Top ti over religiøse figurer i litteraturen
Den britiske forfatter, Alex Preston, udpeger i anledningen af udgivelsen af sin nyeste bog de personer, han anser for at være de ti vigtigste religiøse karakterer i litteraturen
Den unge, britiske forfatter Alex Prestons nye bog, The Revelations, handler om fire unge venner, som hver især kæmper med troen og tvivlen i den religiøse kontekst, de befinder sig i. Preston selv er meget fascineret af den religiøse verden:
Det handler ikke kun om hemmelighederne og intrigerne i de lukkede verdener. Det er den måde, hvorpå deres medlemmer synes at have fundet svar på så mange af livets store spørgsmål. Faktisk er jeg misundelig. Så når jeg læser og skriver om troende, er det delvist, fordi jeg forsøger at finde en autentisk vej ind i det, de har, fortæller Alex Preston til den engelske avis The Guardian.
The Guardian har derfor bedt Preston anbefale sin top ti over religiøse figurer i litteraturen:
1. Franny i Franny og Zooey af J.D. Salinger (1961)
Ifølge Preston beskriver Frannys sammenbrud perfekt ungdommens fremfarende spiritualitet og det sammenbrud den resulterer i. Faktisk har to af karaktererne i The Revelations fået efternavnet fra familien i Salingers historie, hvilket hænger sammen med Prestons fascination af Franny:
Jeg har altid været en lille smule forelsket i hende.
2. Aljosja Karamazov i Brødrene Karamazov af Fjodor M. Dostojevskij (1880)
Aljosja, der er den ene af tre brødre i familien Karamazov, er en russisk-ortodoks munk. Han er barmhjertig, men uden magt. Han støder sammen med sin bror, Ivan, som er rationalist og ateist. På trods af Aljosjas religiøse udgangspunkt er han ikke adskilt fra verden, da han er realist. Dostojevskij udtalte netop, at Troen for realisten udspringer ikke af miraklet. Men miraklet har sit udspring i troen.
LÆS OGSÅ:Det hele handler om Guds eksistens
3. Samad Iqbal i Hvide tænder af Zadie Smith (2000)
Det mest nuancerede og sympatiske forsøg i britisk litteratur på at portrættere britiske muslimers erfaringer og liv ses i karakteren Samad Iqbal. Han er en from muslim, der forsøger at få sin tro til at passe ind i det britiske samfund, som han er blevet en del af. Da han bliver fristet af sine børns musiklærer, mærker han gudsfrygten i sit hjerte, og gennem Samad Iqbals karakter, som er sjov, varmende og tragisk, kan læseren forstå den byrde, trøsten fra troen kan være.
LÆS OGSÅ: Det bliver bedre med årene
4. Sir William Gull i From Hell af Alan Moore (1991-1996)
Den højtstående frimurer, Sir William Gull, der oplever, at guden Jahbulon åbenbarer sig for ham i et syn, bruger de prostituerede, han myrder, som en del af et gammelt religiøst blodritual. Billedet af fremtiden, hvor en af byens skyskrabere rager op over den vanvittige, royale læge, synes at være særligt relevant, når vi kigger på vraget efter den finansielle verdens kollaps. Den kult, Gull var en del af, forsøgte at forevige den maskuline dominans i samfundet. Moore skrev bogen i begyndelsen af den boble, som sprang med finanskrisen, hvor testosteronfyldte aktiehandlere var afkommet af Sir William Gulls grusomme ritualer.
5. Naptha i Trolddomsbjerget af Thomas Mann (1924)
Naptha, en marxistisk jesuit, er den ene af Hans Castorps to samtalepartnere. Naptha kæmper med sin manglende evne til at opnå den fred, han ser i sine medvandreres ansigter. Hans død er, ligesom hans liv, chokerende kompromisløst.
6. Oscar i Oscar og Lucinda af Peter Carey (1988)
Oscar, som er opdraget af en meget fundamentalistisk far, ser Guds hånd alle steder. Han ser den i spillebulerne, på væddeløbsbanen og i den skæbne, som bringer ham til Lucinda.
Vores tro er et sats, fortæller Oscar Lucinda, Vi satser på, at der er en Gud. Vi satser vores liv på det.
7. Sebastián Urrutia Lacroix i Om natten i Chile af Roberto Bolaño (2000)
Den chilenske præst og medlem af den katolske organisation, Opus Dei, Sebastián Urrutia Lacroix fortæller fra sit dødsleje om en række begivenheder i sit liv. Lacroix er præst, men hans egentlige kald er til litteraturen. Han møder nobelpristageren i litteratur, Pablo Neruda, og den tyske forfatter Ernst Jünger, og han giver lektioner i marxistisk teori til den chilenske general Pinochet. I en sidste, brutal scene indser han, at Santiagos litterære salon er blevet afholdt ovenpå et torturkammer. Efterhånden som Lacroix nærmer sig døden, går sandheden langsomt op for ham
8. Esti Kuperman i Disobedience af Naomi Alderman (2006)
Esti er den ufrugtbare, lesbiske kone til den ortodokse jøde Dovid. Selvom Esti blot er et supplement til bogens heltinde, Ronit, er det denne skrøbelige, stille karakter, som bærer bogens hjerte. På grund af sin hengivenhed til sin tro er Esti fanget i forholdet til sin neurotiske mand, som hun ikke elsker. Bogen handler om en verden, som på en gang virker fremmed og samtidig velkendt.
9. Maurice Bendrix i Enden på legen af Graham Greene (1951)
Selvom hans elskerindes tro er stærkere, er det Bendrix snublende åbenbaring, som bringer bogen til dens spændende slutning. Bendrix kæmper mod en jaloux Gud, og hans klagesang, Jeg hader dig, som om du eksisterer, bliver til en bøn:
Gud, du har gjort nok. Du har frarøvet mig nok. Jeg er for træt og gammel til at lære at elske. Forlad mig for evigt.
LÆS OGSÅ: Et forfatterliv med religion og russisk roulette
10. Margery Kempe i The Book of Margery Kempe (formentligt skrevet i 1430erne. Udgivet i 1940)
Kempes selvbiografi, som blev dikteret til en undervisningsassistent, er en til tider løssluppen optegnelse af hendes forsøg på at genleve Jesu liv. Hendes visioner er fulde af mandlige kønsorganer og blod, men de er også overraskende rørende. I bogen beskrives også hendes møde med middelalderens anden store mystiker, Julian af Norwich, som skrev Kærlighedens åbenbaring. Hans bog er mere åndelig og from, hvor Margery Kempes bog er mere sjov.