Betegnelse for modstand imod den zionistiske ideologi og staten Israel. Antizionisme kan begrundes både religiøst og politisk.
Religiøs antizionisme findes blandt enkelte grupper af stærkt ortodokse jøder, som, på trods af at nogle af disse bor i Israel, ikke anerkender staten Israel. Begrundelsen for dette er en opfattelse af Guds plan med det jødiske folk, som indebærer, at folket kun, fordybet i bøn, religiøse studier og korrekt religiøs livsførelse, kan afvente den messianske forløsning, der vil bringe eksilet (galut) til ophør og føre hele det jødiske folk tilbage til Det Hellige Land. Alle menneskelige forsøg på en fremskyndelse af dette, fx ved oprettelsen af en menneskeskabt stat, opfattes som et brud mod Guds plan og vilje, der snarere vil forsinke den endelige forløsning. Dette står i modsætning til den betydning for den messianske forløsning af det jødiske folk, som religiøse zionister tillægger staten Israel.
Ved staten Israels oprettelse i 1948 opstod der en stærk politisk begrundet antizionisme i de fleste arabiske lande. Denne antizionisme udsprang bl.a. af den uretfærdighed, der ifølge mange arabere blev begået over for palæstinenserne, som ved staten Israels oprettelse og i forbindelse med de efterfølgende krige måtte flygte fra Palæstina. Desuden anses Vestens, navnlig USAs, støtte til Israel af mange som tegn på en stadig vestlig imperialisme i Mellemøsten. Denne opfattelse har også fundet en vis udbredelse i Vesten, og blandt visse grupperinger på de politiske yderfløje kombineres den politiske antizionisme med antisemitiske holdninger.