Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

advaita vedanta

Sanskrit "ikke-tohed". En ikke-dualistisk filosofi, primært repræsenteret ved Shankara, der siger, at det altigennemtrængende, universelle verdensalt, brahman, og det individuelle selv, atman, er identiske.

Advaita vedanta er nok den bedst kendte efterkommer af de seks klassiske indiske filosofiske skoler (darshanaer). Den hævder, at den eneste vej til at opnå frelse (moksha) er ved at erkende, at enhver distinktion mellem brahman og atman er illusorisk. De er og bliver ét og samme væsen. En forståelse af denne ikke-dualisme mellem altet og selvet kan kun ske direkte via egen erkendelse. Det betyder, at enhver form for ydre ritualer forkastes. Yoga derimod, som teknik til koncentration og indre fordybelse, anses som en god og farbar vej.

Den mest kendte repræsentant inden for advaita vedanta er Shankara (788-820). Som en ortodoks brahmin vedkendte han sig vedaernes autoritet, men for at forene de modsætninger, som han fandt i vedaerne, opererede han med to sandhedsniveauer - et skel, der allerede var brugt i buddhismen. På det laveste niveau, den konventionelle virkelighed, eksisterer verden ledet af en personlig gud (Ishvara), beskrevet i nogle af upanishaderne. På det øverste niveau, den absolutte virkelighed, er hele verden derimod en illusion. Det eneste, der eksisterer her, er brahman. Brahman er absolut, kan ikke beskrives og har ingen kvaliteter, men bliver dog refereret til som "værende" (sat), "bevidsthed" (cit) og "lyksalighed" (ananda). De to niveauer er dog forbundne. Dvs., at alle fænomenerne på det laveste sandhedsniveau i sidste instans er identiske med brahman. Det er ikke-viden (avidya), som både skaber en mangfoldighed og en individualitet af fænomener, det er avidya, der får mennesket til at sanse det som andet end brahman, og det er derfor avidya, der skal bekæmpes. Dvs. for at opnå frelse må man hæve sig op fra det laveste sandhedsniveau til det øverste.