Religiøse oplevelser - tegn og åbenbaringer fra Gud?
Hvorfor afvises de personlige Gudserfaringer ofte af kirken? Else Marie Kjerkegaard svarer Ulla Bruun
Kære Ulla Bruun,
Tak for din beskrivelse af noget, der ser ud til at have været en stærk oplevelse af nærdød. Du beskriver ikke de nærmere omstændigheder, hvorunder oplevelsen fandt sted, og det er derfor vanskeligt for mig at kommentere oplevelsen direkte. Som jeg læser dit brev, ønsker du også først og fremmest en generel diskussion.
I løbet af de sidste femten år har jeg med mellemrum haft en række oplevelser, som jeg ikke har kunnet finde en naturlig forklaring på, og som i løbet af de første år, uden at jeg var mig det særlig bevidst, gradvist førte mig ind på en helt anden livsbane, end den jeg på det tidspunkt befandt mig på.
Jeg har beskrevet forløbet i starten af min bog "Vejen vi går. Tolv kvinder om deres åndelige praksis", Borgen 2002. Alle gange opstod oplevelserne i forbindelse med en høj grad af nærvær, opøvet gennem regelmæssig meditation, og de ophørte med hverdagsbevidsthedens forestillinger, følelser og tanker om fortid og fremtid.
I de senere år har oplevelserne ændret karakter. De er blevet meget mere konkret vejledende og bekræftende i forhold til kristendommen, og de har medført afgørende beslutninger i mit liv.
Jeg kvier mig ved at skrive det, men jeg kan ikke forstå oplevelserne på anden måde, end at der er tale om tegn og åbenbaringer fra Gud, og at også de førnævnte oplevelser skal ses i dette lys.
I lighed med tidligere har oplevelserne fundet sted i forbindelse med nærvær (meditation). I ét tilfælde i en ekstrem bevidsthedstilstand opstået efter en pludselig opvågnen midt om natten på et karmeliterkloster.
Det er svært for andre at forholde sig til den slags oplevelser, fordi de er så personlige. Mennesker, der ikke selv kender til at have åndelige oplevelser, er tilbøjelige til at afvise dem eller stemple dem som et udslag af overspændthed.
Det er med til at lukke for en debat om emnet. Den vestlige kulturs høje prioritet til rationalitet og logik holder på et utal af måder alle divergerende virkelighedserfaringer ude af billedet, og på det punkt er folkekirken ingen undtagelse.
Når præster og andre teologer i folkekirken ikke ser ud til at ville forholde sig til åndelige oplevelser, kan det skyldes, at kirken er så ordrig og så intellektuel i sin forståelse og sin forkyndelse, at den sjældent skaber den grad af stilhed, der skal til, for at mennesker får mulighed for at åbne sig og erfare Guds tilstedeværelse som vejleder og retningsgiver for det personlige liv.
Men det kan også skyldes, at de teologer, der har åndelige oplevelser, holder dem for sig selv af frygt for kollegernes reaktion. Begge forklaringer har sikkert gyldighed.
Gud henvender sig til os gennem den dybeste del af vores sind på en helt personlig måde. Vil vi høre det, må vi regelmæssigt lægge vores tanker til side og blive helt nærværende. Meget i vores livsform peger desværre på, at der bliver færre og færre muligheder for en sådan stilhed og refleksion.
Samtidig bliver de dominerende værdier i samfundet mere og mere pågående egocentrerede og de individuelle og samfundsmæssige lykke- og velfærdsstrategier mindre og mindre egnede til at nå deres mål. Tænker vi udviklingen videreført nogle årtier frem, åbner der sig skræmmende perspektiver.
Else Marie Kjerkegaard
Meditationslærer, cand. polit.