Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Afrika

Kontinentets religioner kan opdeles i 2 hovedgrupper:

- Afrikansk traditionel religion og

- afrikanske skriftreligioner såsom islam og kristendom.

AFRIKANSK TRADITIONEL RELIGION findes i Afrika syd for Sahara og bygger på mundtlighed og ritualer. Der er ca. 90 mio. tilhængere af traditionel religion i Afrika.

Afrikansk traditionel religion klassificeres endnu ofte som "naturfolks religion" eller "primitiv religion". Betegnelsen bunder i en ældre religionsforsknings placering af afrikansk religion på evolutionens nederste trin. Kristne missionærer og antropologer indsamlede det første grundlæggende materiale: mundtlige traditioner, beskrivelser af ritualer m.m. De beskrev afrikansk traditionel religion som isolerede religioner, der var prægede af de naturgivne omgivelser og de enkelte folks forskellige levevis.

Omkring 1960 opgav mange europæiske kolonimagter deres kolonier i Afrika. Samtidig skete der et nybrud inden for forskningen. Forestillingen om små isolerede, naturbundne samfund uden nogen væsentlig påvirkning udefra blev opgivet. Det viste sig, at afrikanerne havde rejst, ligesom kunst og ideer var vandret. Det gav pludselig mening at tale om afrikansk religion generelt og at fremhæve fællestrækkene i stedet for forskellene, uden at de solide antropologiske studier af lokalsamfund og deres religioner af den grund mister deres betydning.

Det fælles afrikanske kan findes i myter, ordsprog og ritualer. De fortæller om, hvordan en overordnet skabergud skabte verden som fuldkommen, om hvorledes mennesket blev dødeligt, og om hvordan dets verden blev præget af arbejde, sygdom, lidelse og død. Ofte skyldes det tilfældigheder, og skabelsesmyterne registrerer hændelsesforløbet i højere grad, end de fastlægger ansvaret.

Normalt handler skaberguderne gennem nogle formidlende skikkelser, som groft set kan inddeles i tre grupper. For det første er der funktionsguder, der tager sig af særlige områder som frugtbarhed eller krig. For det andet optræder folkets fælles urforældre som mytologiske skikkelser, der kan påvirke skaberguden eller funktionsguderne på deres efterkommeres vegne. For det tredje er der forfædrene, de nyligt afdøde slægtninge, som normalt i de afrikanske sprog benævnes med udtryk, der kan oversættes ved "skygger", men som i mange bøger om afrikansk religion benævnes "de levende døde". De er tættest knyttede til de levende og er de umiddelbart mest tilgængelige mellemmænd, når de religiøse kræfter skal styres.

Religiøse specialister som seere, offerpræster og helbredere har en særlig indsigt i det åndelige univers og kan rådgive om, hvordan menneskene kan rette op på de forhold, der fører krig, sygdom, tørke og død med sig. De benytter sig af symboler, fx en amulet, og ritualer som overgangsrite, divination (varseltagning) og offer.

Nye kulte, ritualer og religiøse forestillinger udvikler sig som svar på nutidens krav. Folk i Afrika har inden for de sidste 100 år været igennem store økonomiske, politiske og psykologiske omvæltninger. Gamle sociale og politiske strukturer har udviklet sig i takt hermed, fx i Sierra Leone og dets nabolande i Vestafrika. Her er de mende-talende folks kultselskab for mænd (poroselskabet) og for kvinder (sandeselskabet), der først og fremmest er selskaber, som tager sig af drenge og pigers initiation til voksenlivet, blevet inddraget i den politiske udvikling. Disse såkaldt hemmelige selskaber bliver brugt af oprørsledere i deres krigsførelse. Men de bruges også af de politikere, der forsøger at skabe bæredygtige fredelige strukturer i området. På den måde er selskaberne blevet anerkendt af omverdenen og styrket. De bliver en referenceramme, der gør det muligt for en relativt isoleret bondebefolkning at forholde sig til det udefra kommende nye og ukendte.

Andre bevægelser danner sociale netværk på tværs af etniske og kulturelle skel. En traditionel forfaderkult suppleres fx med nabofolkets ritualer og tro og senere med kristen teologi og symbolik. Bevægelsernes ritualer, symboler og værdier sammensmelter det traditionelle med det nye, således at det appellerer til den ofte undertrykte befolkning og giver de troende udsigt til et bedre liv. Disse nye bevægelser er ikke autoritært opbyggede. Medlemskab er flydende, og bevægelserne er tit præget af messianisme, således at det er lederens udstråling, hans eller hendes karisma, som tiltrækker medlemmerne.

Efterhånden som det har vist sig, at vestlig medicin ikke slår til over for epidemier, naturkatastrofer og psykiske lidelser, er afrikanerne vendt tilbage til deres traditionelle helbredelsesritualer, som de har videreudviklet. De har en vigtig plads både inden for de traditionelle religioner og inden for de afrikanske kristne kirker. Også de ritualer, som traditionelle religioner bruger, når de skal afværge hekse, er blevet mere populære i takt med de sociale strukturers sammenbrud.

Afrikanske traditionelle religioner vandrede med slavehandelen over Atlanten. Her udviklede de sig til nye religioner som fx vodu på Haiti eller candomblé i Brasilien, men der er stadig en bevidst søgen tilbage til de religiøse rødder i Afrika.

I denne opslagsbog er det kun muligt at nævne nogle få af alle de mange hundrede afrikanske religioner. Valget er foretaget for at illustrere forskellige religionstyper, markere forbindelsen til afroamerikanske religioner og med en skelen til dansk materiale.

SKRIFTRELIGIONER, FØRST OG FREMMEST KRISTENDOM OG ISLAM, som har en lang historie bag sig i Afrika, og dér har udviklet sig, så man kan tale om en specifik afrikansk islam og afrikansk kristendom. Der er i dag ca. 350 mio. kristne, 300 mio. muslimer og godt 2 mio. hinduer i Afrika.

Hinduisme: Hinduerne kom til Afrika i forbindelse med englændernes kolonisering af Østafrika og Sydafrika for at arbejde som kulier, bl.a. ved jernbanebyggeri. I Natal-provinsen i Sydafrika er der stadig et stort indisk samfund. Det var her, Gandhi i begyndelsen af 1900-tallet fungerede som advokat, brugte ikke-vold til at bekæmpe det racistiske styre og grundlagde sit religiøse fællesskab (ashram).

Kristendom: Nordafrika blev kristnet i løbet af det 2. årh. e.v.t. Små kristne grupper har siden da overlevet som statsreligion i Etiopien (Den Etiopiske Kirke) og mindretalsreligion i Ægypten (Den Koptiske Kirke). De kristne grupper i Nordafrika udgør en meget tidlig kristendom, der står uden for den kristne kirkes senere opdeling i ortodokse, katolske og protestantiske kirker. Fra 1400-tallet til 1900-tallets begyndelse var kristendommens udbredelse i Afrika helt overvejende knyttet til kolonialismen. I 1800-tallet og 1900-tallets begyndelse blev der missioneret kraftigt. Kristendom blev identificeret med europæisk civilisation. Kristne protestantiske missionærer oversatte Bibelen til afrikanske sprog. Omkring 1900 tog sorte amerikanere forbindelse med Afrika, og amerikanske baptist- og pinsemenigheder sendte missionærer dertil, samtidig med at de hentede afrikanere til Amerika. Det kristne Etiopien, der som det eneste land i Afrika havde formået at holde de europæiske kolonimagter ude, fremstod fra 1890'erne som et ideal for selvbevidste, sorte amerikanere og afrikanere.

Alt dette dannede basis for et afrikansk kristent opgør med missionsdominansen i form af profetbevægelser som aladura i Vestafrika og kimbanguisme i Den Demokratiske Republik Congo. Rundt om i Afrika opstod en række afrikanske uafhængige kirker. De kan opdeles i undergrupper som etiopiske kirker eller zionistiske kirker og karakteriseres ved den vægt, de lægger på, at Guds kraft viser sig i karismatiske lederskikkelser eller inspirerede personers åbenbaringer, profetord og helbredelser. I gudstjenesten spiller desuden både dans og sang en vigtig rolle, ligesom vand indgår som symbol på og medium for Guds kraft. Mange af de træk, som kendetegner de afrikanske uafhængige kirker, kan også genfindes i de kirkesamfund i Afrika, der har historisk forbindelse til Europa. På den baggrund er der især i Sydafrika på det seneste vokset en særlig afrikansk teologi frem, som beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvordan man kan skabe en ægte afrikansk kristendom, der har frigjort sig fra bindingen til europæiske normer og i stedet opsøgt sine afrikanske rødder og urkristendommen.

Islam: Afrika syd for Sahara kom i kontakt med islam, endnu inden Muhammads efterfølgere spredte religionen til Nordafrika omkring år 700. Før Muhammad udvandrede fra Mekka til Medina, flygtede en gruppe af hans tilhængere til Etiopien. Og den første muezzin, der kaldte tilhængerne til bøn, var Bilal, en sort slave fra Etiopien, der var blevet frikøbt af Muhammads svigerfar Abu Bakr. Omkring 1000 hang Spanien og Nordafrika ned til Senegalfloden sammen i et rige, og islamiske lærde og handlende spredte kendskabet til islam til Vestafrika og dets byer. Landområderne, savannen, blev ikke islamiseret før i slutningen af 1700-tallet, hvor de store vækkelsesbevægelser frem til omkring 1900 til dels foregik i kamp mod kolonimagterne, som netop i denne periode trængte ind i landet fra kysten. Det er en følge af denne historie, at Nordafrika i dag overvejende er muslimsk, og at landene på Saharaørkenens "sydbred" kulturelt og politisk er stærkt påvirkede af islam.

Fra omkring 800 e.v.t. bragte den arabiske handel Østafrika i kontakt med islam. Men skellet var skarpt mellem de arabiske samfund på øerne ud for kysten og den afrikanske befolkning, og kun få steder trængte islam ind i landet. Siden Østafrikas kolonisering omkring 1900 er også indiske og sydøstasiatiske muslimer indvandret til Øst- og Sydafrika. Antallet af muslimer er vokset stærkt, blandt andet fordi den islamiske mission også i Østafrika har nydt godt af ikke at være kolonimagtens religion. I dag er der store muslimske grupper ned langs Det Indiske Ocean i Kenya, Tanzania, Malawi, Moçambique og Sydafrika.

Det er i høj grad islamisk mystik, sufisme, og dens organisationer, sufiordenerne, der kendetegner afrikansk islam. De store vækkelsesbevægelser (jihad-bevægelser) i Vestafrika udsprang af et opgør med muslimske samfund, som sufi-shaikherne, bevægelsernes ledere, opfattede som moralsk og socialt degenererede. Om nødvendigt førte de en væbnet jihad for at oprette et samfund, der levede i overensstemmelse med den oprindelige islam. Generelt set kom den politisk/religiøse elite til i højere grad at følge Koranen og den islamiske lovtradition, mens islamiseringen af den brede befolkning gav plads til afrikanske træk som karismatiske lederskikkelser, små fællesskaber af troende, helbredelser og healing. Afrikansk islam har hele tiden været præget af og har inkorporeret afrikanske forhold. Der har derfor ikke været brug for et opgør svarende til de afrikanske uafhængige kirkers med kolonimagternes europæiske kirker.