Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Mødet mellem jødisk og hellenistisk kultur tog fart efter Alexander den Stores erobring af Det Hellige Land i 322 f.v.t. Det var netop i denne periode, under stærk påvirkning udefra, at et af jødedommens mest centrale skrifter, talmud, blev til i Jerusalem og Babylon. Kulturmødet lagde samtidig den tidligste grund for den jødiske mystik, kabbala.

Gammeldansk "forbeholdt", også om det der er viet en gud. En lignende betydning af noget udgrænset, noget der er beskyttet af forbud, er knyttet til det latinske ord sacer, og fra det stammer de romanske sprogs ord for hellig. Status som en art fagudtryk fik ordet hos den franske sociolog Emile Durkheim (1858-1917) og hans elever. De tillagde ikke begrebet et bestemt positivt indhold, men betragtede det hellige som det, hvert enkelt samfund afgrænser fra det profane, og som hver enkelt religion kredser om.

I kristendommen betegnelse for Guds kraft sådan som den virker i menneskers liv. I Bibelens skabelsesberetning får mennesket del i Guds ånd, da Skaberen blæser livsånde (livskraft) i dets næsebor.

I Det Gamle Testamente ytrer ånden sig som fx profeters og kongers styrke og livskraft og fremtræder derfor ikke som noget, der er adskilt fra og i modsætning til det materielle. Ånden har skaberkraft.

Benævnes også sakralbylt. Hos en række indianske folk i Nordamerika har man sådanne helligbundter, der er en pakke eller pose, som rummer en samling genstande fx ørnefjer, muslingeskaller, hår, krystaller, en gravestok, en pibe, tobak og andre urter. Pakken kan være samlet som følge af en vision i en ikke nærmere defineret urtid og er da siden gået i arv. Den kan også tilhøre en person, som under en vision er blevet givet genstande med en særlig kraft af sin hjælpeånd.

Religiøse tekster der har vundet hævd som virkningsfulde ritualtekster, eksemplariske fortællinger, normgivende leveregler el. lign. Overleveringen og brugen af en sådan litteratur varetages ofte af et præsteskab, der systematiserer og videreudvikler den, og en samling af hellige skrifter kan da komme til at udgøre en kanon, dvs. en afsluttet, normativ samling, som ikke kan ændres. Den jødiske Tora, Bibelen og Koranen er eksempler på kanoniske skriftsamlinger

De vise mænd som ifølge Matthæusevangeliet ved at følge Betlehemsstjernen fandt frem til Jesus, "jødernes nyfødte konge", og tilbad ham.

Et kultsted eller et mål for valfart eller pilgrimsfærd. Til et helligsted hører ofte en myte, der fortæller om urtidsbegivenheder på dette sted, eller en legende, der beretter om underfulde tildragelser på stedet. Sådanne fortællinger kan eventuelt knytte an til bemærkelsesværdige naturforekomster på stedet, fx en klippe eller en kilde. Helligstedet kan også være en grav eller et sted, hvor der opbevares relikvier.

I mange religioner findes forestillinger om et helvede, hvor afdøde lever videre efter døden, enten i et bestemt tidsrum eller i al evighed. Helvede er ofte karakteriseret ved at være mørkt og uhyggeligt og forbindes med pinsler og lidelse, der tildeles som straf for forkert livsførelse eller syndige handlinger begået i livet. Helvede opfattes i mange religiøse traditioner som placeret "under" verden, således at man falder eller kastes ned i helvede.

Græsk hermeneuein, "tolke", "fortolke". Fortolkningslære.

I Det Nye Testamente omtales to Herodes-skikkelser:

1. Den jødiske konge, Herodes den Store, som regerede i Palæstina (37 f.v.t.-4 e.v.t.), da Jesus blev født, og som i et forsøg på at udrydde Jesus foranstaltede "barnemordet i Bethlehem".

2. Hans søn Herodes Antipas, der som landshøvding i Galilæa (4-39 e.v.t.) lod Johannes Døber henrette og forhørte Jesus, før Pilatus' domfældelse af ham

Benævnelse for kristne klosterordener, hvor novicerne aflægger løfte om lydighed (over for deres leder, abbedissen eller abbeden), om at blive hvor de har aflagt deres løfte (dvs. inden for klosteret) og om at forbedre deres livsførelse.

Det økonomiske grundlag for disse klostre, der kan tilhøre bl.a. benediktiner-, cistercienser- og birgittinerordenerne, er jordbesiddelse svarende til verdslige herremænds (heraf betegnelsen).

1860-1904. Central skikkelse i grundlæggelsen af den politiske zionisme.

Herzl udgav i 1896 bogen "Jødestaten. Forsøg på en moderne løsning af jødespørgsmålet", hvor han fremlagde sine ideer til oprettelsen af en jødisk stat. Baggrunden var den stærke antisemitisme i Europa, som Herzl mente umuliggjorde en assimilation af jøderne. Desuden ønskede mange jøder ikke assimilation, men at bevare deres identitet som jøder. Løsningen, som Herzl mente, at også antisemitter ville kunne acceptere, var derfor dannelsen af en autonom stat for jøder.

De nordamerikanske prærieindianeres heyokaer fungerer som klovner.

Græsk "tilsynekomst af det hellige". En central del af religionshistorikeren Mircea Eliades terminologi. Hellige bjerge, træer, bygninger, steder, himmellegemer, symboler, personer m.m. er for dem, der holder dem hellige, tilsynekomster af det hellige, dvs. i dem tænkes det hellige at manifestere sig. Ordet dækker således et vigtigt element i det religiøse menneskes opfattelse af hellige ting: Disse fremstår som delagtige i en højere eller større virkelighed, der tænkes at manifestere sig i dem.

Græsk "helligt bryllup". Betegnelsen for et mere eller mindre symbolsk, rituelt samleje der i mange traditionelle religioner indgår i kulten. Det kan tjene frugtbarheden, men det mandliges og det kvindeliges forening kan også være udtryk for urtidens enhed. I flere af Nærorientens gamle kulturer fejrede kongen helligt bryllup med en gudinde, hvis rolle kunne spilles af dronningen.

Arabisk "slør", "skel". Betegnelse for det klæde, som en del muslimer mener, at det er påbudt for kvinder at tildække sig med i selskab med fremmede mænd. Ofte udlægges dette som krav om tildækning af hele kroppen med undtagelse af ansigt og hænder. Der er dog store lokale og religiøse variationer blandt muslimer med hensyn til brug og udformning af hijab

Arabisk "udvandring". Angiver profeten Muhammads udvandring fra Mekka til Medina i 622. Denne begivenhed blev skelsættende for islams udvikling, og derfor blev år 622 begyndelsesåret for den islamiske tidsregning.

På grund af forfølgelser i Mekka forlod Muhammad byen med nogle få tidlige tilhængere og drog til Medina, hvor han var inviteret til at mægle i en strid mellem byens stammer. Dette blev så stor en succes, at mange konverterede til islam, og Muhammad blev leder af dette nye islamiske samfund.

37 f.v.t.-4 e.v.t. Jødisk rabbiner på Herodes den Stores tid. I lovfortolkningen repræsenterer Hillel et mildt eller liberalt standpunkt

En del religiøse tekster fortæller på forskellig måde om, at særligt hellige mennesker optages i eller ophøjes til en himmelsk position. Der kan både være tale om en usædvanlig bortgang fra dette liv (fx fortælles det om profeten Elias, at han fór til himmels i en ildvogn) og om en kortere varende ekstatisk bortrykkelse, og endelig kan man i rituel sammenhæng, fx i forbindelse med kongens tronbestigelse, tale om, at kongen nu tager plads ved gudens højre hånd. BT

"Det lille Fartøj". Et skældsord brugt om theravadabuddhisme af den anden store buddhistiske retning, mahayana. Mahayana, der betyder Det store Fartøj, kritiserede, at theravadas frelseslære kun gjaldt de ordinerede munke og nonner.

Sider