Hinduismens og buddhismens helligste mantra og lyd, der repræsenterer altet og intet. Det er den eneste evige stavelse, der er uden begrænsning, i hvilken alt andet eksisterer. Denne hellige stavelse fremtræder først i upanishaderne, hvor den optræder som basis for alle andre mantraer.
Fortiden, nutiden og fremtiden er alle inkluderet i denne ene lyd, og ligeså er alt det, der ligger uden for tidsaspektet. Således repræsenterer den både skabelsen og nedbrydningen.
Aum-mantraet bruges indledningsvis og afslutningsvis i enhver meditation eller religiøs belæring, da det sikrer, at man vil huske den viden, man kommer i besiddelse af. Desuden vil en meditation på aum alene tilfredsstille ethvert behov for fordybelse.
I selve kulten vil fremsigelsen af aum sikre, at der ikke bliver gjort fejl under offerhandlingen, og det vil beskytte tilbederen. Derfor vil man altid kunne finde aumtegnet i et tempel eller en ashram, og mange går med det som halssmykke til beskyttelse.