Navnet på den mest populære bodhisattva inden for mahayana og vajrayanabuddhisme. Hans navn kan oversættes som: "Den der ser ned", og han anses for at være barmhjertigheden legemliggjort. Derfor er han altid på udkig efter nogen, der trænger til hjælp.
Ifølge legenden skulle han have fremsagt det klassiske bud for bodhisattvaer om at forblive en bodhisattva og fortsætte med at lade sig genføde, indtil alle levende væsener var frelst fra genfødslernes kredsløb. Det betyder, at han stadig lader sig inkarnere i denne verden, og i den tibetanske buddhisme og i vajrayana anser man Dalai Lama for at være inkarnationen.
Avalokiteshvara afbildes ofte med mange hoveder, der viser hans forskellige bevidsthedsplaner og endnu flere arme med et øje i hver hånd, så han kan holde øje med hele menneskeheden på alle planer og række dem en hjælpende hånd, hvis det er nødvendigt. Avalokiteshvara er omgivet af en kult, hvor mange ofrer og beder til ham i håbet om hjælp i en given situation.
I kinesisk buddhisme finder man en pendant til Avalokiteshvara i den kvindelige bodhisattva Kuan Yin og i japansk buddhisme i Kannon, der også er kvindelig.