Billedserie

Når Kristus bliver en popfigur

"For Pete's Sake" hedder det nye og kontroversielle kunstværk. Det kan oversættes til dansk med "For Guds skyld". En engelsk sanger, Pete Doherty, hænger vandret fra kirkeskibets loft. Der står blandt andet på selve korset, at "Pete's kæreste er en inkarnation af Djævelen" . Foto: Independent.co.uk

Ny udstilling i London viser en sanger med et udsvævende liv i skikkelse af Jesus. Ifølge dansk ekspert i brug af Kristus-figuren er kunstværket "misforstået"

I den engelske kirke St. Marilybone i London udstilles for tiden en en-til-en størrelse af en korsfæstet mand. Men det er en anden end Jesus. Der er derimod rocksangeren, libertineren og poeten Peter Doherty, som har overtaget Jesu plads og skæbne. 

Pete Doherty er kendt for sit massive narkokitamisbrug, sin romantiske poesi og sit forhold til supermodellen Kate Moss. 

Skulpturen er skabt af kunstneren Nick Reynolds, og er ifølge kunstneren selv en kommentar til den hetz og forfølgelse, som sangeren "Pete" Doherty var og stadig er udsat for af den britiske presse, skriver den britiske The Independent.

Den opsigtsvækkende skulptur af sangeren i en position, mange normalt vil forbinde med Jesus, er en del af en større udstilling, hvis overordnede tema er Jesu vej til korset efter at være blive dømt til døden.

Kurator på udstillingen, Ben Moore, siger til The Independent:

"Pete Doherty har Kristusagtige karakteristika" og videre "at han var en revolutionær skikkelse."

Kirkens sognepræst, Stephen Evans, håber, at de besøgende ikke bare vil tænke over Jesu passion, men også over eget godt og ondt i deres eget liv, skriver den Londonbaserede radiokanal LBC på deres hjemmeside.

"Den engelske kirke har ikke kritiseret portrættet," skriver den anerkendte kunstskribent i den britiske avis The Guardian, Jonathan Ross, i en kommentar. Han mener, at blasfemien er åbenlys.

Pete Doherty er langt fra den første, som lader sig identificere med med den kristne frelser, og korsfæstelsens symbolik. I moderne tid er korsfæstelsens symbolik og Kristusfiguren blevet flittigt brugt af populære kunstnere - og med ganske forskellige resultater. Denne gang er der imidlertid tale om en del af en udstilling i en kirke. Så er figuren i London udtryk for blasfemisk selviscenesættelse, eller kan man tale om en kristen mission? 

Ifølge Monica Papazu, essayist og mag.art med ekspertice i kristusfiguren, bygger udstillingen af Pete Dohertyskulpturen i den engelske kirke på en fejlagtig identifikation med Kristus:

"Her er det Doherty selv, og ikke Kristus, der står i centrum. Lidelsen fører ikke til Jesus Kristus, men blot til selveksponering. Pete Doherty bør dyrke Jesus i stedet for sig selv," siger hun skeptisk.

Men hun fremfører også, at en kunstners motiver ikke kan bedømmes udefra:

"Det eneste, man kan bedømme, er værket i sig selv, dets relation til kristendommen og dets egnethed som et kirkekunstnerisk værk.

"Man kan i dette tilfælde prøve værkets værdi ved hjælp af ét spørgsmål: Vil jeg bede foran dette billede? Nej!," spørger og svarer Monica Papazu retorisk.

Se billeder af popkunstneres Kristus-udtryk nedenfor: 

Udstillingen "Stations to the Cross" løber frem til den 20. marts i St. Marilybone Parish Church, 17 marilybone Road, London.
Pete Doherty er aktuel med en ny sang til ære for den afdøde Amy Winehouse, som i 2011 døde af en overdosis som 27 årig. Sangen hedder "Flags of the old Regime", og alt overskud går til "Amy Winehouse Foundation", som støtter unge stofmisbrugere. 

John Morrison, 1968: Den karismatiske og blasfemidømte sanger fra bandet "The Doors" er her portrætteret som en udstrak og tynd Jesus på korset. Dette skete samtidigt med, at en regulær Jesusbevægelse udsprang af hippebevægelsens "bløde" værdier. Foto: Wikimedia Commons
Soundgarden, 1991: Det amerikanske band udgiver sangen "Jesus Christ pose". Her ses forsanger, Chris Cornell - måske i Jesuspositur. Videoen til sangen blev forbudt i USA, fordi den viser en korsfæstet ung kvinde. Foto: Artistdirect.com
Rufus Wainwright, 2004: Den homoseksuelle sanger opfører her "Gay Messiah", hvor passionens drama og symbolik eksponeres scenografisk og i kunstnerisk sammenhæng med kunstneren. Foto: Rogerbouerland.com
Kanye West, 2006: Kanye West afbilledet som en selvsikker Jesus, selvom tornekronen har revet ham til blods. Foto: Rolling Stone Magazine / vibe.com
Lindsay Lohan, 2010: Den paparazziforfulgte skuespillerinde med udstrakte arme, tornekrone og lys kjortel. Foto: Terry Richardson. Purple Magazine Italia.
Peter Doherty, 2015: Blasfemi eller kunst? Foto: The Guardian/Nick Ansell/PA