Dante smeder guddommelig og romantisk kærlighed sammen
En af litteraturens mest gribende kærlighedshistorier er Dantes og Beatrices i Den guddommelige komedie fra 1321. Men her er mere end romantisk kærlighed på spil, og Beatrice er også en kristologisk figur og Dantes frelser
Det altdominerende træk i Dantes værker er hans uudslukkelige kærlighed til Beatrice. Igennem de sidste århundreder er der blevet skrevet og spekuleret meget over karakteren Beatrice i "Den guddommelige komedie".
Er hun en historisk figur? Repræsenterer hun teologien eller guddommelig visdom?
Eller er hun måske en Kristus-figur?
”For at forstå Beatrices karakter i "Den guddommelige komedie" skal man vide, at hun allerede optræder i Dantes ungdomsværk "Vita Nuova" (på dansk "Det fornyede liv")”, forklarer lektor Leonardo Cecchini fra Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet.
Vita Nuova handler om (det uforløste) kærlighedsforhold mellem Dante og Beatrice fra deres første møde som 9-årige til de ses igen ni år senere.
Allerede nogle år efter, som 24-årig, dør Beatrice dog som følge en epidemi. Selvom der altså er autobiografiske elementer i "Den guddommelige komedie", skal Dantes kærlighedsbegreb forstås symbolsk inden for den høviske kærlighed, understreger Leonardo Cecchini.
Høvisk vs. kristen kærlighed
Høviskhed er et ideal fra middelalderen. Det handler om at være dannet, ædel og hensynsfuld. Til den høviske opførsel hører også den høviske kærlighed, som er kendetegnet ved, at den tilbedte kvinde (ligesom virkelighedens Beatrice) er gift og socialt ophøjet i forhold til elskeren.
For elskeren er tilbedelsen en dannelsesproces, hvor han demonstrerer en række ædle dyder. Samtidig er den høviske kærlighed præget af en dirrende spænding mellem begæret på den ene side og begærets uforløste fysiske tilfredsstillelse på den anden.
På denne måde er den høviske kærlighed et brud med de kirkelige forskrifter. I den kristne kærlighedsopfattelse blev lidenskab fordømt som værende syndig. Mennesket var skabt til at elske Gud, og andre mennesker skulle kun elskes for derigennem at komme nærmere Gud.
Høvisk kærlighed 2.0
”Dante placerer sig inden for den høviske tradition, men fornyr den på afgørende punkter,” forklarer Leonardo Cecchini. For det første gør Dante oprør mod adelens patent på kærligheden, da kærligheden for ham ikke er bundet til en særlig klasse. For det andet bliver kærligheden til en kvinde åndeliggjort hos Dante.
Samtiden beskæftigede sig med overvejelser om, hvordan den jordiske kærlighed kunne forenes med kristelige doktriner. I forlængelse af disse spørgsmål indfører Dante en ”lovprisningspoetik af den elskede kvinde”, som Cecchini kalder det. Kærligheden til en kvinde skal være lige så uselvisk som den kærlighed, mennesket bør føle for Gud.
Åndelig kærlighed
I praksis går lovprisningen af Beatrice i "Den guddommelige komedie" ud på, at Dante præsenterer os for et idealiseret billede af sin elskede. Dante glorificerer Beatrice, han sammenligner hende med en engel, hun er ”kronet af en glorie/der næredes af evighedens stråler”, som der står i Paradisets Sang XXXI i Den guddommelige Komedie.
På denne måde bliver Beatrice et guddommeligt sendebud, der skal føre Dante til paradiset på hans vandring gennem de tre dødsriger helvede, skærsild og paradis. Beatrice får rollen som en formidlende instans mellem Dante og Gud; hun er et imago amore, altså et afbillede af Guds kærlighed.
Dante kan ikke direkte se Gud, men igennem Beatrice åbenbares Guds tilstedeværelse.
Cecchini forklarer Beatrices position på følgende måde:
”Beatrice bliver en slags kristologisk figur. Mens Kristus kom til jorden for at redde menneskeheden, har Beatrices jordiske liv haft til formål at redde Dante.”
Beatrice får tillagt en række kristustypiske attributter, og hendes møde med Dante iscenesættes som Kristus genkomst på dommedag: Hun svæver ned fra himlen i en sky blomster, mens domsbasunen kalder.
”I dis af blomster/der steg fra englehænder op mod vognen/og daled ned på ny omkring og i den,/med lyshvidt slør, olivenkrans om panden” kommer Beatrice ham i møde (Purgatoriet, Sang XXX, vers 28-31).
Evig kærlighed
Et tredje og sidste element, som Dante indfører, er Beatrices død. Ifølge Leonardo Cecchini udfolder Dante på denne måde erindringens dimension i kærlighedslyrikken. For Dantes vandring gennem dødsrigerne i Den guddommelige komedie betyder, at han møder hende igen – i det hinsides.
”Dante tydeliggør Beatrices indflydelse på ham både før og efter hendes død og viser, hvordan hun fortsat påvirker og vejleder ham.”
Siden barndommen har Dante således båret kærligheden til Beatrice med sig:
”Og selvom nu min sjæl så længe ikke/ i hendes nærhed havde skælvet, bævet,/helt ude af sig selv af rådvild jubel,/så mærked jeg, dog ikke gennem øjet,/men ved den skjulte kraft som hun bevæged,/den gamle kærlighed, urørt af tiden.” (Purgatoriet, Sang XXX, vers 34-39).
Igennem Den guddommelige komedie lever Dantes kærlighed til Beatrice videre den dag i dag – uberørt af tidens gang.