Ortodoks kristendom

Den ortodokse kristendom udgøres af mange indbyrdes selvstændige ortodokse kirker. Der findes således f.eks. både en russisk-ortodoks kirke (den største), en græsk-ortodoks kirke, en serbisk-ortodoks kirke med flere

Når de ortodokse kirker alligevel her kan behandles samlet, skyldes det, at de trods alt udgør en form for enhed. Lad os begynde med at undersøge, hvori denne enhed rent historisk består.

Den ortodokse kirke i historisk perspektiv

I de første århundreder af kristendommens historie udviklede kristendommen sig inden for Romerriget. Dette riges hovedstad var Rom. Der har siden oldkirken eksisteret en tradition om, at Jesu discipel Peter var biskop her. Idet Peter regnes for den klippe, hvorpå kirken er grundlagt (jf. Matt 16,17-19), blev menigheden i Rom snart den førende kristne menighed. Allerede i 200-tallet havde Roms biskop fået en særlig forrang. På dette tidspunkt var der endnu ikke noget, der hed den ortodokse eller den katolske kirke. Der var kun én kirke, nemlig den kristne.

I år 330 flyttede kejser Konstantin Romerrigets hovedstad til byen Konstantinopel (idag: Istanbul). Denne by kaldtes passende Det nye Rom. I 395 deltes Romerriget i to: Det vestromerske Rige og Det østromerske Rige. Førstnævnte havde Rom som hovedstad og kirkesproget latin. Sidstnævnte havde Konstantinopel som hovedstad og kirkesproget græsk (siden folkesprogene). Allerede på dette tidspunkt kan man tale om kirken i vest og kirken i øst som to adskilte størrelser.

I perioden fra 325-787 blev der dog afholdt 7 fælleskirkelige koncilier, dvs. kirkemøder, hvor teologiske spørgsmål blev drøftet og afgjort. F.eks. blev det her bestemt, hvordan forholdet mellem Jesu guddommelighed og menneskelighed skal opfattes, hvordan Gud, Jesus og Helligånden står i forhold til hinanden og hvilke skrifter, som skulle med i Det ny Testamente, den kristne kanon.

Men rivaliseringen mellem Rom og Konstantinopel - den vestlige kirke og den østlige kirke - fortsatte både teologisk og politisk. Roms biskop (dvs. paven) mente, at også østkirken var underlagt hans autoritet. Østkirken var uenig i både dette og i en tilføjelse, som den vestlige kirke havde lavet til en bekendelse vedtaget på de fælleskirkelige koncilier. I 1054 lagde en udsending for vestkirkens pave et dokument på alteret i Sophiakirken i Konstantinopel. Heri ekskommunikeredes østkirken, dvs. at østkirken blev smidt ud af kirkefællesskabet, bl.a. fordi den - ifølge vestkirken - satte sig op mod den pavelige autoritet, og fordi den fulgte anderledes skikke i forbindelse med gudstjenesten.

Østkirkens leder, patriarken, svarede igen ved at ekskommunikere vestkirken. Både vestens- og østens kirke fastholdt altså, at de retteligt udgør den "rigtige" kristne kirke. Dette brud mellem kirkerne kaldes Det store skisma. Det har varet helt til 1965, og endnu er såret bestemt ikke helet. De to kirker kan f.eks. stadig ikke have fælles nadver. At bruddet har varet så længe, skyldes ikke mindst korstogene, hvor under også Konstantinopel i 1204 blev angrebet, plyndret og for en tid overtaget af korsfarerne fra den vestlige kirke. Korstogene gned kun salt i det i forvejen åbne sår.

Efter Konstantinopels fald til de muslimske erobrere i 1453 blev Rusland, som var blevet kristent i 988, det nye centrum for den ortodokse kristendom. Mange kalder derfor Moskva for Det tredje Rom. Den russiske kirke følte sig som en selvstændig ortodoks kirke og gjorde derfor krav på at få deres egen patriark, hvilket lykkedes i 1589.

Den ortodokse kirke

Den ortodokse kirke består altså af de kirker, som blev smidt ud af den vestlige kirke, og som samtidig selv smed vestkirken ud af deres kirkefællesskab. Disse kirker er indbyrdes selvstændige og har hver især deres eget overhoved enten i form af en patriark eller en ærkebiskop. Patriarken over Konstantinopel indtager æresforrang i kirken, dog uden derved at have ret til at blande sig i de enkelte kirkers anliggender. De forskellige kirker udgør samtidig en enhed med hensyn til gudstjenesteform og troslære. Idag er ca. 16% af Europas befolkning ortodokse kristne (tal fra 1999).

I de ortodokse kirker findes tre embeder: biskop, præst og diakon. Mens præst og diakon kan være gifte, kan biskoppen ikke. Biskopperne hentes derfor ofte fra munkeklostre, som spiller en betydelig rolle i den ortodokse kirke. Disse klostre ledes på demokratisk vis, idet lederen vælges af munkene i fællesskab. I det hele taget rummer den ortodokse kirke flere demokratiske elementer end vestens kirke.

Den ortodokse tro

Ordet ortodoks er græsk. Det betyder både ret troende og ret tilbedende. Når østkirken kalder sig dette, skyldes det, at den betragter sig selv som kirken med den rette tro og tilbedelse. De to elementer, tro og tilbedelse, hænger tæt sammen i ortodoks kristendom. Her er forestillingen om guddommeliggørelsen (på græsk theosis) det centrale. Denne forestilling smitter af dels på kulten, dvs. gudstjenesten, og dels på kirkernes arkitektur.

Grundlaget for den ortodokse tro er Det ny Testamente og kirkefædrenes skrifter. Disse tænkes at indeholde hele sandheden, som den blev defineret på de - tidligere nævnte - 7 fælleskirkelige koncilier. Den sidste af disse blev afholdt i 787, og hermed var den ortodokse kirkes trosgrundlag givet. Den ortodokse kirke lægger vægt på at være en direkte fortsættelse af disse udtryk for den tidligste kirke. Den søger at bevare de gamle traditioner uden at ændre på dem.

Forestillingen om guddommeliggørelsen tager udgangspunkt i den kristne tro på, at Gud gennem Jesus inkarnerede sig og blev menneske. De ortodokse kristne mener, at Gud blev menneske for at menneskene (ja hele verden) kan blive gud-dommeliggjort. Gennem Jesu komme til verden får menneskene altså del i guddommeliggørelsen. Mennesket får først og fremmest del i guddommeliggørelsen gennem gudstjenesten og gennem kirkens sakramenter, f.eks. nadveren.

Den ortodokse kirkebygning

Den ortodokse forestilling om guddommeliggørelse afspejler sig i kirkebygningerne. En kirkebygning kaldes "himlen på jorden" og søger at afspejle dette. Den har typisk Sophia-kirken i Istanbul (på hvis alter dokumentet, som ekskommunikerede østkirken, blev lagt) som forbillede.

Set rent skematisk består kirkebygningen af tre dele: forrum, hovedskib og alterrum. Hovedskibet er den del, som menigheden står i under gudstjenesten. Den symboliserer den jordiske verden. Loftet består her af en kuppel. Den symboliserer himlen. På indersiden af kuplen er et billede af Jesus som verdenshersker. Jesus hersker altså fra himlen (kuplen) over den jordiske verden (hovedskibet). Kuppelformen symboliserer desuden, at Guds rige ingen ende har.

Alterrummet symboliserer den himmelske verden. Her står - som navnet siger - alteret. Dette alter opfattes både som det, det umiddelbart er, nemlig et bord, men samtidig også som Guds trone. Gud sidder altså på sin trone i alterrummet, dvs. i den himmelske verden. Ud over alteret står der i rummet et bord til forberedelse af nadveren, samt en stol til biskoppen og andre til præsterne.

Hovedskib og alterrum - jord og himmel - er adskilt af en billedvæg, som kaldes ikonostasen (se eksempler på ikonostaser). I denne væg er tre døre. Den midterste er en dobbeltdør, som forbinder de to rum/verdener. Den symboliserer altså forbindelsesleddet mellem de to verdener og kaldes derfor "kongedøren". På ikonostasen er ikoner anbragt i et nogenlunde fast mønster. Til højre for kongedøren er således et billede af Jesus og til venstre et af jomfru Maria. Mange andre ikoner pryder yderligere ikonostasen (og resten af kirken). De skal minde menigheden om frelseshistorien. Ikonostasen skjuler samtidig det allerhelligste for menigheden. Dermed understreges, at det, som foregår i alterrummet (himlen), er et mysterium.

Ikonerne

Ikonerne udgør et meget typisk træk ved ortodoks kristendom. Ikonerne opfattes som mere end bare billeder. At det guddommelige i form af Jesus tog bolig i et kødeligt menneske, viser, at det kødelige, materielle kan guddommeliggøres. Ikonerne opfattes derfor som et genskin af det guddommelige. De består altså af mere end det materiale, de rent fysisk er lavet af. De er "vinduer til himlen". Ikonerne er genstand for kult. De æres ved, at de troende bøjer sig for dem, tænder lys og gør korstegn foran dem - både i kirke og hjem.

Den ortodokse nadvergudstjeneste

Den ortodokse nadvergudstjeneste består af tre dele (se Liturgien til den ortodokse nadvergudstjeneste, sådan som den anvendes i dansk, ortodoks kirke). Første delopfattes idag som en forberedelse til den øvrige gudstjeneste. I denne del tilbereder præst og diakon bl.a. brødet og vinen, som skal bruges ved nadveren. Med en lille lanse foretager præsten symbolsk en slagtning af "lammet", dvs. Jesus, som består af et brød. Herefter blandes vin og vand i alterkalken. Dette bliver Jesu blod (jf. Joh 19,34-35). Disse handlinger peger på, at det er gennem Jesu offerdød, at menigheden via nadveren kan forenes med Jesus og dermed guddommeliggøres.

For menigheden begynder gudstjenesten, når næste del starter. Denne del består dels af bønner og salmer. Desuden består den af et optog, som gennemspiller, at Jesus fødes på jorden og udbreder evangeliet. Dette foregår ved, at diakon og præst kommer frem fra bag ikonostasen. Præsten holder evangeliebogen løftet over sit hoved. At præsten går gennem ikonostasen med evangeliebogen, viser evangeliets, dvs. Jesu, komme til verden fra himlen. Diakonen, som går foran præsten, bærer et tændt lys. Dette symboliserer Johannes Døberen, som kom før Jesus og vidnede om ham. Nu, hvor evangeliet er kommet til verden, kan dagens tekst herfra læses.

Tredje del af gudstjenesten er domineret af nadveren. Den starter med, at præst og diakon højtideligt bærer brødet og vinen, som blev tilberedt i gudstjenestens første del, gennem hovedskibet for derefter at gå ind gennem kongedøren og op til alteret. Hermed vises, hvordan Jesus drog til Jerusalem for at lide og dø.

Selve nadverens indstiftelse foregår bag lukkede døre. Bl.a. beder præsten Helligånden om at komme ned i nadver-elementerne (brødet og vinen), og under denne nedbedelse finder forvandlingen af brødet og vinen sted. Brød og vin bliver - via Guds nåde - til Jesu legeme og blod. Herefter modtager præst og diakon nadveren ved alteret, før de træder ud gennem ikonostasen og uddeler nadveren til menigheden. Gudstjenesten ender med, at præsten velsigner menigheden. Inden denne afslutning er der mulighed for, at der holdes en prædiken, selvom dette ikke altid er tilfældet.

I nadvergudstjenesten ser vi således, hvordan frelseshistorien udspilles. Vi er vidner til Jesu fødsel, til hans udbredelse af evangeliet, hans rejse til Jerusalem, hans død og opstandelse. Gennem den rituelle dramatisering af disse begivenheder bliver menigheden så at sige samtidig med begivenhederne. Gudsriget etableres og er til stede her og nu. Menigheden får i nu'et del i guddommeligheden og guddommeliggøres hermed.