10 religiøse kvinder, der har gjort en forskel
I anledning af kvindernes internationale kampdag kan du møde 10 bemærkelsesværdige kvinder, der har brugt deres religiøse platform til at skabe forandringer i verden
Teksten har første gang været bragt i marts 2010
I Rusland har halvdelen af befolkningen været tidligt oppe i dag. En god portion af de russiske mænd har været en tur forbi blomsterhandleren for at købe roser til koner, døtre, mødre og babushki. I Rusland er Kvindernes Internationale Kampdag nemlig en national helligdag, hvor kvinder traditionelt overdænges med opmærksomhed og blomster.
Det er i år 100 år siden, at der blev afholdt en skelsættende international kvindekongres i København. I august 1910 tog en gruppe beslutsomme feminister initiativ til en international festdag, hvor verdens kvinder og mænd skulle engagere sig i den solidariske kamp for kvinders rettigheder. Året efter kunne mere end en million mennesker i Danmark, Schweiz, Tyskland og Østrig derfor fejre den første internationale kvindedag.
Fra begyndelsen har den 8. marts været en international kampdag imod diskrimination. Det har handlet om retten til at deltage i politik, uddannelse, arbejde og fritid altså om at træde ind på de områder, hvor mænd tidligere har haft eksklusiv adgang. Og når det gælder ulige adgang, er religioner bestemt ingen undtagelse. Tag bare et grundigt kig på Leonardo da Vincis Den sidste nadver.
I historiens løb har adskillige kvinder ikke desto mindre markeret sig som religiøse forbilleder. Forankret i deres tro har markante personligheder skabt social forandring, påvirket de religiøse kønsroller og fungeret som rollemodeller langt ind i fremtiden.
Teolog Else Marie Wiberg Pedersen og lektor i religionsvidenskab Marianne Qvortrup Fibiger fra Århus Universitet samt kultursociolog Connie Carøe Christensen fra RUC har hjulpet os med at udvælge 10 kvinder, som inden for nyere tid har sat et afgørende præg på verden og religionerne. Du kan læse om de 10 markante kvinder her.
Antislave-bevægelsens forkæmper Sojourner Truth
Der var en mand nede bagerst, der sagde, at kvinder ikke skal have lige så mange rettigheder som mænd, fordi Kristus var en mand. Men hvor stammer din frelser fra? Han kommer fra Gud og en kvinde! Mænd havde ikke noget med den sag at gøre. Den vittige bemærkning stammer fra "Aint I a Woman", en berømt tale, som den amerikanske anti-slavebevægelses førstekvinde Sojourner Truth gav ved en kvindekongres i Ohio i 1851.
Sojourner Truth blev født Isabella Baumfree og var kun 9 år gammel, da hun første gang blev solgt for 100 dollars. I 1826 tog hun en dristig beslutning og forlod slavefarmen med sin nyfødte datter på armen. Det var et år før slaveriets officielle ophævelse i hendes hjemstat New York, så Baumfree søgte ly hos hvide metodister, og det var hos dem, hun blev introduceret for anti-slavebevægelsen og kvindebevægelsen.
I pinsen 1843 fik Isabella Baumfree nærkontakt med Helligånden og tog derefter navnet Soujourner Truth, som frit oversat betyder "sandhedens midlertidige opholdssted". Oplevelsen markerede starten på hendes karriere som omrejsende prædikant, og sammen med andre pionerer som Susan B. Anthony og Frederick Douglas blev hun en fremtrædende slavemodstander og fortaler for kvinders frigørelse.
Et højdepunkt i Sojourner Truths sociale opstigning var da hun i 1864 mødte præsident Abraham Lincoln, der stolt kunne vise hende sin berømte bibel (den som Obama aflagde ed på 155 år senere).
På trods af mindre historiske unøjagtigheder er "Ain't I a Woman" en af eftertidens stærkeste kilder til den bemærkelsesværdige Sojourner Truth. Den fortæller om en kontant kvinde, der i et enkelt, bibelsk sprog og med uigennemtrængelig logik formidlede sine erfaringer som kvinde og tidligere slave.
Da kvindebevægelsen anført af Elizabeth Cady Stanton - en anden meget betydningsfuld kristen kvinde - trak sin støtte til et lovforslag om sortes stemmeret tilbage, fordi kvinder stadig var udelukket, var Sojourner Truth en af de skarpe kritikere - og da den tidligere slave Frederick Douglas foreslog, at de sorte amerikanere skulle bruge vold i kampen for frihed, svarede hun kort og præcist: "Er Gud forsvundet?"
Sojourner Truth døde den 26. november 1883, og hendes sidste ord var angiveligt "Følg Herren Jesus Kristus". Mange er uanset hvad fulgt i hendes fodspor, og blandt utallige andre mindesmærker er et af de to køretøjer, som triller rundt på Mars, opkaldt efter hende. Et passende navn på en mission, der udforsker helt nyt terræn.
Mystikeren og filosoffen Simone Weil
Den franske mystiker og filosof Simone Weil var seks år gammel, da hun gav en af de første prøver på en usædvanlig evne til at tage del i andre menneskers lidelse. I solidaritet med de franske tropper i 1. Verdenskrig, nægtede den unge Simone at spise enhver form for slik og sukker, og den grundindstilling brugte hun så resten af sit korte liv på at forfine og reflektere over.
Simone Weil læste filosofi på det ansete universitet École Normale Supérieure, hvor hun kom ind med årgangens bedste adgangsprøve - lige for næsen af Simone de Beauvoir - og fik senere job i forskellige franske byer som lærer for både skolebørn og fabriksarbejdere.
Hun var frivillig i Den Spanske Borgerkrig, men den pacifistiske og krigsuduelige Weil måtte forlade fronten, da hun satte foden i en gryde kogende olie. Det fejltrin sendte hende til et lazaret på Assisi i Italien, og det var i forbindelse med det ophold, at kristendommen kom ind i hendes liv.
Under et besøg i Frans af Assisis kapel havde Simone Weil en religiøs, ekstatisk oplevelse, og hendes liv og tænkning blev fra det øjeblik og frem stærkt påvirket af en katolsk, spirituel søgen. Hendes teologi er ikke nem at få fod på - og endnu sværere at opridse på få linjer. Men for hende var Gud den realitet uden for verden, der gjorde livet til andet end materiel tilfredsstillelse og magtkampe. En realitet eller kraft, der kommer til udtryk som respekt og som pligtfølelse - det vil sige pligter over for én selv og over for andre - og ifølge Weil det eneste værn imod, at mennesker behandler hinanden som affald.
"I det menneskelige hjertes centrum er længslen mod det absolut gode, en længsel der altid vil være der, og som aldrig formildes af nogen som helst genstand i denne verden".
De fleste af Simone Weils filosofiske og teologiske skrifter er udgivet efter hendes død, og hvis man er nysgerrig på den radikale empatikers liv, kan man gå på opdagelse i mere end 30 biografier. Hendes sidste leveår var hektiske. På grund af jødeforfølgelserne flygtede hun i 1942 til USA, hvor hun selvfølgelig bosatte sig i Harlem og delte de sortes livsvilkår. I 1943 rejste hun så til England for sammen med blandt andre Charles de Gaulle at engagere sig i den franske modstandsbevægelse.
1943 var også det år Simone de Weils liv sluttede. Efter et sygdomsforløb døde hun af underernæring kun 35 år gammel. En populær udlægning, som er svær at bekræfte, går på, at hun sled sig eget legeme op ved at leve så fokuseret i andres lidelse. Under alle omstændigheder lever hendes eksistentielle tanker videre, blandt mange andre indsigten om, at "opmærksomhed er den reneste og mest sjældne form for generøsitet".
Bibelforskeren Elizabeth Schüssler Fiorenza
Den tysk-amerikanske bibelforsker Elizabeth Schüssler Fiorenza har mere end nogen anden været med til at gøre betegnelsen "religiøs feminist" uparadoksal. Hun har siden 1970'erne leveret bidrag til forståelse af Bibelen - blandt andet med et skarpt fokus på den hellige bog som en kampplads for mening og teologisk autoritet - og har herigennem været med til at gøre kristendommen mere tilgængelig for en feministisk dagsorden.
Elizabeth Schüssler Fiorenza insisterer på, at religion stadig kan fungere som en identitetsskabende og frigørende kraft for mange af verdens undertrykte kvinder og mænd - eller wo/men som hun med selvopfundet ord kalder denne gruppe. Men det kræver en mere kritisk tilgang til de religiøse skrifter. Hendes påstand er, at læser man Bibelen som det endelige ord eller en ufravigelig norm, så låser man sig selv fast i de magtforhold og kønsrelationer, der var gældende på det historiske tidspunkt, hvor ordene blev nedfældet.
Fiorenza er selv katolik, men hendes tro på det guddommelige er på mange måder et opgør med, hvad det vil sige at være katolik. For eksempel er hun optaget af at flytte fokus væk fra Gud som "ham", herren, kongen og faderen. En af hendes centrale tanker er, at det demokratisk og lighedsbaserede fællesskab, der opstod i bevægelsen omkring Jesus, er essentiel for både kirken og samfundets forandring.
Det hierarkiske kristne verdensbillede kommer blandt andet til udtryk på den måde, at det guddommelige ofte opfattes - eller sættes lig - det at hjælpe den fattige. Men som Elizabeth Schüssler Fiorenza skriver, så "forudsætter den opfattelse, at der er et godgører - traditionelt en hvid, ejendomsbesiddende, uddannet og magtfuld mand - der er overordnet, og hvis altruistiske handlinger bringer det guddommelige til syne."
Verdensborgeren Mother Mirra
Den indiske guru med vestlige rødder, også kendt som Mother Mirra, var en grænseoverskridende person. Hun havde efter udsagn stærkt spirituelle oplevelser i sin tidlige barndom, hvor hun blev opmærksom på Guds eksistens og menneskets mulighed for at manifestere "ham" på jorden. Det var nogle oplevelser, der senere sendte hende ud på en lang rejse fra hjemlandet Frankrig til Algeriet, Italien, Japan og til sidst Indien, hvor hun slog sig ned sammen med den indiske frihedshelt og yogi Sri Aurobindo og grundlagde hans ashram.
"Jeg tilhører ingen nation, ingen civilisation, intet samfund, ingen race. Kun det guddommelige. Jeg adlyder ingen herre, ingen hersker, ingen lov, ingen social konvention. Kun det guddommelige", lød hendes vision, og Sri Aurobindo var for hende en forsikring om det gudommeliges nærvær.
Da Sri Aurobindo i 1926 opnåede den højeste guddommelige bevidsthed, et menneske nogensinde havde realiseret, og derefter isolerede sig, blev Mother Mirra omdrejningspunktet for ashramet og de mange tusinde disciple.
Hendes status og betydning skal ses i lyset af tilnavnet "moderen", som er en grundfigur i hinduismen. Hendes tilbedere så i hende en inkarnation af en guddommelig kvindelighed og kvindelighedens hellige værdier som omsorg, beskyttelse og kærlighed.
I den mere materielle og håndgribelige sfære var Mirra Alfassa i 1968 med til at grundlægge byen Auroville i det sydlige Indien, hvor mennesker fra hele verden kan bo og i fællesskab forsøge at bringe Gud ned på jorden. Byen har i dag cirka 2.000 indbyggere, og blandt mange andre konkrete sociale projekter har beboerne blandt lavet projekter med mikrofinans og kvinders empowerment.
Mata Amritanandamayi - eller mere uformelt Amma eller "Hugging Mama"
Nutidens helt store moderskikkelse i Indien hedder Mata Amritanandamayi - eller mere uformelt Amma eller "Hugging Mama" - og er guru, fredsaktivist, og filantrop. Og så er hun kendt for at uddele helende og stimulerende kram. Efter sigende har hun krammet intet mindre end 26 millioner mennesker i sin spirituelle karriere (hvad der dog nok er et urealistisk højt tal).
De berømte kram ledsages af hendes bløde stemme, der fremhvisker ordene "ma, ma, ma, ma", og hele seancen skal opfattes som en overførsel af medfølelse.
Moderprincippet er guddommeligt i hinduismen og handler om netop medfølelse, kærlighed og uselviskhed. Det er også de værdier, som kendetegner det arbejde, Mata Amritanandamayi igennem 30 år har organiseret fra sit ashram i den sydindiske stat Kerala. Hendes projekter omfatter blandt andet boliger til syge og handicappede, økonomisk støtte til enker, børnehjem, kvindehjem og nødhjælpsarbejde i katastrofeområder.
I stil med mange andre af historiens spirituelle ledere spreder Mata Amritanandamayi budskabet om, at "tilfredshed følger af selvforglemmelse, og selvforglemmelse kommer af hengivenhed, kærlighed og fuldkommen overgivelse til den højeste Gud", og det er et budskab, der på trods af slitage har bevaret sin popularitet.
Hvert år er der en kvart million mennesker, der opsøger Mata Amritanandamayi for at lægge hænderne på hendes skuldre og komme i berøring med det guddommelige. Men for dem der vælger at blive i hendes ashram, er behandlingen lidt mere hårdhændet.
Disciplenes øvelser i selvforglemmelse indebærer blandt andet otte timers daglig meditation, karma yoga, hårdt arbejde og cølibat. Pointen er, at de skal bevæge sig ud over deres egoer og forvandle sig til offergaver til verden - på sammen måde som "en røgelsespind brænder sig selv op, mens den skænker sin duft til andre", som Mata Amritanandamayi selv udtrykker det.
Feminismekritikeren Zainab al Ghazali
Den ægyptiske islamist Zainab al Ghazali er - set gennem vestlige briller - en modsætningsfyldt skikkelse i det feministiske landskab. På den ene side var hun selv en fremtrædende og selvstændig meningsdanner i det offentlige liv og en aktivistisk lederfigur, der igen og igen placerede sig i de politiske konflikters brændpunkter. På den anden side argumenterede hun utrætteligt for, at de muslimske kvinder skulle koncentrere sig om deres naturlige roller som mødre og hustruer - at deres funktion var at forsvare det islamiske samfunds grundpiller: hjemmet og familien.
18 år gammel grundlagde Zainab al Ghazali Den muslimske Kvindeorganisation i Ægypten. Organisationen havde tætte forbindelser til Det Muslimske Broderskab, og al Ghazali havde et nært forhold til broderskabets grundlægger Hassan Al-Banna.
I slutningen af 1940'erne indledte den ægyptiske regering en brutal undertrykkelse af landets islamister. Hassan Al-Banna blev myrdet i 1949, og da al Ghazali trådte ind og hjalp med at omgruppere hans organisation i 1964, blev hun arresteret, tortureret og idømt 25 års fængsel. Hun nåede at afsone seks år, inden hun i 1971 blev benådet.
Efter sit fængselsophold var Zainab al Ghazali med til at puste liv i "brødrenes" tidsskrift Al-Dawah. Hun redigerede de sektioner, der handlede om kvinder og børn, og skrev selv artikler om kvinders rolle i det islamiske samfund. I sine tekster og foredrag diskuterede hun muslimske kvinders fundamentalt vigtige rolle i velfungerede islamiske samfund. Som nationens opdragere og de fremtidige generationers mødre, burde kvinder være veluddannede, retfærdige og religiøse, men samtidig var det selvfølgelig vigtigt, at de først og fremmest fokuserede på deres pligter i familien.
Zainab al Ghazali var en vedholdende kritiker af imperialisme og den kapitalistiske grådighed, der i Vesten havde fået kvinder til at sælge deres ære for løn og forvandlet dem til handelsvarer. Hun afviste feminisme som en færdigpakket vestlig ideologi, men forsvarede samtidig "feministiske" værdier som kvinders ligeværd og deres ret til at deltage i kampe for retfærdighed og social forandring.
Det kan virke som lidt af et paradoks, at al Ghazali blev skilt fra sin første mand og aldrig fik børn. Men den umiddelbare modsætning mellem teori og praksis forsvinder, når man bliver opmærksom på, at kvinders forpligtelser over for familien ifølge al-Ghazali var underordnet kvinders forpligtelse over for Gud og udbredelsen af islam, Dawah. Zainab al-Ghazali opfattede sin egen aktivisme som Dawah, og det er måske på samme måde, mange handlekraftige muslimske kvinder i dag opfatter deres selvstændighed og frigørelse.
Den feministiske koranfortolker Amina Wadud
I Maryland, USA valgte en datter af en sort metodistpræst i 1972 at konvertere til islam og tage navnet Amina Wadud. Hun var på det tidspunkt 20 år gammel og igang med en uddannelse inden for mellemøststudier. I dag, små 40 år senere, er hun en af verdens mest fremtrædende feministiske koranfortolkere.
Amina Waduds akademiske og aktivistiske projekt er at fremhæve og forsvare en kvindelig stemme i koranen. Det har hun gjort i bøger som "Qur'an and Woman: Rereading the Sacred Text from a Woman's Perspective" fra 1999 og "Inside the Gender Jihad: Women's Reform in Islam" fra 2006. Sammen med andre nutidige feministiske muslimer argumenterer Wadud for, at det ikke er islam, der er undertrykkende, men at det undertrykkende derimod er den historiske fortolkning af religionen i en mandsdomineret verden, sådan som det nogle steder kommer til udtryk i Koranen.
Påstanden om, at Koranen trods alt bærer kimen til kvinders frigørelse, har ikke gjort Amina Wadud populær i konservative muslimske kredse, og det har heller ikke hjulpet, at hun også i handling har udfordret traditionelle islamiske dogmer. Fx da hun i 1994 helt uhørt ledte fredagsbønnen i en moské i Sydafrika for en forsamling af både mænd og kvinder. Det var dengang meget kontroversielt, men fik slet ikke den samme medieopmærksom, som da hun i 2005 gentog nummeret i New York, eller da hun i 2008 ledte bønnen i Oxford i England.
I sin genlæsning af de religiøse skrifter er Amina Wadud også nået til den konklusion, at verden har brug for et dynamisk Sharia-begreb. Når muslimer diskuterer, hvad der er de rette handlinger, er det ifølge Wadud vigtigt, at traditionen og religionen sættes i relation til de omstændigheder, der gør sig gældende i samfundet i dag.
Amina Waduds forskning og politiske engagement falder sammen i hendes undersøgelse af "den guddommelige intention bag det at være kvinde". Hendes foreløbige resultat er, som hun siger, at "jo mere jeg har læst i koranen, desto mere frigjort er jeg blevet, og desto mere bekræftet er jeg blevet i min muslimske tro".
Den buddhistiske Mother Teresa Cheng Yen
Hun er blevet kaldt Taiwans buddhistiske Mother Teresa, og lighederne er da også iøjnefaldende. Den 72-årige nonne Cheng Yen har siden 1966 drevet nødhjælpsorganisationen Tzu Chi, der støttes af mere end fem millioner mennesker i 47 lande. Alene i USA er der cirka 100.000, der via organisationen laver velgørenhedsarbejde i deres lokalsamfund.
Ifølge hendes eget udsagn lærte buddhismen Cheng Yen, at en kvindes lykke ikke er gjort ved at tage sig af sin egen familie. "At tage sig af sin egen familie er ikke tilstrækkeligt. Kvinder bør ligesom mænd tage ansvar for samfundet som helhed. det handler om at udvide kærligheden til familien til samfundet og hele menneskeheden. Og så følger den sande lykke".
Ligheden med Mother Teresas velgørende missionsarbejde er ikke helt tilfældig - hvis man skal tro på Tzu Chi organisationens egen skabelsesberetning. Historien lyder, at tre katolske nonner i 1966 kom til Cheng Yens tempel i Hualin. De diskuterede religiøse doktriner og trossætninger med buddhisterne, og inden de rejste igen, var der en af nonnerne, der sagde: "Vi kan forstå, at Buddhas barmhjertighed omfatter alle levende væsener, men den katolske kirke har hjulpet mennesker i hele verden ved at bygge kirker, hospitaler og plejehjem. Hvad har buddhister gjort for samfundet?"
Cheng Yen er blevet lidt af en national institution i Taiwan. Ud over de mange plejehjem, hospitaler, skoler og læreanstalter, som Tzu Chi står bag, har Cheng Yen også lanceret en tv-station, Da Ai, der laver fjernsyn uden reklamer, vold, krig, undertrykkelse og andre ting, som ifølge Yen forurener menneskets sind. I stedet bliver der sendt opbyggende programmer, og Cheng Yen er også selv på skærmen med buddhistiske læresætninger om, hvordan de rene hjerter går forud for det gode samfund.
Den første kvindelige rabbiner Regina Jones
Verdens første kvindelige rabbiner levede og døde i anonymitet. Regina Jonas kæmpede først en stilfærdig kamp mod religiøs konservatisme i det jødiske samfund og senere mod nazisterne umenneskeliggørelse af jøderne. Den sidste kamp tabte Jonas, da hun i 1944 blev anbragt på et tog, der havde endestation i Auschwitz.
I mange år var det store forbillede inden for jødisk feminisme en amerikaner ved navn Sally Priesand. Alle var enige om, at Priesand i 1972 var blevet den første kvindelige rabbiner i jødedommens tusindeårige lange historie. Det var indtil den teologiske forsker Katerina von Kellenbach i 1991 fik adgang til de gamle østtyske arkiver og her stødte på historien om Regina Jonas, der blev ordineret i 1935, sendt til Theresienstadt i 1942 og dræbt i et af nazisternes gaskamre i Auschwitz i 1944.
Regina Jonas kom fra en ortodoks familie, og selvom hun var kvinde og valgte en usædvanlig karrierevej, forblev hun selv ortodoks jøde livet ud. For hende at se var der ingen uoverensstemmelse mellem jødisk religiøs lov, halakha, og hendes personlige ønske om at blive rabbiner. Hendes afsluttende eksamensopgave hed faktisk "Kan en kvinde blive rabbiner?", og det forskningsspørgsmål besvarede hun med et klart ja. I praksis var det lidt sværere. Det lykkedes hende ikke at finde en fast stilling efter sin ordination, og hun måtte derfor nøjes med løsarbejde som rabbiner på plejehjem og hospitaler i det jødiske samfund.
I 1942 blev Regina Jonas arresteret af nazisterne og sendt til KZ-lejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet. Her bidrog hun blandt andet med en form for krisehjælp til mange af de mennesker, der hver dag ankom med dybe traumer i tætpakkede kreaturvogne. Hun fortsatte også arbejdet som rabbiner, og i arkiverne fra Theresienstadt kan man blandt se, at hun prædikede om "Den jødiske kvinde i Tanakhen og Talmuden", "Jødisk humor i Talmuden" og "De religiøse bud i Theresienstadt".
Regina Jonas endestation blev Auschwitz. Hun ankom i oktober 1944 og blev myrdet to måneder senere - et halvt år før afslutningen på 2. Verdenskrig.
Den første homoseksuelle rabbiner Denise L. Eger
Da Californiens Højesteret i 2008 afgjorde, at ægteskab er en fundamental borgerrettighed, som man ikke kan nægte homoseksuelle, var det den lesbiske rabbiner Denise L. Eger, der stod for den første vielse af et homoseksuelt par i staten.
Denise L. Eger er selv den første homoseksuelle kvinde, der er blevet ordineret som rabbiner i USA, og den første kvindelige præsident for organisationen af rabbinere i det sydlige Californien. I de roller har hun været centralt placeret i den meget omtalte debat om Proposition 8 - den folkeafstemning der i oktober 2008 underkendte afgørelsen fra Californiens Højesteret og dermed forbød ægteskaber mellem personer af samme køn. Eger har blandt stået i spidsen for initiativet California Faith for Equality, der forsøger at skabe opbakning til kampen for homoseksuelles rettigheder i de religiøse miljøer.
Udover kampen for civile rettigheder har Denise L. Eger også engageret sig i det socialt arbejde med AIDS-ramte i bydelen Vest Hollywood, hvor hendes synagoge Kol Ami hører til.
I 2008 medvirkede hun i dokumentarfilmen "Praying in Her Own Voice" . Det er en film, der skildrer den israelske bevægelse "Kvinderne fra muren" - en gruppe der igennem flere år har protesteret imod, at jødiske kvinder ikke har adgang til Grædemuren, jødedommens største helligdom. Ifølge Eger er kvinderne fra muren "hvor tids profeter, fordi de udfordrer den største uretfærdighed af alle, nemlig den ulige adgang til de hellige rum".
Artiklen har første gang været bragt i marts 2010