Superhumanisten Melchior

"Jeg har svært ved at tie stille, når der sker noget uacceptabelt,” siger Bent Melchior, der optræder i en ny dokumentarfilm om hans indsats for at udbrede menneskerettigheder. – Foto: Leif Tuxen.

Ny dokumentarfilm tegner et personligt portræt af tidligere overrabbiner Bent Melchior. Hans styrke og visdom er imponerende, mener filmens instruktør Hans Kragh-Jacobsen

I dansk-jødiske kredse taler man med en særlig blød og varm tone om Bent Melchior, tidligere overrabbiner i Mosaisk Troessamfund. Han kunne noget særligt, der samlede det lille samfund med så mange forskellige holdninger og tilgange til jødedommen. Lørdag formiddag i synagogen i Krystalgade i København blev der lyttet godt efter, når overrabbineren holdt sin prædiken.

LÆS OGSÅ: Bent Melchior - overrabbineren med flygtningens sjæl

Den samlende evne har han bevaret siden som pensioneret rabbiner og i sin ivrige indsats for at udbrede tolerance og humanisme. Det arbejde er udgangspunktet i en lille ny dokumentarfilm, Melchior, der blev vist på Den Jødiske Filmfestival i København i denne uge og senere vises på DR.

Jeg mener, at jeg har noget at sige til folk, som de kan bruge i deres tilværelse. Og måske få mere glæde af tilværelsen, siger den 82-årige Bent Melchior.

Bag den 45 minutter lange dokumentarfilm står instruktør og forfatter Hans Kragh-Jacobsen, der blev imponeret over Melchiors vilje.

Bent Melchior er for mig en stridsmand for medmenneskelighed. Jeg hørte ham engang tale dunder mod vores selvtilstrækkelighed i Christianskirken. Hvert ord var som talt ud af min mund, skriver Hans Kragh-Jacobsen i en e-mail fra New York, hvor han befinder sig i disse dage.

Han har interviewet Bent Melchior og fulgt ham med et kamera, når han besøger Nørrebro i København, en gymnasieklasse, et plejehjem, en demonstration, hvor han fortæller om sit liv, jødedom og de universelle værdier, der bør samle frem for at sprede og udbrede had.

Melchior er ikke bare en samlingsfigur i jødiske kredse, men en humanistisk samlingsfigur. Han kæmper for menneskerettigheder og retfærdighed. Jeg er åbenmundet. Jeg har svært ved at tie stille, når der sker noget uacceptabelt, siger han i den varme portrætfilm.

Han kan tale med en vis gennemslagskraft efter selv at have været forfulgt under Anden Verdenskrig, hvor hans familie måtte flygte fra nazisterne over Øresund til Sverige og oplevede danskernes medmenneskelighed, der reddede hans liv.

Værdierne henter han også i sin tro i for eksempel Anden Mosebog om jødernes fangenskab i Egypten. Her var det jødiske folk selv fremmede og uønskede som ligeværdige borgere. På samme måde stammer de værdier, der af mange opfattes som danske og kristne værdier, eksempelvis buddet om at elske sin næste og den fremmede, også fra Det Gamle Testamente. Det er fundamentalt og står skrevet 18 steder i skrifterne, påpeger Melchior.

Han er en velintegreret dansk jøde med forfædre i den københavnske historie, hvor familien har bidraget til det danske samfund, samtidig med at den har holdt fast i jødiske traditioner. Det handler ikke om at blive assimileret, som han siger i filmen, og henviser til de indvandrere, der ellers kommer hertil og gør dansk kultur og samfund lidt mere farverigt, lige som jøderne har gjort det. Mener han.

Det er altså ikke dansk, når vi behandler flygtninge dårligt, lyder Bent Melchiors lidt skælvende, men kraftige og overbevisende røst, som mange måske selv har oplevet i en eller anden sammenhæng, om det så er som medlem af Udenrigsministeriets rådgivende udvalg for menneskerettigheder, formand for Komiteen Lad Bosnien Leve eller Jødisk-Kristent-Muslimsk Forum i kølvandet på terrorangrebet på USA den 11. september. Eller foran elever i en klasse eller til en demonstration på Rådhuspladsen i København.

Tænk sig, at et menneske, der er nået så højt op i alderen, kan tale med sådan en kraft og overbevisning. Hans styrke og visdom er imponerende. Trods svigtende helbred har han en jernvilje til ærlighed. Og så kan jeg ikke stå for hans humor, der altid peger mod ham selv, mener Hans Kragh-Jacobsen.

I filmen oplever man også Bent Melchiors optimistiske håb om fred mellem jøder og palæstinensere i Mellemøsten og får en rørende personlig skildring af hans forhold til døden efter hans kone Lilians sygdom.

Gud er påvirkelig, hvis man beder nok, mener Melchior. Og han beder blandt andet om lidt mere medmenneskelighed.