Gads religionsleksikon
Samlebetegnelse der hovedsageligt bruges om en række religiøse grupper, som er opstået i den vestlige verden i de sidste 30-40 år. Dog kan den også betegne grupper uden for Vesten, fx Afrika og Asien, ligesom den anvendes om bevægelser, der er nye i en vestlig sammenhæng.
Uanset tidsregning og kalender er nytår hos de fleste folk en fest af betydning. Den forbindes ofte med tanken om fornyelse, om at begynde forfra på en frisk, og dette kan gennemspilles rituelt på utallige måder.
I den babylonske nytårsfest, Akitu-festen, reciterede man det store epos om skabelsen, Enuma elish, hvor Babylons bygud Marduk besejrede uhyret Tiamat og byggede verden af hendes krop. Det er omdiskuteret, om skabelsesmyten også blev gennemspillet i egentlig dramatisk form, men alene den rituelle recitation viser opfattelsen af nytåret som en ny skabelse.
Kaldes også utilitarisme (af latin utilitas, "nytte") og er navnet på en formålsetik, der vurderer alle handlinger efter, i hvilket omfang de bidrager til "den størst mulige lykke for det størst mulige antal".
Det største problem for nyttemoralen er definitionen af, hvad lykke er, og om lykke kan kvantificeres, så man kan opstille en slags kalkule over handlingers moralske værdi. Nyttemoralens tankesæt ligger utvivlsomt bag nutidens begreb om velfærdssamfundet og livskvalitet.
Både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente formuleres kravet om kærlighed til næsten. Betydningen af ordet næste er dog forskellig i de to bibelhalvdele. I Det Gamle Testamente er næsten, som ordet sprogligt udtrykker, den nærmeste, dvs. folkefællen, naboen eller evt. den der bor som fremmed i landet. I Det Nye Testamente udvides det til at omfatte enhver, der trænger til hjælp, ja, endda til at omfatte fjenden (Matthæus 5,43ff).