Betegnelsen for shamanen hos grønlændere og andre inuit. Angakkoq'en (åndemaneren) foretog ånderejser, når der var sygdom, eller når fangsten udeblev.
Under ånderejsen kunne han finde den sjæl, som var blevet frarøvet den syge, og tilbageerobre den, så den syge blev rask igen. Hvis der var problemer med fangsten, foretog angakkoq'en hjulpet af sine hjælpeånder, som han havde fået under sin oplæring, sin ånderejse til Månemandens hus for at rense det, eller til Havets Moder for at rede urenhederne ud af hendes hår. Herved dukkede fangstdyrene atter op. Vel tilbage fra sin rejse forklarede angakkoq'en for bopladsens beboere, hvad der var årsagen til sygdommen eller til mangelen på fangst, og fortalte dem, hvad de kunne gøre for at hindre lignende situationer. Angakkoq'en kunne også helbrede de syge ved at suge det skadelige ud.
Angakkoq blev man enten ved en personlig oplevelse eller ved at blive udpeget af voksne, fordi man på en eller anden måde var speciel. Optræningen foregik under en ældre angakkoqs vejledning. Angakkoq-lærlingen blev ført ind i den religiøse tradition, opøvet i praktiske færdigheder og oplært i visionssøgning. Når uddannelsen, der varede mange år, var færdig, var det meget vigtigt, at angakkoq'en markerede over for samfundet, at han eller hun nu havde fået disse kræfter ved offentligt at foretage en ånderejse. Ellers blev han eller hun til en ilisiitsoq, en heks, hvis kræfter blev brugt til skade for samfundet i stedet for til gavn for det.