En aktivitet - og en litteratur - der åbenbarer det skjulte, ofte verdens og tilværelsens hemmelige sammenhæng og forløb fra urtiden til undergangen og oprettelsen af en ny, vidunderlig verden. I hellenismen, hvor de gamle religiøse traditioner ofte mistede deres selvfølgelighed over for de hastige sociale og kulturelle ændringer, kunne kultiske og mytiske træk transformeres til apokalyptiske motiver og mønstre

JØDEDOM: De jødiske apokalyptiske tekster findes i Bibelen (tanakh), hvor bl.a. Jeremias', Esajas' og Ezekiels Bog indeholder apokalyptiske elementer, som fortæller om de begivenheder, der vil finde sted ved denne verdens undergang og den ny messianske tids begyndelse. Typisk indledes apokalypsen med beskrivelser af de store omvæltninger og katastrofer, der vil indvarsle de sidste tider. Derefter følger forløsningen, som vil medføre det jødiske folks tilbagevenden til Det Hellige Land og fred og retfærdighed for hele verden.

KRISTENDOM: I Bibelen hører Daniels Bog i Det Gamle Testamente og Johannes' Åbenbaring i Det Nye Testamente til den apokalyptiske genre.

Inden for rammerne af Det Gamle Testamente kan apokalyptikken ses som en videreudvikling af profetismen. Som profeterne taler om, at Jahve vil ramme Israel og undertiden dets fjender med sin dom og straf, så at trængselstiderne afløses af fred og frelse, sådan taler apokalyptikken også trøstende til folket om den kommende frelse, men apokalyptikkens trusler retter sig til forskel fra profeternes domstrusler ensidigt imod de udvalgtes fjender.

Et vigtigt særkende ved apokalyptikken som litterær genre er, at de apokalyptiske skrifter angiver at være skrevet af en af fortidens store skikkelser (Adam, Noa, Moses, Enok etc.). Derved kan skildringen af samtidens elendighedstilstand fremstilles som forfatterens profetiske forudsigelse, og på den baggrund fremtræder skriftets fremstilling af de nært forestående afslutningsbegivenheder da også med større overbevisningskraft og troværdighed.

I kristendommens historie har de apokalyptiske skrifter vist sig at have særlig appel i kriseperioder og for mennesker, der samledes om retninger og sekter, der ser på verdensudviklingen som værende på katastrofekurs. I middelalderen, særlig omkring år 1000, var den apokalyptiske stemning således udtalt, og i nutiden kendes den apokalyptiske tankegang fra blandt andet sekten Jehovas Vidner.

NYE RELIGIONER: I nyere tid har medlemmer af en række nye religioner og bevægelser taget meget radikale konsekvenser af de apokalyptiske elementer i de pågældende religioners lære. Dette har givet sig udslag i mord- og selvmordsaktioner. I 1978 omkom mere end 900 medlemmer af People's Temple i Guyanas jungle. I oktober 1994 omkom 53 mennesker i Schweiz og Canada inden for bevægelsen Soltemplets Orden i en imødegåelse af forestillingen om, at jordens sidste dage var kommet, og at kun de, som søgte døden i tide, ville kunne hjælpe verden videre efter katastrofen. (I januar 1998 forsøgte en udbrydergruppe af bevægelsen at begå selvmord på Tenerife, men blev forhindret). Endelig fandt man i marts 1997 39 mennesker i en villa i Californien, hvor de i perioden for kometen Hale Bopps tilsynekomst søgte døden, idet et UFO bag kometen angiveligt skulle være på vej for at hente de døde op til en højere eksistensform. En række andre nyere bevægelser og grupper beskæftiger sig med apokalyptiske elementer, uden at det får så voldsomme konsekvenser.