Gads religionsleksikon
Samlebetegnelse for en række filosofiske retninger i 1900-tallet, især i den engelsksprogede verden.
Blandt fællestrækkene er en afstandtagen fra metafysisk tænkning og den opfattelse, at de filosofiske problemer kan løses ved en afklaring af betydningen af de centrale udtryk i problemformuleringen. Ifølge en tradition repræsenteret ved Georg Edward Moore (1873-1958), der lægger hovedvægten på almindelig sprogbrug, sker afklaringen bedst ved en analyse af sproget, der viser, hvordan de problematiske udtryk kan erstattes af mindre forvirrende
Navnet på den historiske Buddhas yndlingsdiscipel. Han havde stor betydning efter Buddhas død, da han viderebragte dennes lære. Desuden skulle det have været ham, der overbeviste Buddha om, at også kvinderne skulle have mulighed for at blive medlemmer af sangha (ordenen). Således etableredes på hans opfordring en buddhistisk nonne-orden.
"Lyksalighedens vej"; religion stiftet i Indien i 1954 af Prabhat Rainjan Sarkar, senere kaldet Shrii Shrii Anandamurti (1923-1990), hvis lære bygger på tantra og yoga. Bevægelsen er kendt fra sine nødhjælps- og uddannelsesprogrammer, men dens politiske aktiviteter, herunder kritik af det indiske styre under Indira Gandhi, førte til anklager om terroristvirksomhed; lederen fængsledes for opfordring til mord, og bevægelsen var forbudt i Indien i 1975-77.
Sanskrit "ikke selv". Optræder både i hinduismen og i buddhismen og betyder, at der ikke er nogen permanent individuel sjæl eller substans til stede. Står i hinduisme i modsætning til troen på atman.
Det danske ord ånd spænder over et enormt betydningsfelt, fra spøgelser til sublime tanker. I religionernes verden er ånder mere eller mindre personlige, overnaturlige væsener, ofte ulegemlige, men ikke altid usynlige, fx afdødes ånder eller ånder knyttet til bestemte steder eller bestemte funktioner. En ånd kan manifestere sig i et menneske ved at besætte det, dvs. man kan tyde usædvanlige sindstilstande som en udefra kommende ånds tilstedeværelse i et menneske.
En nordamerikansk indiansk revitaliseringsbevægelse der begyndte i 1870 og kulminerede omkring 1890, hvor den resulterede i præriens sidste indianerkrig, der sluttede med massakren på indianerne ved Wounded Knee.
Navnet skyldes den rituelle runddans, som imiterede de dødes dans. De dansende indianere ville blive forenet med de døde, hvis de overholdt visse regler. Denne forening findes der tre fortolkninger af:
1. At dette ville ske efter døden,
1504-1552. Den anden af sikhreligionens gururække på i alt ti, hvor han var guru i årene fra 1539-52. Han bidrog med 62 hymner til sikhernes helligbog Adi Granth.
Angad, egentlig kaldet Lehna, var en af Guru Nanaks allernærmeste disciple, og Guru Nanak valgte ham som sin efterfølger. Samtidigt omdøbte Nanak ham til Angad, som betyder lem forstået som legemsdel, idet Nanak så ham som en del af sig selv og derfor ikke var i tvivl om, at Angad ville videreføre og udbygge den sande lære.
Betegnelsen for shamanen hos grønlændere og andre inuit. Angakkoq'en (åndemaneren) foretog ånderejser, når der var sygdom, eller når fangsten udeblev.
Betegnelse for den gamle engelske nationalkirke Church of England og alle dens datterkirker verden over, dels i lande, der tilhører eller har tilhørt det britiske statssamfund, og dels hvor der har været anglikansk mission.
Pali "midlertidighed", "ikke varigt". Et vigtigt begreb inden for theravadabuddhismens lære der henviser til, at intet i verden, ej heller det, der synes at konstituere personligheden, er permanent eller reelt eksisterende.
E. B. Tylors (1832-1917) udtryk for det religiøse minimum, der forbinder den ældste menneskeheds og det moderne menneskes religion: Troen på "spiritual beings", dvs. sjæle, ånder og - på de højere udviklingstrin - guder. Efter Tylors evolutionistiske teori, som nu er forladt, fandtes denne animisme i sin mest elementære form i "primitiv kultur". Derfor møder man endnu betegnelsen animisme brugt som en - helt igennem misvisende - betegnelse for naturfolks eller skriftløse folks traditionelle religioner.
Græsk "uden orden". Begrebet betegner en krise for en social gruppe, fx et samfund, som opstår, når gruppens betydningssystem ikke længere kan modsvare eller forklare de kriser, som gruppen kommer ud for. En sådan krisesituation er kendetegnet ved, at fx fælles normer, moral, etik og religiøse grundlag sættes ud af spil, fordi de opleves som utilstrækkelige af gruppens individer. De kan ikke længere fungere som regulerende for adfærd og verdensforklaring. Begrebet blev introduceret af den franske sociolog Emile Durkheim (1858-1917).
Arabisk "hjælperne". Betegnelse for de tidligste muslimer, de personer, som omvendte sig til islam før udvandringen (hijra) fra Mekka til Medina i 622, og som støttede og hjalp Muhammad under regeringstiden i Medina fra 622 og frem til Muhammads død i 632 og i udbredelsen af islam
Indebærer at man som menneske må svare for noget, som man har indflydelse på, over for en instans, guddommelig eller menneskelig.
Samlebetegnelse for en række sekulære, private organisationer, som arbejder for at bekæmpe de nye religioner og religiøse bevægelser i den vestlige verden.
Anti-cult-gruppernes aktiviteter er ofte forbundet med lovovertrædelser. Dette gælder fx i forbindelse med kidnapninger af mennesker, som er involveret i en ny religiøs bevægelse. Kidnapninger har været arrangeret med henblik på at foretage såkaldte "deprogrammeringer" af den kidnappede, som anti-cult-bevægelserne anser for at være hjernevasket pga. personens - for udenforstående - uforståelige religiøse arrangement.
I Det Nye Testamente modkristus, der i de sidste tider fremstår som den sidste modstander af Gud og Kristus, og som Kristus tilintetgør ved sin genkomst.
Antikrist er Satans tjener, som forsøger at lokke mennesker til frafald og føre dem til tilbedelse af Satan. Antikrist optræder også under betegnelser som "ødelæggelsens vederstyggelighed", "lovløshedens menneske" og "fortabelsens søn". Antikrist ventes i de sidste tider som en djævelsk personifikation af den romerske kejsermagt.
Had mod jøder, racisme specielt rettet mod jøder. Betegner kombinationen af kulturelle og religiøse fordomme over for jøder og de såkaldt videnskabelige raceteorier, der fremkom i midten og slutningen af 1800-tallet, og som påstår, at den jødiske "race" er underlegen i forhold til de europæiske folk.
Betegnelsen semitisk blev til i slutningen af 1700-tallet som betegnelse for en sproggruppe, bl.a. arabisk og hebraisk, men blev også benyttet om de folk, der talte disse sprog. Begrebet antisemitisme omfatter dog kun den jødiske del af disse folk.
Modpåstand, benægtelse af en tese
Betegnelse for modstand imod den zionistiske ideologi og staten Israel. Antizionisme kan begrundes både religiøst og politisk.
Græsk anthropos, "menneske", og logi, "lære"; "læren om mennesket". Den videnskab (tidligere kaldet "etnografi" og "etnologi") der som sit område har mennesket som kultur- og samfundsvæsen, og som studerer de kulturelle og sociale processer, som mennesker lever under i videste forstand, herunder religion og symbolsystemer.