså, at nadverens brød og vin helt virkeligt forvandles til Jesu legeme og blod, selvom det ikke kan ses i det ydre. Ved at deltage i nadveren og altså spise Jesu legeme og drikke hans blod, får mennesket del i Jesu død og opstandelse. Mennesket bliver ét med Jesus og dermed med alle troende. Kirken betragtes nemlig som Jesu legeme på jorden.

Gennem middelalderen var kirkens og dermed gudstjenestens sprog latin. Ritualet var derfor svært tilgængeligt for menigmand. Trylleordene Hokus Pokus er faktisk et eksempel på dette: Det er nemlig en folkelig forvanskning af nadverens indstiftelsesord: "Hoc est enim corpus meum" - dette er mit legeme! Ligemeget hvilken version man vælger, afstedkommer ordene en forvandling.

Andre former for fromhedsliv

Udover det kirkeliv, som indtil nu er beskrevet, findes inden for katolicismen mange andre udtryk for fromhed. Klostervæsenet er et eksempel herpå. Et andet eksempel er helgendyrkelsen. Helgener er - ifølge katolsk tro - mennesker, som efter et helligt liv optages i himlen. Fra den tidlige kristne tradition var dette typisk martyrerne, senere også andre mennesker. Den vigtigste helgen er jomfru Maria - jomfru og gudsmoder.

Helgenerne bliver ikke tilbedt. I stedet æres de ved bøn, ved fejring af deres festdage og ved at følge deres eksempel. Idet helgenerne befinder sig i himlen og dermed i Guds nærhed, er deres vigtigste opgave at gå i forbøn hos Gud for menneskene. Helgenerne udgør et mellemled mellem Gud og menneske: menneskene beder helgenerne om at bede til Gud på deres vegne.

Helgener dyrkes specielt det sted, hvor deres relikvier er. Relikvier består først og fremmest af den døde helgens krop, men også af andre ting, som helgenen har været i berøring med. Helgendyrkelse finder altså først og fremmest sted ved helgenernes grave.

Disse grave blev i middelalderen mål for pilgrimsrejser. I Europa var de største mål for pilgrimsfærd Rom, hvor Peter og Paulus m.fl. ligger begravet, og Santiago de Compostella i Spanien, hvor Jesu discipel Jakobs grav ifølge traditionen er. Det mest betydningsfulde mål af alle var dog Jerusalem. Her var Det ny Testamentes centrale begivenheder foregået. Korstogstanken er kædet sammen hermed: Jerusalems erobring af vantro (tyrkerne) var udgangspunktet for det første korstog i 1099: Jerusalem skulle befries.

Som det fremgår af denne artikel, indeholder den katolske kirke mange forskellige elementer. Mangfoldigheden er helt grundlæggende. En af årsagerne hertil er den katolske kirkes vide udbredelse i verden. Ofte har det været kirkens strategi at lade gamle skikke bestå, men give dem et nyt (kristent) indhold. Langsomt, gennem integrering af det gamle med det nye, vinder den katolske kirke fodfæste. Midt i al mangfoldigheden er det så pavens ansvar at sikre, at kirken trods alt er én.