Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

bøn

En henvendelse til en eller flere guder, guddommelige eller hellige personer med henblik på hjælp, velsignelse eller blot vedligeholdelse af gode relationer. For den bedende er bøn kommunikation. Set udefra er bøn et ritual, der dramatisk fremstiller en kommunikation mellem den bedende og guden, der kan være repræsenteret af et billede eller lignende eller blot i bønnens ordlyd eller den bedendes tanke.

Bønner kan være spontane, frit formulerede bønner i individuelle situationer, men ifølge sagens natur er det mest foreskrevne bønner, vi har mulighed for at studere. Sådanne bønner i bunden form kan tage sigte på bestemte situationer: Sygdom, havsnød, krig, afrejse, hjemkomst, religiøse anfægtelser etc. De kan også være beregnet til regelmæssig og gentagen fremsigelse på bestemte tider som et led i kulten. Navnlig i kultiske bønner kan repræsentationen af bønnens adressat vokse til en hymne

ISLAM: Bønnen (på arabisk salat) er en af islams fem søjler, og muslimer har ifølge Koranen pligt til at bede fem gange om dagen. Nogle steder er der dog tradition for kun at bede tre gange dagligt. Tidspunkterne for bønnen følger solens placering på himmelen i løbet af dagen, og i den muslimske verden angives disse tidspunkter ved, at der kaldes til bøn fra moskeernes minareter.

Bønnen kan udføres hvorsomhelst, men bøn i fællesskab med andre muslimer anses for at være bedre end at bede alene. Ofte beder man til hverdag hjemme eller på arbejdspladsen. Om fredagen over middag går mange muslimer til moskeen for at deltage i fredagsbønnen, hvor imamen, udover at lede bønnen, holder tale om et emne af almen eller aktuel interesse.

Der er krav om rituel renhed i forbindelse med bønnen, og man må derfor foretage en rituel afvaskning inden bønnen. Mange muslimer benytter et særligt bedetæppe at knæle på under bønnen.

Der er små afvigelser i selve udførelsen af bønnen, men bønnen indledes altid med, at muslimen bekendtgør sin intention om at bede, og lovprisningen af Allah udgør hovedindholdet i bønnen. Bønnen skal altid udføres med ansigtet vendt mod Mekka og Kabaen, som er den bederetning (qibla), der angives i Koranen.

JØDEDOM: Bønnen har en meget central placering i jødedommen, idet den efter det andet Tempels ødelæggelse i år 70 e.v.t. blev en erstatning for tempelkulten, herunder offertjenesten. Man beder tre gange dagligt, morgen, eftermiddag og aften. Bønnen kan udføres hvorsomhelst, men det anbefales at bede i synagogen, navnlig på helligdage og festdage. Dette skyldes bl.a., at en del af bønnerne kun kan siges, hvis man beder som del af en minyan, dvs. at mindst ti mænd udfører bønnen i fællesskab.

Ved gudstjenesterne, der for en stor del foregår som en vekselsang mellem forsanger (kantor) og menighed, læses der desuden fra Toraen, og der holdes en prædiken, som knytter an til og udlægger det pågældende Toraafsnit.

Inden for reformjødedommen holdes bønnen nogle steder på landets eget sprog. Konservativ og ortodoks jødedom har fastholdt bøn på hebraisk, mens prædikenen normalt foregår på landets sprog.

Alle bønnerne er samlet i en bønnebog, som dog ikke er kanoniseret, men som er udviklet til sin nuværende form igennem århundreder.

Blandt de vigtigste bønner er trosbekendelsen (shema) og hovedbønnen (amida), også kaldet atten-bønnen. Derudover indeholder bønnebogen en række andre bønner og lovprisninger samt bønner, der benyttes på religiøse festdage.

Shema, som består af tekststykker fra Toraen, læses ved morgenbønnen og aftenbønnen. Atten-bønnen læses ved alle gudstjenester ligesom Aleinu-bønnen, som afslutter gudstjenesten. Kaddish-bønnen indgår også i gudstjenesten og benyttes desuden i forbindelse med døderitualer.

Ved morgenbønnen og på forsoningsdagen (yom kippur) ifører mandlige jøder sig bedesjal (tallit) med skuesnore i hjørnerne (tzitzit). Desuden benyttes bederemme (tefillin) ved morgenbønnen på hverdage. Begge dele er fortolkninger af påbud i Toraen

KRISTENDOM: Her kendes og praktiseres bøn i alle ovennævnte former og betydninger, herunder altså både som fri personlig bøn og som fast rituel praksis. I katolsk kristendom praktiseres også bedeandagter på bestemte tidspunkter, de såkaldte tidebønner. En helt særlig status har Fadervor som den bøn, Jesus ifølge traditionen selv lærte sine disciple. At kende sit fadervor er sammen med det at have lært den apostolske trosbekendelse fundamentet i enhver kristen opdragelse. I klosterlivet praktiseres bøn som en slags meditation, hvor ikke mindst Fadervor og Ave Maria har en fremtrædende position.