Gads religionsleksikon
Den almindeligste og bredeste betegnelse for en (religiøs) overbevisning eller livsanskuelse. Opfattes almindeligvis som en mere uvis og subjektiv antagelse end den objektive, bevislige og sikre erkendelse, som man kalder viden. Modstillingen af tro og viden kan indebære, at det overses, at tro i religiøs forstand er kendetegnet ved en tillidsfuld vished. Tro betyder også tiltro, der bygger på troværdighed og ikke på bevis.
Et motiv som indgår i flere orientalske religioners nytårsfest. Sejren over kaosmagterne i kultdramaet blev efterfulgt af, at kongen under stor jubel hvert år besteg tronen som en tilkendegivelse af, at hans og gudens magt nu er fornyet.
Af nogle af de gammeltestamentlige salmer synes det at fremgå, at tronbestigelsesmotivet også har spillet en rolle i det gamle Israels religion.
En kort sammenfatning af troens grundlæggende træk, som den troende bekender sig til for at understrege sit tilhørsforhold til en bestemt religion. Bekendelsen kan foregå i offentlighed, men også privat som en bekendelse til Gud eller til læren. Fremsigelsen af en trosbekendelse ses i flere religioner som et bindende tilsagn og kan blive brugt i forbindelse med en indvielse til religionen. Udtrykket "trosbekendelse" er dog en vestlig fællesbetegnelse for sådanne tilsagn, og de kan ikke altid sammenlignes med den kristne trosbekendelse. MQF
Titlen på en inkarneret lama inden for tibetansk buddhisme der oftest leder en munkeretning eller et kloster. En tulku er en fuldt oplyst Mester, der ud af medfølelse lover at lade sig genføde, for at andre, via hans anvisninger, kan opnå oplysning. Han bliver også kaldet Rinpoche, "den dyrebare".
Ca. 1543-1623. Kendt for at have oversat det hellige helteepos, Ramayana, fra sanskrit til hindi (avadhi-dialekt). Det betød, at Ramayana nu blev folkeeje og derfor grundlæggende i især den nordindiske hinduisme.
Betegnelse for uforståelige lyde frembragt i religiøs ekstase. Tungetalen tolkes som guddommens tale gennem et menneske. Fænomenet kendes i mange religioner.
I kristendommen hører tungetale, sammen med fx evnen til at kunne helbrede ved håndspålæggelse, til de såkaldte karismatiske evner, der betragtes som et udslag af Helligåndens virke. Tungetale forekommer i dag blandt andet i pinsebevægelsen.
Navnet på en figur lavet hos inuit af knogler, af noget fra et barnelig, af skind og af noget der tilhører den, der skal skades, m.m. Ved hjælp af trolddom fik figuren liv og blev sendt af sted for at forvolde ondt. Var målet beskyttet fx af amuletter eller af en angakkoq og derfor stærkt nok til at klare tupilakken, vendte denne sig mod tupilakmageren i stedet. Det var altså ikke risikofrit at udsende en tupilak; man risikerede, at det onde ramte én selv.
1920-83. Engelsk antropolog, professor ved University of Manchester og Cornell University og fra 1977 til sin død professor i antropologi og religion ved University of Virginia; sammen med sin hustru, antropolog Edith Turner, udførte han langvarige feltstudier hos Ndembu-folket i Afrika.
Inden for buddhisme er det navnet på den øverste himmel, hvor en kommende Buddha hviler inden sin næste og sidste genfødsel. Kan oversættes med: "De tilfredses himmel".
I latinamerikansk indiansk mytologi er de ofte solens sønner. De repræsenterer en kosmologisk og samfundsmæssig tvedeling, ikke som modsætninger, fx godt-ondt, men som en komplementaritet der kommer til udtryk i historier om tvillingebrødrene, hvor den ene bror er bestemt til at dø og den anden bror til at leve - og til at genoplive broderen.
1832-1917. Engelsk selvlært etnograf, fra 1896 den første professor i antropologi ved Oxford University. Sammen med Max Müller (1823-1903) en af religionshistoriens fædre. Udviklede med udgangspunkt i omfattende sammenlignende studier af etnografisk materiale fra hele verden sine teorier om kulturens og religionens udvikling fra den tidligste historie og frem til nutiden. Omdrejningspunktet lå i Tylors begreb "animisme" (troen på åndelige væsener).
Gud af aseslægten i den nordiske mytologi, tilsyneladende både krigsgud og tilknyttet retsordningen. Har formentlig tidligt i vikingetiden haft en betydelig plads i gudeverdenen. Det vidner mange gamle stednavne om (Tissø, Tisvilde osv.), ligesom hans navn er forbundet med tirsdag, på samme måde som de andre nordiske hovedguder (Odin, Tor og Frej) har fået hver sin dag.
Hebraisk betegnelse for en retfærdig/hellig mand. Den titel rabbinere inden for den jødiske fromhedsbevægelse, chasidismen, går under. Tzaddiken betragtes som en person med særlige åndelige evner, der bringer ham tættere på Gud eller en forståelse af Gud.
De chasidiske tzaddiker er blevet gjort til genstand for persondyrkelse, og der findes adskillige historier om tzaddiker, som kunne udføre mirakler. I visse tilfælde fungerede tzaddiken og hans familie nærmest som et hof, hvor titlen kunne gå i arv fra far til søn.
Betegnelse for de skuesnore som sidder i hjørnerne af det jødiske bedesjal (tallit). Toraen påbyder, at jødiske mænd bærer skuesnore som en synlig påmindelse om Toraens bud. Mange jøder nøjes med at bære bedesjal med skuesnore ved morgenbønnen og på Forsoningsdagen (yom kippur), men ortodokse jøder bærer også skuesnore uden for bønnen.