Gads religionsleksikon
Fremkaldelse og tydning af tegn som et middel til at opnå religiøs kundskab eller religiøst grundlag for beslutning og handling. Gennem divination søger man kundskab om gudernes vilje, udsigterne for fremtiden, årsagen til ulykker m.m. Divination anvendes også til at fastslå rette tid og sted for ritualer og fester, omfanget og arten af ofre mv., og retlige og politiske afgørelser kan træffes ved divination.
Den sammenfatning af Moselovens bud, som Jesus ifølge evangelierne foretog ved sammenstillingen af budet om kærlighed til Gud og til næsten.
Begge budene, budet om at elske Gud og budet om at elske næsten, kendes i Det Gamle Testamente henholdsvis 5. Mosebog 6,5 og 3. Mosebog 19,18, men det er først i evangeliet, de stilles sammen til det dobbelte kærlighedsbud (Matthæus 22,36-40), hvorved det kristne begreb om næstekærlighed får sit særpræg.
Latin dogma: Mening, (lære)sætning "Troslære". Den teologiske disciplin, der beskæftiger sig med det kristne læreindhold.
En kristen tiggerorden, også kaldet sortebrødrene, der blev grundlagt i begyndelsen af 1200-tallet med det formål at bekæmpe kætterbevægelser.
Sjælesorg, studier og prædiken præger stadig ordenen, der både har mandlige medlemmer, brødre, og kvindelige søstre. Begge dele fandtes i Danmark i middelalderen - dog var der kun to klostre for søstre.
Inden for mange religioner, der har en lineær tidsopfattelse, findes forestillinger om en dommedag. Dommedag kan enten finde sted på en bestemt dag, eller begivenhederne kan udvikle sig over en periode, som kulminerer i, at denne verden går til grunde. I nogle religiøse traditioner er dommedag en definitiv afslutning. I andre er der forventninger om, at der efter dommedag og denne verdens undergang oprettes en ny verdensorden ved guddommelig indgriben. Dette kombineres ofte med ideen om, at alle mennesker på den dag skal stå til regnskab for deres handlinger i livet.
1921-. Britisk socialantropolog, tidligere professor ved University College i London. Har i en række artikler og bøger beskæftiget sig med forholdet imellem sociale kategorier og symbolsystemer.
Navn på de dravidisk talende folk der bor i Sydindien.
De tilhører en anden sproggruppe end den nordindiske, som er påvirket af de ariske indvandrere. Det betyder, at man i den nyere sprogforskning ser en mulig forbindelse mellem dem og den Induskultur, arierne mødte, da de vandrede ind i det nordlige Indien. En antagelse, som er blevet brugt af de sydindiske nationalismebevægelser.
Gren af islam som opstod i 1000-tallet i Ægypten. Druserne udgør i dag en afgrænset etnisk gruppe, som lever i grænseområdet mellem Syrien, Libanon og Israel. Den drusiske religion er hemmelig, og man optages i den ved at gennemgå en række initiationsritualer.
Den drusiske religion opstod, da den fatimidiske kalif al-Hakim (d. 1021) tillod nogle af sine undersåtter at udråbe sig som guddommelig. En af tilhængerne af al-Hakim hed Darazi, hvorfra drusernes navn stammer.
I mange religioner anses drømme for varsler om fremtidige begivenheder eller vejledning sendt fra guder eller afdøde slægtninge. Udbredt er dog også forestillinger om, at den drømmendes sjæl under søvnen forlader legemet og oplever det, der drømmes.
Den opfattelse at verden og/eller mennesket er delt i to eller bestemt af modsætningen mellem to principper, fx godt og ondt, sjæl og legeme, guddommeligt og menneskeligt, åndeligt og materielt. I filosofiske tankesystemer, som hævder en dualistisk virkelighedsopfattelse, vil der ofte være en tilbøjelighed til at prioritere fornuften frem for følelsen, tanken frem for sansningen. JPS/BT
Betyder "lidelse". Ifølge buddhismen et af eksistensens tre hovedtræk. De andre er: At intet er bestandigt (anicca), og at der ikke findes nogen permanent sjæl/selv eller personlighed (anatman).
De tre træk ved eksistensen betinger hinanden, da lidelsen opstår ved, at man søger efter eller tror, der er et selv i en fluktuerende og ubestandig verden. Duhkha bliver behandlet i De Fire Ædle Sandheder, som er en af grundpillerne i den buddhistiske lære. Livet er lidelse, derfor er frelsestilstanden nirvana stedet, hvor livet opløses.
1898-1986. Fransk sprogforsker og religionshistoriker, hovedsageligt kendt for sine teorier om og analyser af de indoeuropæiske folks sprog, samfund og religion. Hans teorier er i dag omstridte inden for religionsvidenskaben, men spiller dog stadig en rolle.
"Den uopnåelige", "utilnærmelige". Gudinde central for shakti-hinduisme, der tilbeder den kvindelige aktive energi. Hun er bekæmper af det onde, og hun har skabende og helbredende egenskaber.
Durga har en tvetydig karakter: Hun kaldes den underskønne men utæmmelige jomfru samtidig med, at hun personificerer det moderlige og skabende.
Hun afbildes siddende overskrævs på en løve eller en tiger, der viser hendes mægtige kræfter. I hænderne (oftest otte) har hun forskellige våben, hun har brugt i kampen mod dæmonerne.
1858-1917. Fransk sociolog der gik imod den opfattelse, der var fremherskende i den sidste del af 1800-tallet, at menneskets egenskaber bestemmes af biologien, og at det er mennesket (individet), der skaber samfundet. Ifølge Durkheim forholder det sig snarere omvendt, at samfundet og dets sociale strukturer afgør individets egenskaber, normer og adfærd. Et eksempel på sådanne afgørende faktorer er religion.
Også kaldet Durga-puja eller Navratri ("ni nætter") er en fest, hvor gudinden eller shakti er i centrum. Den varer i ti dage og begynder den første dag i den hinduistiske måned Asvin (september-oktober).
Festen varierer fra område til område
Sanskrit "tohed"; markerer troen på en dualistisk adskillelse mellem det transcendente eller Gud og det profane eller mennesket. Dvaita står i modsætning til advaita.
Dåbskumme (sidste del af ordet af latin fons, "kilde") til brug for barnedåb ved neddykning. I gammel tid var døbefonten ofte af sten eller granit. I folkekirken, hvor man praktiserer dåb ved overøsning, er der i døbefonten anbragt et dåbsfad, ofte af sølv eller messing.
Bog der forbereder de tibetanske buddhister på tiden efter døden, inden den nye genfødsel, et tidsrum på i alt 49 dage. Den giver anvisninger på, hvordan man bør opføre sig i dødsøjeblikket og i de dage, der følger, da det kan have indflydelse på, hvad man genfødes som eller evt., at man opnår buddhatilstanden.
Fra ca. 1500 f.v.t. gav man i Ægypten de døde en papyrus, som i faglitteraturen har fået navnet Dødebogen, med i graven. Den indeholdt tekster og undertiden billeder, der skulle sikre den dødes fortsatte potentiale som en kilde til liv i sin slægt. Ca. 500 eksemplarer, ret forskellige i omfang og redaktion, er bevaret i museer verden over. I tidligere perioder anbragtes lignende tekster på indersiden af sarkofager. Oprindelig var sådanne dødetekster forbeholdt kongen, og de fandtes da som indskrifter på væggene i
pyramidernes kamre
De skriftruller som i 1947 blev fundet i Qumran ved Det Døde Hav. Fundet omfatter dele af mere end 200 skrifter, deriblandt både kanoniske og apokryfe gammeltestamentlige skrifter. Desuden blandt andet Sekthåndbogen, der kan beskrives som Qumranmenighedens ordensreglement.
Sandsynligvis stammer dødehavsrullerne fra den antikke jødiske retning essæerne. Dødehavsrullerne repræsenterer en apokalyptisk bevægelse i jødedommen.