Kristendomskundskab: Er fritagelsesparagraffen et levn fra fortiden eller et juridisk bolværk?
Hvorfor kan man fritages fra kristendomskundskab, hvis faget ikke er forkyndende? Og hvad sker der, hvis muligheden for fritagelse afskaffes? Debatten om folkeskolens fritagelsesparagraf er også en debat om menneskerettigheder, religionsfrihed og om grænsen mellem forkyndelse og oplysning
Et fortidslevn, en sikkerhedsventil eller et nødvendigt onde.
Den omdiskuterede fritagelsesparagraf gør det muligt for forældre at fritage deres børn for folkeskolens kristendomsundervisning. Paragraffen blev nedfældet i 1851 som en del af en ny ægteskabslov, og i 1937 blev den skrevet ind i Folkeskoleloven. Dengang var undervisningen stadig forkyndende, så muligheden for fritagelse var en naturlig følge af religionsfriheden.
Men i dag hedder faget “kristendomskundskab”, og undervisningen er ikke-forkyndende. Tilmed har andre religioner og ikke-religiøse opfattelser fået plads på pensum. Så hvorfor har fritagelsesparagraffen overlevet?
Ifølge John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen, er der tale om et fortidslevn.
“Fritagelsesparagraffen er en reminiscens fra før 1975, hvor skolens undervisning var forkyndende. Den er således efter min bedste overbevisning helt overflødig,” siger han.
Når paragraffen endnu ikke er blevet afskaffet, kan det skyldes, at politikerne frygter de juridiske konsekvenser. Da man afskaffede fritagelsesparagraffen i Norge, førte det til en langstrakt retssag, der endte ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Dommen lød, at obligatorisk kristendomsundervisning overtrådte menneskerettighederne.
John Rydahl mener dog, at politikernes frygt er ubegrundet, for det danske fag er i modsætning til det norske udelukkende kundskabsmeddelende.
“Anklagen mod Norge handlede om, at de i deres overordnede formål for folkeskolen havde stående, at børn skulle opdrages i en kristen-etisk retning,” forklarer han.
Afskaffelse kræver en ændring af faget
Karna Kjeldsen, adjunkt ved Professionshøjskolen Absalon og ph.d. i religionsstudier, er af en anden opfattelse. Hun mener, at fritagelsesparagraffen er nødvendig, som fagets rammer ser ud nu.
“Desværre gør man nok klogest i at beholde fritagelsesparagraffen, for kristendommen har en særlig status i forhold til andre religioner, når man ser på fagets rammer og de politiske intentioner bag faget,” siger hun og uddyber:
“Mange af de udtalelser, man hører om faget i medier og politiske drøftelser signalerer, at faget har en særlig rolle i forhold til elevernes dannelse. Det skal videregive nogle bestemte livsopfattelser og værdier, og kristendommen skal anskues som noget, eleverne kan lære af - ikke bare om.”
Først når vi får et virkeligt neutralt og pluralistisk religionsfag, kan vi undvære fritagelsesparagraffen, mener hun.
En sikkerhedsventil
I 2009 var fritagelsesparagraffen til debat i Folketinget, og der tegnede sig et politisk flertal for at afskaffe den. Men daværende undervisningsminister Bertel Haarder holdt stædigt fast i, hvad han anså som en sikkerhedsventil i et kristent dannelsesfag.
“Det er kristendomsfagets fjender, som vil fordrive salmesang og bønner fra undervisningen. Jeg kan lige forestille mig, hvad Humanistisk Samfund vil gøre. De vil omgående lægge sag an og sige, at så må I ikke det og det. Fritagelsesparagraffen er på den måde den sikkerhedsventil, som giver kristendomslærerne frihed til at lære børnene salmer og fadervor,” udtalte han dengang til Kristeligt Dagblad.
Samtidig fastholdt den erfarne venstremand, at kristendomsfaget under ingen omstændigheder måtte være forkyndende.
11 år senere ruller debatten stadig, og politikerne er ikke blevet enige om, hvad der skal ske med fritagelsesparagraffen. Man kan imidlertid undre sig over, at fritagelsesparagraffen er så kontroversiel, for ifølge en stikprøveundersøgelse foretaget af Styrelsen for It og Læring i 2006 var det kun 1,3 procent af eleverne, der var fritaget fra kristendomsundervisningen.
Måske er fritagelsesparagraffen omdiskuteret, fordi den rejser dybere spørgsmål: Hvor går grænsen mellem forkyndelse og oplysning? Og hvad bliver der af kristendommens status i Danmark, når andre religioner får mere plads?