Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Babyloniske Fangenskab, Det

Deportationen, "Eksilet", af større grupper af Israels folk til Babylon under kong Nebukadneser (598 og 587 f.v.t.).

Noget egentligt fangenskab har Det Babyloniske Fangenskab næppe været. De deporterede har frit kunnet dyrke deres egen jord, bygge egne huse og drive handel. Deres gudsdyrkelse kunne de derimod ikke praktisere som hidtil, idet de var borte fra Jerusalems tempel, som i øvrigt blev ødelagt i 587 f.v.t. På den baggrund ændres religionen grundlæggende. Den gammelisraelitiske offerreligion bliver til den jødiske lovreligion, der samler sig om gudstjeneste og lovstudium i synagogerne. Renhedsforskrifter, sabbatsbudet og omskærelsen som jødernes pagtstegn træder frem som bærende elementer i religionen og som middel til at fastholde den nationale og religiøse egenart. Et andet forhold af religiøs betydning var, at man i begivenhederne så en bekræftelse af den opfattelse, som profeterne havde, at ulykken var kommet over folket som Guds velfortjente straf for frafaldet. Nederlag og lidelse for Israel ses herefter ikke som et udtryk for Guds svaghed, men tværtimod som bevis på hans magt, en tanke der i historiens løb ofte har været taget op af jøderne som middel til at forklare modgang og lidelse.

Under Det Babyloniske Fangenskab har israelitterne stiftet bekendtskab med og overtaget elementer af babylonisk mytologi, hvilket især 1. Mosebog 1-11 vidner om.

Med perserkongen Kyros' besejring af Babylon i 539 f.v.t. blev Det Babyloniske Fangenskab bragt til ophør. Dog fortsatte mange jøder med at leve i det fremmede i selvvalgt landflygtighed og kom således til at udgøre et væsentligt element af jødedommen i diasporaen.