Paulas pingpong med Gud

For Paula Larrain er det meget vigtigt, at hendes nye parti, De Konservative, værner om Gud, konge og fædreland. – Foto: .

MIG OG MIN TRO: Paula Larrain, ny folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, tager sig ofte en lille samtale med Gud. Hendes kristne tro blev også afgørende for hendes politiske tilholdssted

I mange år følte Paula Larrain sig fremmedgjort i Danmark og var frustreret over, at hun ikke kunne finde Gud, som hun ellers gerne ville. En oplevelse Palmesøndag for tre år kom imidlertid til at ændre den konservative politikers liv.

Hvad tror du på?

Jeg tror på Gud, Vorherre, den almægtige. Jeg er katolsk døbt og går med mit katolske emblem hver dag, men jeg kommer i folkekirken og vedkender mig den lutheranske tro, sikkert fordi jeg er opvokset i Danmark. På grund af de tekniske formalia er det desværre ikke lykkes mig at blive medlem af folkekirken endnu, fordi jeg ikke kan verificere min dåb, men jeg håber, at biskop Lise-Lotte Rebel kan hjælpe mig med at ændre på det.

Hvordan gør troen en forskel i din hverdag?

Det er et arbejde at være kristen, særligt i et samfund som det danske, hvor der er megen egoisme og kun lidt fællesskab. Derfor forsøger jeg hele tiden at forbedre mig og blive bedre til at leve op til de kristne værdier. Jeg tager mig ofte en lille pingpong med Gud. Så siger han måske hov, hov, den vej skal du ikke gå. Det er rart, at han er der.

På det konkrete plan kommer troen blandt andet til udtryk i min stue, hvor jeg kun har to bøger. Den ene er den danske salmebog, og den anden er Bibelen. Alle andre bøger er pakket ned, fordi de alligevel bare stod og samlede støv. Kristendommen fylder meget i min hverdag, og jeg taler ofte om den med min mand, som er teolog.

Før jeg mødte ham, var jeg troende i mit hjerte, men jeg havde meget svært ved at sætte ord på min tro. Det har han formået at få mig til. Hver gang, jeg har et spørgsmål eller undrer mig over noget i forbindelse med min tro, giver han mig en lille lekture, og jeg elsker det. Det er så spændende. Hvis jeg havde et liv mere, tror jeg, jeg ville læse teologi. Måske jeg får tid til det som pensionist. Alle de små detaljer i teologien er meget fascinerende.

Hvilken rolle spillede troen i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i et ateistisk og venstreorienteret hjem. Mine forældre blev ideologiske modstandere af religionen, efter de i midten af 1970erne var flygtet fra Chile og kuppet på Salvador Allende. Som mange andre på den tid mente de, at religion var opium for folket, så i den inderste kerne i familien var der ikke nogen tro. Det var der til gengæld uden om. Gennem min fars arbejde mødte vi Inge og Knud Erik, som boede på Gangergården i Vestsjælland. Knud Erik var meget religiøs og havde altid en salme, vi kunne synge. Han og Inge endte med at blive mine reservebedsteforældre, nu jeg ikke kunne se mine egne i Chile.

På Gangergården lærte jeg, hvad det vil sige at være dansk, og jeg fået mange af mine værdier derfra. Det har været naturligt for mig at bygge videre på det kristne fundament, jeg har fået der.

Har du et religiøst fællesskab, som betyder noget for dig?

Jeg har selvfølgelig kirken, som jeg nyder at komme i, og så har jeg jo netop fået et nyt fællesskab hos De Konservative. Selvom vi ikke hele tiden taler om Gud, er det alligevel de fleste af partiets medlemmer, som er troende og værner om de gamle værdier: Gud, konge og fædreland. Det betyder, at de ikke er bange for at tale om deres tro offentligt, hvilket ellers er tilfældet mange andre steder i det danske samfund. Det synes jeg er pragtfuldt, og det var, for at sige det på moderne dansk, fuldstændig optur for mig at mærke, at mine idéer og holdninger vækker genklang i partiet.

Hvor eller hvornår har du de største oplevelser med tro?

Helt konkret skete det hin Palmesøndag i år 2003, hvor jeg var kirke i Gilleleje med min mor. Samtidig bragede Irakkrigen, og jeg var i sjæleligt oprør over den bog, jeg var ved at skrive om min barndom. Da vi sang Grundtvigs salme Op dog Zion ser du ej fik jeg en klar åbenbaring. Jeg mærkede lyset gå igennem mig og kunne føle det spirende forår. Det gik op for mig, at jeg har brug for klippegrunden, Jesus, og at kærligheden forsøder alt. For første gang fik jeg en fantastisk følelse af at høre til, efter at jeg i hele mit liv havde følt mig fremmed og malplaceret. Kort forinden havde jeg fået et wake up call, da min lille nevø på seks måneder var tæt på at dø at et hjertestop, men overlevede. Der gik det op for mig, at jeg enten kunne overgive mig til frygten, eller jeg kunne vælge at lade Gud tage sig af det og være herre over det, der sker i mit liv.

schelde@kristeligt-dagblad.dk