Den overbevisning at der ikke er nogen gud, ofte forbundet med den opfattelse, at al religion i bund og grund er en vildfarelse
GRÆKENLAND OG ROM: I oldtidens Grækenland og Rom opfattedes personer, der fornægtede traditionens guder, som ateister, også selvom de satte et andet gudsbegreb i stedet. Jøder og kristne kunne således betragtes som gudsfornægtere, idet deres gudsbegreb udelukkede de græske og romerske guder
BUDDHISME: Buddhismens rene lære, sådan som den blev givet af den historiske Buddha, er ateistisk. Det betyder ikke, at der ikke findes guder, men at de blot er underlagt nøjagtigt de samme livsvilkår som menneskene og andre levende væsener. Også de er bundet til genfødslernes evindelige kredsløb, hvor den eneste vej til frigørelse er at nå til oplysning om livet som lidelse og verden - også gudernes verden - som illusorisk. Visse steder hævdes det endog, at guderne er længere fra frigørelse og nirvana (buddhisternes ultimative mål, hvor eksistensen ophører), da de er bundet til nydelsen ved eksistensen. Ateismen kommer til udtryk i selve den buddhistiske tilbedelse, hvor det er læren eller lærens formidler, Buddha, der tilbedes, da de giver anvisninger på, hvordan man kan nå til oplysning, som kun kan foregå ved en indre udviklingsproces hos den enkelte selv. Virkeligheden hos lægfolks-buddhister er dog en anden, hvor Buddha tilbedes, som var han en guddom, og der ofres til ham i håbet om at opnå verdslig lykke i form af god høst, mange børn, langt liv osv.
VESTLIG FILOSOFI: Ateisme i den filosofiske udformning, der indebærer, at religion anses som en vildfarelse, kendes først for alvor i nyere tid, dvs. fra og med oplysningstiden i 1700-tallet. Den kan her forekomme enten som en metodisk ateisme, som når man i naturvidenskaben ser bort fra "hypotesen Gud" (Laplace), eller i en mere aktiv form som lidenskabelig ateisme, der er en teoretisk benægtelse af Guds eksistens, og som fører til religionskritik, der polemisk skildrer religion som undertrykkende og fordummende.