Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

ægteskab

Et juridisk anerkendt forhold mellem én kvinde og én mand (monogami), én kvinde og flere mænd (polyandri) eller én mand og flere kvinder (polygyni). Forholdet giver ægtefællerne ret til kønslig omgang, og i reglen danner det også ramme om børnenes opvækst. Indgåelse af ægteskab foregår ofte ved et ritual (vielse), hvis gennemførelse er kriteriet for forholdets legitimitet, men det er langtfra tilfældet overalt. Ægteskabets juridiske gyldighed kan også bero på registrering hos offentlig myndighed eller tilsagn i vidners nærvær. I de fleste kulturer undgås eller forbydes ægteskab mellem nærtbeslægtede, og hos mange folk er der yderligere regler for, hvem man kan gifte sig med, fx at ægtefællen skal findes inden for den gruppe, man tilhører (endogami) eller uden for (exogami).

Bryllupsritualer er principielt overgangsriter, idet de altid indebærer et statusskifte. Alligevel består de sjældent i et stramt og kontrolleret forløb med udskillelsesfase, liminal fase og inkorporationsfase. Ofte er der tale om et omfattende og festligt forløb med rig lejlighed til improvisation. Der kan indgå ofringer, riter til fremme af ægteskabets frugtbarhed, udveksling af gaver, grove løjer eller der kan ligefrem gennemspilles et bruderov med fingerede kampe mellem brudens og brudgommens familie

HINDUISME: Ægteskabet, der kaldes vivaha, anses som et overgangsritual, der markerer indgangen til det andet livsstadium (ashrama) som husholder eller husholderske. Dette livsstadium er kendetegnet ved, at man aktivt skal involvere sig i verden og sørge for at videreføre slægten. At indgå et ægteskab er det samme som at blive et helt menneske eller at finde sin anden halvdel. Manden anses som den passive halvdel, der med sit navn og sin status markerer parret i forhold til samfundet som en størrelse i sig selv, mens kvinden er den dynamiske, handlende kraft, hvilket kommer til udtryk i hendes produktion af børn. Som regel indgår kvinden efter ægteskabsceremonien i mandens slægt og familie, og hun behandles derefter som en gæst, når hun kommer på besøg hos sine forældre.

ISLAM: Ægteskabet er en særdeles vigtig institution i islam, bl.a. fordi det er inden for rammerne af ægteskabet, at slægten videreføres. Samtidig understreges det i Koranen, at mand og kvinde er skabt til at leve sammen, og at de komplementerer hinanden, således at manden er forpligtet til at forsørge familien økonomisk, mens kvinden står for børnepasning, husarbejde m.m. Der er dog også eksempler helt tilbage fra islams tidligste tid på normgivende kvinder, der beskæftigede sig med bl.a. forretning, økonomi og politik.

Koranen åbner mulighed for, at en mand kan tage flere koner, dog under forudsætning af at han behandler dem fuldstændig lige, men samtidig sættes der i Koranen spørgsmålstegn ved, om det overhovedet kan lade sig gøre. Flerkoneri praktiseres kun i begrænset omfang og er forbudt i mange lande. Mange muslimer vender sig også imod skikken, bl.a. med den begrundelse, at tilladelsen blev givet på et tidspunkt i islams tidlige historie, hvor der på grund af krig var et stort overskud af kvinder, som havde behov for en forsørger. Da denne situation ikke er aktuel mere, mener de, at flerkoneriet har mistet sin berettigelse.

I forbindelse med indgåelse af ægteskab er manden forpligtet til at betale brudepris (mahr) til bruden. Selve vielsesritualet kan variere en del efter lokal skik, men det ledsages næsten altid af festligheder, fx processioner, spisning, musik og dans

JØDEDOM: Inden for jødedommen er ægteskabet en central institution, både i forbindelse med videreførelse af slægten og fordi det opfattes som den livsform, der er bedst egnet som ramme om den enkeltes liv. Ved en del af de religiøse højtider, bl.a. sabbaten og flere af de religiøse fester, og ofte ved omskærelsen af drengebørn, er fejringen og udførelsen af en række ritualer i hjemmet en stor del af den pågældende fest. Et bryllup opfattes derfor som en stor og glædelig begivenhed.

Før vielsen sørger brudgommen for oprettelsen af en ægteskabspagt. Denne angiver gommens økonomiske forpligtelser over for bruden og var tidligere af stor betydning. I dag benyttes dog oftest en standardkontrakt med symbolske beløb.

Selve vielsen kan finde sted i synagogen, udendørs i synagogens gård eller i en festsal under en bryllupsbaldakin, som symboliserer tidligere tiders brudekammer. Desuden svøbes brud og brudgom nogle steder i et bedesjal. Det er skik at knuse et glas under vielsesceremonien, hvilket af nogle menes at være en påmindelse om Templets ødelæggelse, som man selv i lykkelige stunder ikke må glemme.

Vielsen efterfølges af festligheder, bl.a. i nogle tilfælde traditionelle danse

KRISTENDOM: Ægteskabet har i de kristne kirkesamfund status som en monogam institution, og i den største kristne kirke, Den Romersk-katolske Kirke, er ægteskabet også en livsvarig ordning, og ægteskabsindgåelsen betragtes som et af kirkens sakramenter. Det er imidlertid ikke alle kirker, der kræver, at ægteskabsceremonien udføres som en kirkelig handling. I flere protestantiske lande er vielsen en borgerlig handling, som evt. kan følges op af en kirkelig velsignelse