Det kæmpemæssige asiatiske fastland og øerne omkring det er religionshistorisk præget af buddhismens, hinduismens, kristendommens og islams gradvise udbredelse i vekselvirkning med traditionelle, ofte lokalt baserede religioner. I store træk kan man sige, at

- de sibiriske folk i hele Asiens nordlige del op til nutiden har bevaret traditionelle religioner i et kristent majoritetssamfund, mens

- folkene på Centralasiens stepper har antaget islam i vest og buddhismen i øst. Kina er arnested for konfucianisme og daoisme, og herfra har buddhismen bredt sig til Korea og Japan. Til Sydøstasien er buddhismen kommet dels fra Indien, dels fra Kina. Fra Indien har i historiens løb buddhisme, hinduisme og islam bredt sig til Indonesien.

Sameksistensen og vekselvirkningen mellem traditionelle religioner og verdensreligioner finder sted under vidt forskellige forhold. Nogle af Asiens naturfolk opretholder på afsides steder en helt traditionel levevis og udøver deres traditionelle religion stort set uforstyrret. Det gælder fx nordsibiriske folk og nogle af de såkaldte negrito-folk i Sydøstasien: Andamanerne på øgruppen af samme navn omtrent midtvejs mellem Indien og Myanmar (Burma) og de såkaldte Semang i Malakkahalvøens jungle. De lever i små lokalgrupper som jægere og samlere.

Andre steder lever en traditionel religion videre på lokalt plan i en slags samarbejdende symbiose med en verdensreligion. Hos lepchaerne i Sikkim, hvor den officielle religion er tibetansk buddhisme (rød lamaisme), følges den traditionelle festkalender, og man udfører traditionelle ritualer og fortæller traditionelle myter. Men ved den store årlige fest for guden Kong Chen (bjerget Kanchenjunga) henter lepchaerne i Tingbung den yakokse, der skal ofres, hos maharajahen i hovedstaden Gangtok. Statens buddhistiske overhoved leverer således offerdyr til en traditionel ikke-buddhistisk kult. At den er skænket af maharajahen hører med i ritualet og nævnes udtrykkeligt i ritualteksten. Normalt klarer lepchaerne deres ritualer selv, men ved visse lejligheder, fx i forbindelse med døderitualer eller ved alvorlig sygdom, tilkalder man assistance fra en lama, der udfører sine riter parallelt med lepcha-præsternes traditionelle riter.

I Mongoliet har lamaismen derimod siden 1700-tallet bevidst og energisk bekæmpet den traditionelle religion. På lokalt plan har den delvis kunnet overleve, men i en skyggetilværelse. Andre steder, fx i Indonesien og Korea, har verdensreligionernes tilstedeværelse sat gang i en livlig synkretisme, hvori også de traditionelle religioner indgår. Helt speciel har udviklingen i Japan været; her forvandlede buddhismens ankomst den traditionelle religion (shinto) til en skriftreligion.

DE SIBIRISKE FOLKS traditionelle kultur og religion har været beskyttet af Nordasiens barske natur og sparsomme resurser. Den russiske kolonisation af området begyndte allerede i slutningen af 1500-tallet og efterfulgtes af Den Russisk-ortodokse Kirkes mission. Der blev bygget kirker og grundlagt klostre, og de oprindelige folk overgik i stort tal til kristendommen; men samtidig bevarede de ofte deres traditionelle religion. I nutiden har den fortsatte indvandring og Sovjettidens målbevidste kolonisation i stort omfang fortrængt den gamle levevis og den traditionelle religion.

I hele Nordeurasien, dvs. fra samerne i Nordskandinavien til ainuerne på halvøen Sakhalin og den japanske ø Hokkaido har bjørnefesten været udbredt. Det var en fest, der som midtpunkt havde ofring af en bjørn, der var indfanget som lille og holdtes i bur, indtil den var voksen og kunne ofres. Når bjørnen var dræbt, spiste man dens kød, men samtidig ofrede man til bjørnen, også af dens eget kød. Den var på denne måde både modtager af offer, deltager i festen og selv offer. Hos ainuerne tiltalte man bjørnen som et guddommeligt væsen, og festen kaldte man iomante, "tilbagesendelse". Ved at ofre bjørnen ville man sende den tilbage til Gudeland medbringende lækkerier, som bjørneguderne kunne holde fest med. Dens hoved og skind blev først anbragt blandt deltagerne, senere lidt længere væk, som et udtryk for "tilbagesendelsen". Bjørnen kom således til at legemliggøre hele udvekslingsforholdet mellem mennesker og guder.

Et fælles træk i de sibiriske folks kosmologi er inddelingen af universet i tre niveauer eller verdener: Øverst en himmelverden, i midten menneskenes verden og nederst en underverden. Formidler mellem disse verdener er shamanen, der med sin tromme og sin ekstaseteknik formår at rejse til over- eller underverden. I de sibiriske folks religioner er shamanisme en helt dominerende religionsform, hvor en enkelt person varetager, hvad der andre steder kræver et stort kultpersonnel. I sin dans og sin ekstase dramatiserer han rejsen til det hinsides, hvor han fx tilbageerobrer en sjæl, som ånder har bemægtiget sig, skaffer sig vigtig kundskab eller bringer et offer frem til en guddom.

CENTRALASIENS STEPPER har, så langt tilbage som vore kundskaber går, altid været befolket af nomader og pletvis oase-agerbrugere. Nomader, der råder over heste, er let bevægelige og kan let omstille sig til erobringskrige. Folkebevægelser på Centralasiens stepper har mere end én gang fået afgørende betydning for Europas historie: Herfra drog hunnerne omkring 375 e.v.t. hærgende ind i Europa, og i 1200-tallet dannede Djengis Khan et kæmpemæssigt mongolsk rige, der en overgang strakte sig ind i Centraleuropa. Gennem området gik "silkevejen", der forbandt Kina med Mellemøsten.

Centralasiens stepper er befolket af tyrkiske og mongolske folk. De er sprogligt og kulturelt beslægtede, og i deres oprindelige religioner var shamanisme en dominerende religionsform. Ofte var shamanen samtidig høvding eller i det mindste et højtstående medlem af aristokratiet. I mytologien spillede myter om den enkelte stammes oprindelse en fremtrædende rolle. Urforfaderen var ofte et dyr, eller forfædrene stammede fra en forbindelse mellem et dyr og et menneske. Øverst blandt mange guddomme rangerede himmelguden Tengri, som frem for alt var herskerens gud, men også tænktes at beskytte det menige folk. Et andet vigtigt fællestræk var forestillinger om bjerge og træer som verdensakse (axis mundi).

Som gennemgangsland har de centralasiatiske stepper været udsat for kristen, buddhistisk, manikæisk og islamisk mission. Den Nestorianske Kirke havde skilt sig ud ved sit radikale syn på Kristi menneskelige og guddommelige natur og måtte i 489 emigrere til Iran. Herfra missionerede den med betydelige resultater langs silkevejen og nåede helt til Kina. Samme vej fulgte manikæismen, der i Centralasien etablerede sig hos uighurerne (nu i det nordvestlige Kina), hvor den holdt sig til 1500-tallet. Afgørende for de mongolske folk i det østlige Centralasien blev imidlertid den buddhistiske mission og påvirkning, der udgik fra Tibet. Tibetansk buddhisme eller lamaisme blev Mongoliets dominerende og officielle religion i løbet af 1500- og 1600-tallet, og lamaerne søgte meget bevidst at undertrykke den oprindelige shamanisme. Det foregik bl.a. ved forbud, men også ved indsamling af mundtlig tradition, som så blev nedskrevet med passende ændringer: Gamle gudenavne ændredes til navne på bodhisattvaer o.l. Derved blev en del gamle shamanistiske tekster bevaret i tillempet form, og i Mongoliets nordlige og afsides egne, hvor forbudet ikke kunne håndhæves effektivt, er shamanismen bevaret til vore dage.

Hos de tyrkiske folk i det vestlige Centralasien og hos uighurerne i det nordvestlige Kina blev islam den dominerende religion. Det var en udogmatisk sunni-islam, der omkring 1500 havde spredt sig til hele dette område, dels via mission fra Iran (der først i 1501 blev shiitisk), dels i kraft af nogle af de mongolske herskere, der havde antaget islam. Det betød, at traditionel religion kunne bevares som lokale skikke.

INDONESIEN omfatter ud over staten Indonesien også Malaysia, Brunei og Filippinerne. Islam er i dag den helt dominerende religion i området, og Indonesien er det sted i verden, hvor der bor flest muslimer. I historiens løb har imidlertid alle de store verdensreligioner sat deres præg på indonesisk religion.

De traditionelle indonesiske religioner er kun i ringe omfang bevaret til nutiden, men de har i høj grad sat deres præg på de lokale udformninger af de store verdensreligioner. Bag mange forskelle i detaljer og gudenavne har de traditionelle mytologier visse fælles træk, først og fremmest forestillingen om et kosmisk urpar, ofte en Fader Himmel og en Moder Jord. Ved deres forening, men også ved kampe mellem dem og deres mytiske efterkommere, bliver verden til. Myten opsætter således en klassifikation med det mandlige og det kvindelige som de to poler i verdensordenens skabende dynamik. I kulten gentages kampene, og de to poler forenes i et helligt bryllup og som en genoprettelse af urtidens enhed. Ligesom på de melanesiske øer i Oceanien optræder guder af dema-typen også i indonesisk mytologi og kult.

Buddhismen bragtes til Indonesien ved mission i de første århundreder e.v.t. I 600-tallet blev mahayanabuddhisme den dominerende religion på Østsumatra, og i slutningen af 700-tallet udstrakte mahayana-riget sin magt til den midterste del af Java. Her opførtes omkring år 850 Borobudur, verdens største buddhistiske monument, en såkaldt stupa, der bl.a. omfatter en fremstilling af Buddha-legenden i relieffer. Men buddhismens herredømme blev ikke langvarigt. Allerede i år 870 faldt den på Java for hinduismen, og i 1200-tallet begyndte islam at få overtaget på Østsumatra.

Hinduistiske kongeriger fandtes på Java fra 500-tallet, og efter det buddhistiske riges fald var shaiva hinduisme enerådende på øen. I årenes løb indgik hinduismen i en synkretisme med den oprindelige indonesiske religion, og denne synkretistiske hinduisme bredte sig til naboøen Bali, hvor den endnu findes spillevende. På Java fortrængtes hinduismen gradvis af islam i løbet af 1400-1600-tallet.

Islam kom til Indonesien fra det vestlige Indien og er i dag den helt dominerende religion i området. Det er en overvejende sunnitisk islam med stærke indslag af sufisme, og ofte har den et synkretistisk præg. I ritualer og folkelig tradition indgår elementer af hinduisme og gammelindonesisk religion side om side med islamisk stof. I historiens løb har der været flere forsøg på at udrense uislamiske elementer og skabe en renere islam efter mellemøstligt forbillede. I nutiden henter sådanne reformtanker næring i den globale islamiske debat.

Kristendommens tilstedeværelse i Indonesien skyldes den europæiske kolonisation. På Filippinerne, der koloniseredes af spanierne, er 95% katolikker. Kristne enklaver i Malaysia og Indonesien udgør derimod kun 5% af befolkningen.