Latin absurdus, "skurrende". I moderne sprogbrug har ordet vekslende betydning i retning af ufornuftigt, modsætningsfyldt, urimeligt, meningsløst.

I logikken betyder at reducere ad absurdum at påvise det selvmodsigende, uholdbare i en påstand. Fra religionsfilosofien kendes udtrykket "credo quia absurdum", "jeg tror, fordi det er modsigelsesfyldt" som en karakteristik af troens irrationalitet. Hos Kierkegaard bruges det absurde som betegnelse for det paradoks, der ligger i, at Gud er trådt ind i tiden. I den franske eksistentialisme betegner det absurde snarere den grundstemning, der følger af, at verden ikke giver svar på de spørgsmål om mening, som mennesket stiller. Denne oplevelse af det absurde er anskueligt fremstillet i det absurde teater hos fx Samuel Beckett og Eugène Ionesco