Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

australsk religion

Før europæernes komme levede Australiens oprindelige befolkning, de såkaldte aboriginals, som omvandrende samlere og jægere. En fælles kerne i deres forskellige religioner er forestillingerne om drømmetiden, en urtid hvor landet tog form, og de mytiske forfædre drog igennem det og grundlagde de ruter, som stadig følges, og de ritualer, som stadig udføres. Mange af disse ritualer er egentlige kultdramaer, der gentager mytiske begivenheder og tænkes at nyskabe verden.

Myter om verdens tilblivelse er forskellige fra stamme til stamme, men et fællestræk er, at jorden eller landet i begyndelsen var øde og forskelsløs. Men jordskorpen slog revner, og af dem kom de første levende væsener frem, nogle i menneskeskikkelse, andre i skikkelse af dyr eller planter. Det var de mytiske forfædre, wondjina'erne eller totemforfædrene, som de undertiden kaldes, fordi slægterne regner dem som deres stamfædre og benævner sig med deres dyre- og plantenavne. Nogle af disse mytiske væsener havde dog en mere universel karakter og kan måske betragtes som skaberguder. Hos aranda i det centrale Australien fortalte man, at menneskene i begyndelsen sad fastvokset til et bjerg midt i landet. De var i en slags fostertilstand, uden legemsåbninger. En mytisk øgle skar dem fri og gjorde dem levende ved at skære deres legemsåbninger op.

Men myterne drejer sig i meget høj grad om de mytiske forfædres skabende vandringer gennem landet. Derved indrettede de det til deres efterkommere, navngav alt og grundlagde de ruter, som de omvandrende lokalgrupper siden har fulgt. De lærte menneskene alle ritualer, alt om artatovering og kropsbemaling, men også alle praktiske færdigheder. Da de havde indrettet verden, trak de sig igen ned i jorden og forsvandt, efterladende en kilde eller et aftryk i klippen. Derved opstod hellige kilder og steder, hvor de mytiske forfædres skaberkraft stadig tænkes at være tilgængelig. Hos aranda blev urtidsfædrene til hellige genstande, churunga'er, aflange træstykker med mønstre, der repræsenterer forfædrenes vandringer. Når de findes frem til højtiderne, er urtidens forfædre altså til stede.

Ritualer og fester tager netop sigte på genskabelse og fornyelse i kultdramaer, der i danse og optrin gentager wondjina'ernes skabende urtidsbedrifter på de hellige steder. Ved sådanne lejligheder kommer flere lokalgrupper sammen, og der kan foregå initiation af drenge, som forinden er blevet grundigt oplært i landets mytiske topografi, i jagt og i regler for god opførsel. Under visse danse og ritualer må kvinder og børn holde sig borte, og ved initiationen må drengene love ikke at røbe rituelle hemmeligheder til kvinder og uinitierede.

Den religiøse kunst spiller en særlig rolle både i initiation og i den kultiske genskabelse. Churunga'er og barkmalerier anvendes ved drengenes oplæring, og når klippemalerier trækkes op med friske farver eller der males et nyt barkmaleri, betyder det i sig selv en genskabelse ligesom de kultiske optrin.

Det anslås, at der ved europæernes ankomst til Australien var ca. 300.000 indfødte på hele det tyndt befolkede kontinent. I dag er tallet formentlig omkring 50.000, og meget få har i afsides områder opretholdt en levevis i nærheden af den oprindelige. Men der er en voksende etnisk bevidsthed, og ved siden af kristent inspirerede nye religiøse bevægelser er der en livskraftig bevægelse for bevarelse af oprindelig kultur. Her spiller landrettigheder en meget stor rolle, og efter indfødt opfattelse er mytologien i dette spørgsmål ligefrem en retskilde. Den oprindelige befolkning levede i et mytologisk landskab, og skal dens kultur bevares, må dette landskab og dets natur bevares på dens hænder. En ny, omfattende "Encyclopedia of Aboriginal Australia" udtrykker det også som et religiøst perspektiv: "Vi står på tærsklen til et nyt århundrede, hvor kampen for at hindre vor egen udslettelse kan opløfte jorden til en status som ikon."