Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Herre. Som egennavn benævnelse for fremtrædende kana'anæisk frugtbarhedsgud, Asjeras mage. I Det Gamle Testamente symbolet frem for noget på det hedenske uvæsen.

Hebraisk "Det Gode Navns Herre". Forkortes Besht. Tilnavn som Israel ben Eliezer (ca. 1700-1760) fik, da han trådte frem som karismatisk leder for chasidismen, den jødiske fromhedsbevægelse.

Bab

Arabisk "dør" eller "port". Inden for bl.a. syv-imam-linien af shia-islam er bab en betegnelse for den åndelige leder.

I den islamiske mystik (sufisme) kan bab angive en eller flere porte til sandheden, som sufien gennemgår i sin åndelige udvikling.

Fortællingen om Babelstårnet (1. Mosebog 11,1-9) skal sandsynligvis forklare henholdsvis forekomsten af ruinerne af Marduktemplet i Babylon med dets trappetårn og fremkomsten af mange forskellige sprog blandt menneskene.

Ved fortællingens sammenstilling af de to elementer opstår en beretning, der siger, at da urtidsmenneskene ville trænge ind i Guds himmel ved at bygge en trappe, straffede Gud dem ved at forvirre deres sprog, så værket ikke kunne fuldføres

Religion grundlagt i 1844 i Iran af Sayid Ali Muhammad, som erklærede sig selv for at være Bab, "Porten", Allahs talsmand og islams fornyer, som skulle bane vejen for en endnu større gudsmand, der skulle komme senere.

Sayid Ali Muhammad ændrede en række af islams forskrifter og blev derfor af andre muslimer anset for at være kætter, hvilket førte til forfølgelse af ham selv og hans tilhængere. Babismen skabte grundlaget for bahai.

Deportationen, "Eksilet", af større grupper af Israels folk til Babylon under kong Nebukadneser (598 og 587 f.v.t.).

I Mesopotamien, landet mellem floderne Eufrat og Tigris, overtog semitisktalende folk, der efterhånden var kommet til at dominere landet, en stor del af den sumeriske religions mytologi og guder. Fra Hammurapis (o. 1700 f.v.t.) oldbabylonske rige til den persiske erobring i 539 f.v.t. domineredes landet skiftevis af babylonerne i syd og assyrerne i nord.

Lokalitet mellem Mekka og Medina, hvor muslimerne vandt et slag mod en ellers overlegen hær fra Quraish-stammen i 624. Det beskrives i Koranen, hvordan Allah greb ind i slagets gang og hjalp muslimerne til sejr.

Religion som udspringer af babismen, opkaldt efter Baha Allah (Allahs stråleglans), (1817-1892). Bahai opstod i Iran, men har fået tilhængere i andre lande, navnlig USA.

Baha Allah anså sig selv for at være den fejl- og syndfri imam, som Bab tidligere havde forudsagt, og i et omfattende forfatterskab udviklede Baha Allah Babs lære, som ved udbredelsen til USA også inddrog elementer fra Christian Science og teosofi.

Bahai er således i dag en synkretistisk religion, hvor humanisme, tolerance og fred fremhæves som centrale dogmer.

1880-1949. Født i England; central skikkelse inden for Teosofisk Samfund i begyndelsen af 1900-tallet; stifter af Arcana School (1923) sammen med sin mand Foster Bailey. Alice Bailey var en af de mest centrale skikkelser inden for det okkulte miljø i Amerika og Europa, og hendes tanker om en ny guddommelig verdensorden er én af grundpillerne i New Age.

Fest i sikhreligionen der som udgangspunkt er en nytårs- og forårsfest, men som også har dybere religiøs, politisk og social betydning, idet man i denne forbindelse fejrer, at den tiende og sidste guru Gobind Singh indstiftede khalsaordenen. En tydelig markør for, hvem der er sikher, og hvem der ikke er. Festen falder i april/maj.

"Rama den stærke". Krishnas ældre bror, der ligesom ham menes at være en historisk person, som senere er blevet identificeret med en agerbrugsguddom. Krishna som dreng bliver til tider kaldt for Balarama.

Den lyse, retfærdige og usårlige gud i den nordiske mytologi, søn af Odin. Balder lider på grund af Lokes forræderi uskyldigt døden, og i visse tekster varsles hans tilbagevenden efter Ragnarok.

1905-1949. Ægyptisk skolelærer, grundlægger af Det Muslimske Broderskab i 1929, leder af dette frem til sin død

Bantu er en sproglig klassifikation af størstedelen af Central-, Øst- og Sydafrikas folk.

Disse folks religioner har fælles træk:

1. De har alle en højgud, som normalt ikke er knyttet til kulten. Et af de mest almindelige navne på ham i Østafrika er Mulungu, mens han i Centralafrika kaldes bl.a. Nyambe eller Mwari.

2. Moralen vogtes af forfædre.

3. Nganga er det fælles navn for den religiøse ekspert, der bl.a. ved hjælp af divination kan kontrollere de onde kræfter som fx hekse og bruge forskellige former for medicin (nkisi) til at afværge deres virkninger.

1901-1987. Født Muhammad Subhu Sumohadiwidjojo i Java, Indonesien. Grundlægger af bevægelsen Subud.

Døberbevægelse. Evangelisk frikirke der praktiserer troendes dåb (voksendåb) og organisatorisk lægger vægt på frimenighedsprincippet, dvs. at den enkelte menighed er fri i alle dispositioner.

Historie: Ordet "baptister" eller "døbere" blev på reformationstiden brugt som et øgenavn om radikale grupper blandt protestanterne. Den moderne baptisme har sine rødder i England.

Hebraisk for "budets søn". Når en jødisk dreng fylder tretten år, er han personligt forpligtet til at følge Toraens bud. Han deltager derefter i gudstjenesten på lige fod med mændene og benytter bedesjal (tallit) og bederemme (tefillin). Bar mitzva kaldes nogle gange for den jødiske "konfirmation", men der er ikke som i kristne kirker tale om bekræftelse af dåb.

Ofte vil drengen blive kaldt frem i synagogen på den første sabbat efter sin 13-års fødselsdag. Han læser her et stykke af Toraen, og dette kan ledsages af, at der holdes en tale for drengen.

Betegnelse for den særlige kraft, som nogle personer, bl.a. visse helgener og sufier, menes at have og være i stand til at udøve.

Udbredelsen varierer, men i store dele af den islamiske verden opsøger flere muslimer disse personer for at få hjælp til at opfylde ønsker eller undgå uønskede begivenheder. Også besøg ved helgengrave er udbredt, idet man derved håber at få del i den afdødes baraka.

Ortodokse muslimer mener, at helgendyrkelse er i modstrid med læren om Allahs enhed og almagt, og anser derfor helgendyrkelse for at være en form for flerguderi (shirk).

Bar do betyder "Mellem to"; navnet på stadiet imellem død og genfødsel inden for tibetansk buddhisme. Bardo-tilstanden varer i op til 49 dage.

I visse traditioner siger man også, at bardo-tilstanden optræder i tiden imellem tankerne. Bardotilstandens oplevelser og erkendelser er vigtige i forhold til den kommende genfødsel, idet de danner karmiske dispositioner. Og den såkaldte Dødebog forbereder mennesket på denne tilstand.

Sider