Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Bestræbelse på at erkende omverdenens fænomener sådan som de er i sig selv, uafhængigt af det erkendende subjekts tilstand, følelser eller forventninger

Ved Oceanien forstås øerne i det sydlige Stillehav:

- Melanesien,

- Polynesien,

- Mikronesien.

Australien regnes ofte med, men behandles her særskilt. Indtil den europæiske kolonisation var hele dette område beboet af naturfolk. Navnlig på de mindre øer har disse oprindelige folk bevaret meget af deres traditionelle levevis og kultur, men deres oprindelige religion er overvejende erstattet af kristendom. I moderne tid søger nye, ofte kristent inspirerede, religiøse bevægelser et nyt grundlag i traditionelle religioner.

Hovedgud af asaslægten i nordisk religion og mytologi. Han synes at have været overklassens gud, den gud man bloter (ofrer) til før kamp, og som sender valkyrier ud for at samle de faldne til Valhal.

Et ritual hvorunder noget forbruges. Den betydning af frivilligt afkald, som dagligsproget lægger i ordet, indgår somme tider, men ikke altid, i de ritualer, vi kalder ofre. Det særlige ved offer er, at det anvender et materiale, som i en eller anden forstand forbruges: Dræbes, ødelægges, spises, gives væk. Dette materiale kan referere til giveren: Det repræsenterer giveren selv eller noget, der er karakteristisk for ham - kvægavleren ofrer kvæg, krigeren våben. Eller det kan referere til modtageren: Man ofrer korn til kornguden, vin til vinguden.

Skjulthed. Betegnelse for den tilstand af skjulthed som shia-muslimer af tolv-imam-linien mener, at den tolvte og sidste imam lever i.

Den tolvte imam forsvandt i 874, og herefter udvikledes doktrinen om okkultation, som indebærer, at imamen er Mahdi, en messias-skikkelse, som lever i skjul, men som ved dommedag vil vende tilbage og oprette retfærdighed. Fra okkultationens begyndelse og frem til 1970'erne har den fremherskende anbefaling fra de shiitiske retslærde været at vente tålmodigt på Mahdiens tilbagekomst.

Betegnelse for den periode i den kristne kirkes historie, der rækker fra grundlæggelsestiden umiddelbart efter Jesu død og frem til middelalderen, som i nogle kirkehistoriske fremstillinger sættes til at begynde med kristendommens ophøjelse til statsreligion i Romerriget i år 380, mens andre først lader den oldkirkelige periode slutte med de germanske folks fremtrængen mod vest og islams mod øst i henholdsvis 476 og 632 e.v.t.

På mænd består omskæring af en hel eller delvis afskæring af forhuden fra penis. Omskæring udføres oftest, mens drengen er spæd, barn eller i puberteten, men kan også udføres på voksne, typisk i forbindelse med omvendelse til en religion, som kræver omskæring. Mandlig omskæring benyttes i mange kulturer som religiøst ritual, men udføres også blandt befolkningsgrupper i Vesten, som ikke tilhører en religion, der kræver eller har tradition for omskæring. Fx omskæres mange drengebørn i USA, hvor indgrebet begrundes med hygiejne.

Betegnelse for en radikal nyorientering og omlægning af livsførelsen hos mennesker, som i kraft af en åbenbaring eller en lignende stærk religiøs oplevelse foranlediges til at søge nye mål i livet.

I religion og filosofi betegnelse for det godes modsætning. Det onde kan anskues metafysisk og kan da opfattes enten som en selvstændig virkelighed eller blot som negation eller fravær af det gode. Moralsk taler man om det onde som resultat af, at mennesket med vilje modarbejder eller forsømmer det gode.

I jødedom, kristendom og islam er der ofte tale om, at det onde personificeres som Den Onde, Satan eller Djævelen. Dette foranlediger det særlige problem om forholdet mellem Guds almagt og kærlighed og det ondes realitet, som sædvanligvis benævnes teodicéproblemet.

Græsk on, "væren", og logos, "lære". Læren om væren. Ontologi er en lære om de særegne (væsens)træk ved det værende, og ordet bruges derfor også synonymt med metafysik.

Det væsentligste ontologiske spørgsmål er: Hvorfor er noget overhovedet? Hvorfor er der ikke intet?

En af de dominerende strømninger i 1700-tallets ånds- og kulturliv. Grundidéen i oplysningstænkningen er, at man i denne epoke har bevæget sig ud af fortidens middelalderlige mørke og nu er i stand til at anskue tilværelsen og handle i fornuftens klare lys. Oplysningstænkningen lægger således grund til den vestlige kulturoptimisme, der legitimerer såvel den uindskrænkede udnyttelse af naturens resurser som den imperialistiske fremfærd over for andre kulturer og folkeslag, som har været kendetegnende for europæisk kultur i nyere tid.

Det nytestamentlige udtryk for at Jesus efter at være død og begravet står op, forlader sin grav og bliver set lyslevende af flere vidner. Fortællingen om dette bevidnede mirakel har man inden for kristendommen tillagt mange betydninger, og man har også søgt efter paralleller i andre religioner.

En religiøs institution der giver udtalelser om menneskers skæbne, gudernes vilje, fremtidige hændelser eller lignende forhold, der normalt er skjult for mennesker. Ordet anvendes også som betegnelse for sådanne udtalelser i sig selv. Orakelsvar er ofte dunkle eller flertydige og må udmøntes nøjere for at give mening i en konkret situation, ligesom det er tilfældet i andre former for divination.

I Johannesevangeliet kap. 1 betegnes Kristus som ordet (græsk logos), der er blevet kød og har taget bolig blandt mennesker, og der henvises til, at der er tale om det samme ord, som var virksomt ved skabelsen. Kristus har altså været til ved siden af Gud Fader fra evighed før skabelsen.

En strømning i græsk religion opkaldt efter den legendariske sanger Orfeus, der med sin sang befriede sin elskede Eurydike fra dødsriget, men mistede hende igen, da han kom til at se sig tilbage. Ham tillagde man en stadigt mere omfattende litteratur, der handlede om verdens og menneskets tilblivelse, sjælens fangenskab i legemet og dens frelse efter døden.

Betegnelse for en tendens i vestlige studier og skildringer af orienten.

Betegnelse for jøder der igennem mange generationer har levet og opbygget en særlig jødisk kultur i forskellige dele af Mellemøsten og Nordafrika. Indtil oprettelsen af staten Israel i 1948, hvor de fleste orientalske jøder flyttede dertil, var der bl.a. gamle jødiske samfund i Yemen, Syrien, Marokko og Etiopien.

Fællesbetegnelse for en række kirker som udskiltes fra den græsk-sprogede byzantinske ortodokse kirke i 400-tallet. Kirkebygninger og gudstjeneste er præget af, at udskillelsen skete, før ikoner fik den centrale rolle, som de i dag har i de ortodokse kirker. Fx er den østligste del af kirken, koret, ikke skilt fra menighedens del af kirken, skibet, ved hjælp af en ikonvæg (ikonostas). Sproget under gudstjenesten er de gamle lokalsprog, fx syrisk, og sangen under gudstjenesten er enstemmig (unison) og uden ledsagelse af instrumenter.

Den vestafrikanske yorubareligions mange guder som til dels kan sammenlignes med fonfolkets vodun. Mytologisk set var orishaerne børn af den højeste gud, Olodumare, men i moderne religiøs praksis fremstår de som næsten uafhængige guder. Som følge af slavehandelen eksporteredes mange vestafrikanere til Amerika, blandt andet Brasilien, og orisha med dem, således at orishaerne nu udgør et centralt led i afroamerikanske og afrobrasilianske religioner, hvor de kaldes orixa.

Betegnelse for en række indbyrdes selvstændige kirker, særlig i det østlige og sydøstlige Europa og den nære Orient. Undertiden kaldes disse kirker under ét den ortodoks-anatoliske (østlige) eller den græsk-katolske kirke. Fælles for de ortodokse kirker er, at de har rod i de kirker, der ved det store skisma i 1054 brød med paven i Rom. Den største ortodokse kirke i dag er den russiske.

Sider