Forsker: Coaching er kristendom om igen

"Det værste er at se sig selv overalt, men ikke at kunne komme ind til sig selv," skrev den danske teolog Søren Kierkegaard i sit hovedværk Enten-Eller fra 1843. KL Coaching er et af mange coachingfirmaer, som mener at kunne hjælpe det moderne menneske til harmoni, ligesom mange religioner har påstået i årtusinder. Foto: Wikimedia Commons

Et coachingfirma promoverer sig efter samme skabelon som klassisk kristen tænkning. Det viser, at vi ikke er kommet videre, siger forsker i selvrealisering

"Nå dine drømme" og "Start dit nye liv i morgen!" lyder løfterne fra et coachingfirma i en reklame, som skal lokke nye kunder til. 

Ifølge annoncens ordlyd kræver det at få et nyt liv, at deltageren selv har viljen.

Moderne coachingkurser og ny selvhjælpslitteratur fylder mere og mere i danskernes hverdag, og der kommer løbende nye metoder til at få et bedre liv på rekordtid.

Nogle kritikere har tidligere beskyldt coachingindustrien for at være overfladisk, blandt andet fordi, der ikke er nogen kvalitetskontrol af coacher og coachingfirmaer. 

En ny kritik af coachingindustrien har en helt anden præmis. Den går på, at den generelt genbruger de tanker om "frelse", som kristendommen og siden kirken bygger på.

Det er Christian Hjortkjær, ph.d.-studerende i selvrealisering på Søren Kierkegaard Forskningscenter, der ser en stærk lighed mellem kristendommens vej til frelse og moderne coaching. 

Han mener, at coachingindustrien generelt bare har kopieret kristendommens og første den katolske, siden den protestantiske forestilling om vejen til frelse. I dag kalder man det bare "lykke" i stedet for frelse:

"Efter vi afskaffede kristendommen som "overtro", har vi erstattet kristendommen med coaching. Jeg ser coachen som den nye præst," lyder hans kritik. Coachen er ifølge Christian Hjortkjær den nye mentor, som de har autoritative redskaber der skal til for at et menneske kan nå deres mål, som vil "frelse" dem fra deres problemer.

Det er slående for Christian Hjortkjær, hvordan coachingens "redskaber harmoniserer med kristendommens tanker om frelse." Christian Hjortkjær hentyder blandt andet til Martin Luthers (1483-1546) bog om "Den trælbundne vilje", som netop fastslår, at mennesket altid er bundet til noget "større" end sig selv, for eksempel en Gud: 

"For Luther er der to essentielle præmisser, der dialektisk holdes sammen: "Nåden alene" over for "troen alene". Det vil sige, at det ene og alene er Gud, der frelser - helt gratis. Men mennesket skal gøre sig modtagelig for denne nåde ved sin tro!"
 
Ifølge Christian Hjortkjær er det derfor en del af den Lutherske præmis, at kirken kun kan gøre så og så meget. Frelsen i er i sidste ende et mellemværende mellem Gud og individ.

"Coachen proklamerer til gengæld frelse ved sine redskaber. Men coachen kan kun frelse på individets betingelser. Det er individet, der har ansvaret for, at coachens redskaber i sidste ende kan frelse," forklarer han

Det problemetiske i coaching er ifølge Christian Hjortkjær netop spørgsmålet om den coachedes vilje. For coaching spiller på den præmis, at individet har magt over sin vilje. Og det er denne del, Luther så afgørende betvivler over flere hundrede sider i "Den trælbunde vilje".

"Overordnet set kan min kritik koges ned til Paulus, Rom 7, 16: 'For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg'. Altså: Vi har ikke magt over vores vilje. Det er der, coachen tager fejl. Vi gør ting, vi ikke vil. Vi er gåder for os selv," mener Christian Hjortkjær. 

For ham er det er den indsigt, der giver Luther og kristendommen dybde. Og det er det, der gør, at han mener, at coachen bare gentager kristendommens logik, men med den halve dybde: 

"Coachen har redskaberne og de rigtige råd til et lykkeligt liv, men som sådan intet ansvar over for resultaterne, fordi resultaterne afhænger af klientens egen vilje og engagement."

"Coachingens budskab er på overfladen præcis det samme, men det stikker ikke halvt så dybt," konkluderer han.

I dag er forestillingen om, at noget guddommeligt uden for mennesket er afgørende for lykken, erstattet af fokus på mennesket selv. Den tanke om at kunne "helbrede sig selv" ved at kigge indad dukkede op i den europæiske oplysningstid, hvor religionskritikken også begyndte at titte frem. Den franske filosof Jean-Jaques Rousseau (1712-1778) insisterede på at tænke mennesket fuldstændigt fri fra al tro. Til gengæld mente han, at der er noget uendeligt godt i mennesket, som altid kan graves frem, hvis mennesket bare graver dybt nok.

Og den ide ligner også det, coaching i dag bygger på:

"Mennesket er i dag stadig fortabte i den pludselige frihed, som religionskritikken udløste. Vi er simpelthen ikke kommet videre. Vi har bare skiftet navn på samme grundlæggende idéer og bilder os selv ind, at det er nyt. Det er ret absurd," tilføjer han.

Men idealet om at kæmpe sig vej til frelse - eller lykke - er stadig det samme. Det moderne menneske er løbet ind i en postmoderne blindgyde, mener Christian Hjortkjær, og det bevirker, at mennesker i deres desperation kaster sig i armene på alle, som påstår at have nøglen til et bedre liv.

Læs en uddybning af Christian Hjortkjærs kritik af coachingfænomenet her

Han istemmer sig andre kritikere som Svend Brinkmann, som mener, at vi ikke har brug for mere selvudvikling, men mere selvkritik, fordi vi skal erkende at vi ikke kan nå den utopi, som blandt andet coachingfirmaer prøver at sælge.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra KL Coaching.

Grafik: Kim Schou. Kilde: Christian Hjortkjær.