Den ældste af de jødiske patriarker og som sådan i Det Gamle Testamente jødernes stamfader. Har desuden i såvel jødedom som kristendom og islam (Ibrahim) status som de troendes forbillede.
Fortællingerne om Abraham begynder i 1. Mosebog 12 lige efter urhistorien (1. Mosebog 1-11) og markerer dermed begyndelsen til Israels historie. Traditionerne om Abraham er dog ikke i første række personalhistorie, men stammehistorie, der frem for alt skildrer et religiøst ideal. I beretningen om Abrahams omskærelse (1. Mosebog 17,9ff) forbindes det jødiske pagtstegn med folkets stamfader, og i historien om Isaks ofring (1. Mosebog 22) fremtræder Abraham som den lydige og sandt troende.
Netop denne beretning om Abrahams tro giver også i Det Nye Testamente Abraham pladsen som troens fader (Romerbrevet 4).
Abrahams betydning i islam, hvor han benævnes Ibrahim, er bl.a. knyttet til traditionen om, at han med trælkvinden Hagar fik sønnen Ismael, der opfattes som arabernes stamfader.