Indføring

Hvad er en dæmon?

Hvis du følger med i TV2's familieserie "Juleønsket" om Julie, hvis allerstørste ønske er at kunne holde jul med hele sin familie, ved du, at engleaspiranten Rafi får til opgave at hjælpe Julie med at få sit ønske opfyldt. Men en årtusinder gammel dæmon er englenes store modstander. Foto fra julekalenderen: TV2 Danmark

I TV 2's julekalender "Juleønsket" er en årtusind gammel dæmon engles og menneskers farligste modstander. Men hvad er egentlig en dæmon?

Hvis du følger med i TV2's familieserie "Juleønsket" om Julie, hvis allerstørste ønske er at kunne holde jul med hele sin familie, ved du, at engleaspiranten Rafi får til opgave at hjælpe Julie med at få sit ønske opfyldt. Men en årtusinder gammel dæmon er englenes store modstander.

Hvad er en dæmon? Det kan du læse om her. 
 
Dæmoner i det gamle Grækenland
Selve ordet dæmon kommer fra det gamle græske sprog, hvor det hedder daimon. Den store græske filosof Sokrates fortæller, at han hører sin dæmons stemme i sit indre. Han kalder det en daimonion og mener dermed en slags gud, som han ikke kender navnet på, men som hele hans liv igennem har advaret ham mod farlige situationer.

En dæmon var altså i det gamle Grækenland en skytsånd eller en hjælpeånd, altså en slags gudevæsen, der er større end mennesket, men mindre end guderne. Og læg mærke til, at en dæmon oprindeligt blev opfattet som god og positiv. Men det ændrede sig. Dæmonerne blev efterhånden til onde ånder, der plagede mennesker psykisk og fysisk.

Dæmoner i Bibelen
Det er især i Det Nye Testamente, at vi hører om dæmoner. På Jesu tid har det været en almindelig opfattelse, at Satan, Guds modstander, havde en hær af dæmoner, ligesom Gud havde sin skare af engle. Satans dæmoner plagede menneskene med sygdomme og fik dem til at gøre det onde. De var usynlige, men kunne i glimt gøre sig synlige for mennesker.

Flere af fortællingerne i evangelierne handler om dæmonbesættelser. En dæmon var nemlig et væsen uden krop, som derfor havde brug for en krop som sit opholdssted. Når en dæmon tog bolig i et menneske, tog det dermed også magten over mennesket. Det var dæmonen der nu bestemte, hvad den besatte sagde og gjorde.
 
I den nytestamentlige verden tolkede man derfor sindsyge, blindhed, stumhed, døvhed og epilepsi som det at være besat af en dæmon. Ofte blev de mennesker, som man anså for besatte, isoleret og udstødt fra samfundet.

Det Nye Testamente fortæller, at Jesus netop tager kampen op mod dæmoner og driver dem ud af den besatte, som helbredes. Når Jesus uddrev en dæmon eller ond ånd, var det en sejr over Satan og hans magt.

I den ældste kirkes tid foretog man en dæmonuddrivelse forud for selve dåben. Man troede, at mennesket var født med det onde i sig. Dernæst fik den døbte korsets tegn tegnet for sit ansigt og sit bryst og var fra nu af beskyttet mod det ondes magt.

I kirkekunst fra middelalderen kan vi se dæmoner afbildet som djævleskikkelser og grufulde væsener, der er skyld i menneskelig lidelse. Troen på dæmonernes eksistens var også baggrunden for forfølgelse af hekse i middelalderen og op til 1600-tallet. I dag kan vi genfinde troen på dæmoner i satanismen.

Troen på dæmonernes eksistens var også baggrunden for forfølgelse af hekse i middelalderen og op til 1600-tallet. "Eksorcisme. En kirkens mand uddriver en ond ånd" Gravering af C. Penoso fra ca. 1878.
Troen på dæmonernes eksistens var også baggrunden for forfølgelse af hekse i middelalderen og op til 1600-tallet. "Eksorcisme. En kirkens mand uddriver en ond ånd" Gravering af C. Penoso fra ca. 1878.