Sanskrit "ikke selv". Optræder både i hinduismen og i buddhismen og betyder, at der ikke er nogen permanent individuel sjæl eller substans til stede. Står i hinduisme i modsætning til troen på atman.

I den buddhistiske lære er det et grundlæggende begreb, idet det henviser til, at alt, selv det man tror konstituerer personligheden, er ikke-eksisterende. Det er en tilstand, hvor alle negative tilstande ophører med at eksistere. Anatman ligger tæt op af theravadabuddhismens lære om anicca eller midlertidighed, hvor alt i verden er i evig bevægelse fra en tilstand til en anden. Dette gælder også det, der vedrører et tilsyneladende jeg. Vejen til frelsen eller genfødslernes ophør og opgang i nirvana består bl.a. i at erkende, at ideen om personligheden er en illusion. Det er netop denne illusion, der skaber en vedhængen til livet og dermed til genfødslernes kredsløb.

Ideen om anatman adskiller buddhisme grundlæggende fra hinduisme, der i sin generelle form anser frelsen som en frigørelse af atman fra livets genfødsler ved, at atman bliver ét med verdensaltet brahman.