Hare Krishna: Det giver ingen mening at spise kød og kalde sig religiøs

Da seks religioner mødtes til en tværreligiøs højtidsmiddag sad blandt andre Leif Asmark, der er Hare Krishna, med ved bordet. Her fortæller han om måltidet som en offerhandling, hvorfor det er forbudt at spise kød og hvordan man kan arbejde med at beherske tungen og sanserne

Hvad spiser du til religiøse højtider indenfor Hare Krishna-bevægelsen?
Jeg spiser prasada, som er mad, der bliver ofret til gud, Krishna. Vi spiser ikke andet, uanset om det er højtid eller ikke højtid. Idéen er, at vi ikke laver mad til os selv, men til Krishna. Til særlige højtider holder vi fester, hvor vi har lavet 100 forskellige retter.

Vi laver ikke kæmpe mængder, men små velsmagende retter med en stor variation og så flot udseende som muligt. Det gør vi for eksempel, når det er Krishnas fødselsdag. Krishnas fødselsdag er en stor dag, men vi fejrer også andre fødselsdage. Som for eksempel Rahmnavanis, der er en avatar af Krishna. Mange tror, der er mange guder, men Gud er én. Han viser sig bare i forskellige former.

For at mad kan ofres, er der nogen foreskrifter, der skal overholdes. Vi ofrer ikke ikke kød, fisk eller æg. Det giver ingen mening i mine øjne, at sidde og spise kød og kalde sig religiøs samtidig. Kød får man ved at slå andre ihjel og være årsag til lidelse for andre.

Dyr kan lide ligeså meget som mennesker kan. De er også Guds skabninger. De er selvfølgelig ikke ligeså intelligente, som vi er, men de har ligeså meget ret til at være her. At slå dyr ihjel og gøre det til ære for Gud er en parodi i mine øjne.

Har maden en religiøs symbolik?
Ja, der er masser af symbolik. Én side af mad er selvfølgelig, at man hælder brændstof på tanken. Ligesom man fodrer dyr, skal mennesker også fodres. Men for mennesker er måltider meget mere end det.

Når man spiser mad, som er ofret eller konsekreret, oplever man en slags mystisk forening med Gud. Det bliver en religiøs aktivitet i sig selv at tilberede maden, ofre maden og sætte pris på, at Gud har smagt på maden. Man kan nyde maden ved at tænke på, at Gud har nydt at spise den.

Det bliver en religiøs aktivitet i sig selv, hvilket er relevant, fordi mange religiøse mennesker ofte har en dualisme i form af det religiøse og det verdslige. Og hvordan forener man dem? Det virker næsten som om, der er en modsætning mellem dem. Men der er hemmeligheden, ifølge vedaerne, at ikke kun spisning, men alle ens aktiviteter udgør en offerhandling til Gud.

Selv ganske almindelige ting, som at passe sit arbejde eller opdrage sine børn, udgør en offerhandling til Gud. For eksempel med børneopdragelsen tænker mange, at ’det er mine børn’, men det er egentlig en forkert måde at tænke på, for det er Guds børn. Det er børn, som Gud har givet til en.

Når man tænker på den måde, bliver selv sådan noget som børneopdragelse en anden form for offerhandling til Gud. Det er den tankegang eller meditation, vi tilstræber at udvikle. Så alt, vi gør, bliver en del af vores tjeneste til Gud og vores offer til Gud. Og det kommer specielt til udtryk, når vi laver mad. Selve måltidet er ikke kun for at få kalorier og brændstof til musklerne, det er en religiøs handling i sig selv.

Er der ritualer forbundet med måltidet?
Vi siger bordbøn hver gang, vi spiser. Bønnen starter med, at vi siger, at den her krop er en klump af uvidenhed. Vi har en krop, som er lidt af et problem for os, fordi kroppen har sanser og sanserne er ude af kontrol. Specielt tungen er den værste af sanserne. De fleste har problemer med at styre deres tunge, når det kommer til at spise.

Hvor mange spiser ikke noget og tænker, at det her burde de ikke spise? Tænk på, hvor mange overvægtige mennesker, der er. Bønnen siger, at der er et problem med vores sanser. Tungen er den værste, men vores andre sanser trækker også. De driver os til at handle på måder, som vi egentlig ikke ønsker at handle på.

Bønnen handler om, hvordan man håndterer det problem. Det håndterer vi ved at spise mad, der er ofret. Vi har et løfte om, at man kun spiser mad, der er ofret. Så kan man pludselig styre sin spisetrang ved, at man tilfredsstiller spisetrangen, men stadig har et princip, man overholder. Så bønnen handler om, at Krishna har givet os denne her fantastiske ofrede mad, og det takker man for.

Hvordan ofrer man til Krishna?
Maden bliver ofret i et særligt ofringsritual. Vi tilbereder maden på en speciel måde under helt rene omstændigheder. Den, der tilbereder maden, skal være renvasket, have rent tøj på og ikke have været på stort toilet efter at have taget bad. Køkkenet skal være rent og råvarerne skal være rene. Så alt skal være i så god kvalitet som muligt og så rent som muligt.

Derefter bliver maden tilberedt og her må ingen smage på maden. Kokken må heller ikke tilsmage maden, for Krishna skal være den første, der smager på maden. Den laves ikke til vores tunge, men til laves Krishna. Kokken skal have lært sig at lave mad og vide, hvordan det smager, uden at smage det til.

Derudover er der nogen ting, vi ikke bruger. Vi bruger ikke hvidløg, løg, champignoner fisk, æg eller kød. Løg er ikke ligeså forbudt som kød, fisk og æg, men det er en detalje. Forklaringen er, at Krishna ikke kan lide det. Gud er også en person og man vil gerne lave ting, som han kan lide.

Samtidig er der også det perspektiv, at løg og hvidløg er sunde for kroppen fysisk set, men de er ikke gode for sindet. De virker forstyrrende og opildnende på sindet. Som en del af yoga-praksissen, som vi praktiserer, forsøger man at undgå ting, som gør sindet hvileløst og utilfreds.

Når maden er klar, bliver den serveret på en særlig tallerken, som er Krishnas tallerken, så det ser pænt og appetitvækkende ud. Det bliver anbragt foran et billede af Krishna, hvor man siger nogle særlige ofringsmantraer.

Herefter får Krishna lov til at smage på det og Gud er så almægtig, at han kan smage bare ved at se på maden. Vi er nødt til at lægge maden på vores tunger, for at vi kan smage på den, men Krishna nyder maden bare ved at kigge på den.

Gud har ikke brug for at spise noget. Det er ikke fordi, han er sulten, men han nyder offerhandlingen, når den gives med taknemmelighed og kærlighed i et forsøg på at glæde ham. Så er han glad for at smage på den. Når han er færdig med at spise, bliver maden i gryderne og skålene klar til at blive serveret til alle os andre.

Kan mad være en anledning til et religionsmøde?
Jeg kan ikke spise andre religioners mad, så på den måde er det ikke en anledning til et møde for mig. Men jeg inviterer gerne alle mulige andre mennesker fra forskellige religioner over til middag. Jeg vil gerne lave middag til dem og bespise dem, men jeg kan ikke være fælles med de ting, som de spiser.

Vi har masser af folk, der kommer og spiser – også fra andre religioner. Alle kan jo spise vegetarisk, så der er i virkeligheden ikke noget ved vores mad, som ingen kan spise. En gang imellem hører man folk sige, at de ikke kan spise vores mad, fordi vi har ofret den til vores Gud, men det møder jeg ikke særlig tit.

Men det er en standard ting indenfor indisk religiøsitet, at mad betyder ret meget. Mange har principper om, at de kun vil spise nogen bestemte folks mad, eller kun vil spise den mad, de selv har lavet. Det handler jo om, at den mad, vi spiser, påvirker os. Vi er, hvad vi spiser.