Langfredag

Langfredag mindes kristne kirker Jesu død på korset. Dagen markeres på tværs af kristne retninger. Her ses Pave Frans, der afholder messe i forbindelse med langfredag i Sankt Peterskirken i Vatikanstaten. Foto: Vatican Media/Reuters/Ritzau Scanpix

Langfredag er en helligdag i Danmark, hvor mange nyder en fridag. Men i kirken er langfredag en sørgedag. Læs mere om den kristne højtid her

Påsken er den vigtigste højtid i kristendommen, hvor Jesu død og genopstandelse markeres og fejres. Påsken er fyldt med både glæde og sorg, og langfredag er en sørgedag for kristne verden over, fordi Jesus denne dag blev dømt til døden og korsfæstet.

Indhold

  • Hvad skete der langfredag?
  • Hvorfor skulle Jesus korsfæstes?
  • Antisemitismens rødder i langfredag
  • Hvorfor hedder det langfredag?
  • Hvad kommer efter langfredag?
  • Langfredag i kirken
  • Langfredag i Bibelen
  • Hvornår er det langfredag?

Hvad skete der langfredag?

Langfredag er dagen efter skærtorsdag, hvor Jesus indtog det sidste måltid med sine disciple, inden han blev forrådt af Judas, der angav ham til ypperstepræsterne. Ypperstepræsterne tog Jesus til fange, og natten over tilbragte han i fangenskab.

Langfredag blev Jesus stillet for en dommer. Ypperstepræsterne var vrede over, at Jesus påstod at være Guds søn, og de ville have ham dømt til døden for blasfemi. Det var statholderen Pontius Pilatus, som skulle dømme ham.

Man kan læse om langfredag flere steder i Bibelen, blandt andet i Matthæusevangeliet kapitel 27.

Ifølge Bibelen fandt Pontius Pilatus egentlig ikke Jesus skyldig, men de, der var tilstede ved domfældelsen, insisterede på hans død.

Pilatus prøvede at få Jesus løsladt ved at spørge, om de helst ville have Jesus løsladt, eller en mand ved navn Barabbas, der var dømt for mord.

Ypperstepræsterne og det jødiske folks ældste overtalte folkemængden til at sige, at de ville have Barabbas løsladt og Jesus dømt.

Pilatus vaskede sine hænder foran de, der var til stede, for at vise, at blodet ikke var på hans hænder, og derefter overgav han Jesus til folkeskaren.

Korsfæstelsen

Folket hånede Jesus og iførte ham en tornekrone, hvorefter de førte ham til stedet, hvor han skulle korsfæstes.

I Johannesevangeliet kapitel 19 står, at Jesus selv måtte bære korset, mens andre evangelier beretter, at det var en mand ved navn Simon af Kyrene, der bar korset bag ham, mens Jesus gik af Via Dolorosa til pladsen Golgata, hvor han blev korsfæstet og døde.

Jesus blev hængt mellem to røvere, der også blev korsfæstet, og han døde på sjette time.

Hvorfor skulle Jesus korsfæstes?

Der er flere årsager til, hvorfor nogle ville have Jesus død.

En del af forklaringen er, at Jesus påstod at være Messias. En central del af jødedommen er venten på en Messias, der skal igangsætte en ny verdensorden, hvor jøderne kan leve i fred og velstand.

Derfor var mange ekstatiske, da de hørte om Jesus. Jøderne havde på dette tidspunkt ventet tusind år på en Messias, der skulle komme og frelse dem.

Men ypperstepræsterne og jødernes ældste troede ikke på, at Jesus var Messias, og derfor var en udtalelse som denne meget provokerende. De ville have ham dømt til døden for blasfemi.

Nogle mener desuden, at ypperstepræsten Kajfas følte sig truet af Jesus. Hvis Jesus skulle være jødernes konge, så ville Kajfas autoritet over det jødiske folk falde.

Romerne kunne også have følt sig truet af Jesus, og de anså ham med stor sandsynlighed for en politisk rebel. Løftet, der kom med Messias, var som sagt en ny verdensorden. Romerne havde på dette tidspunkt magten i området, og truslen om en ny, jødisk magt var heller ikke i deres interesse.

Antisemitismens rødder i langfredag

Gennem tiden og fortsat i dag er jøder blevet gjort til genstand for had af kristne, blandt andet fordi at nogle kristne mener, at det er jøderne, der dræbte Jesus langfredag.

Det er især en passage man kan læse i Matthæusevangeliet kapitel 27, som nogle kristne bruger som retfærdiggørelse af antisemitiske holdninger.

Efter Pontius Pilatus vasker sine hænder foran folkeskaren, for at vise, at Jesu blod ikke er på hans hænder, så står der, at hele folket svarede: “Lad hans blod komme over os og vore børn!”

Nogle kristne fortolker dette, som at jøderne evigt vil have skylden for Jesu død, og hans blod altid vil være på deres hænder.

At jøderne skulle have skylden for Jesu død er flere gange blevet afvist af den kristne kirke, og det er ikke en opfattelse, som deles af officielle kristne institutioner.

Desværre viser en undersøgelse fra Anti-Defamation League, en jødisk-amerikansk organisation, hvis formål er at bekæmpe jødehad, at 26% af amerikanere i 2017 mente, at jøderne dræbte Jesus.

Hvorfor hedder det langfredag?

I Danmark og de andre nordiske lande hedder dagen for Jesu korsfæstelse langfredag.

Årsagen bag denne navngivning kan være, at dagen føles lang på grund af den sorgfulde stemning, der forbindes med Jesu død.

På engelsk hedder dagen good friday - altså god fredag. Good er ikke en henvisning til, at det er en positiv dag, men en henvisning til, at dagen er hellig.

Hvad kommer efter langfredag?

Langfredag kommer efter skærtorsdag, hvor Jesus fik det berømte kys af Judas, der afslørede ham for ypperstepræsterne, som tog ham til fange.

Efter Jesus døde på korset langfredag, blev han begravet. Men to dage senere på påskedag genopstod han fra døden. Nogle af hans tilhængere ville besøge graven, og til deres store overraskelse var stenen, der dækkede graven, forsvundet. Jesus var igen i live.

LÆS OGSÅ: De kristne højtider

Langfredag i kirken

Langfredag er en sørgedag i folkekirken, og gudstjenesten bærer præg af denne sorg.

Alterlysene er ikke tændt, og der er heller ikke friske blomster på alteret.

Mange kirker vælger ikke at have nadver og prædiken, og har kun salmesang og oplæsning af lidelseshistorier.

I den katolske kirke afholdes der ikke messe, og alterbrødet fjernes.

Langfredag i Bibelen

Langfredag står beskrevet flere steder i Det Nye Testamente.

Her kan du læse om langfredag i Bibelen:

  • Matthæusevangeliet kap. 27
  • Markusevangeliet kap. 15
  • Lukasevangeliet kap. 23
  • Johannesevangeliet kap. 18-19

Hvornår er det langfredag?

Påsken falder ikke samme dag hvert år. Dog falder påsken altid i marts eller april.

Påskesøndag falder nemlig første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Datoen for langfredag skifter derfor også fra år til år.

Sådan falder langfredag de kommende år

  • 2022 15. april
  • 2023 7. april
  • 2024 29. marts
  • 2025 18. april
  • 2026 3. april
I Jerusalem ligger gaden Via Dolorosa, der betyder smertens vej. Det er den vej Jesus gik, da han blev ført til henrettelsespladsen Golgata. På langfredag fyldes Via Dolorosa af korsbærende kristne, der går ned af gaden for at mindes Jesus. Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix