En guddoms eller en ånds overtagelse af kontrollen med et menneske. Sygdom eller ekstraordinære sindstilstande kan tydes som besættelse, men i rituel sammenhæng er besættelse et udtryk for ånders eller guders tilstedeværelse
AFRIKA: I østafrikanske besættelseskulte indgår begge ovennævnte opfattelser af besættelse. En syg eller barnløs kvinde kan henvende sig til en religiøs specialist, der påtager sig at identificere den ånd eller den type ånd, hun er besat af. Hun kommer så til et møde eller en seance, hvor ånden under dans kaldes frem i hende og meddeler sig gennem hende. Åndens ønsker om gaver, ofte slik og lækkerier, imødekommes, og på denne måde sluttes en slags fred med den. Kvinden forbliver medlem af kultselskabet sammen med andre, der har været i samme situation, og de møder op og deltager, når en ny kvinde har brug for dem. I andre afrikanske besættelseskulte anses kvinden ikke for besat fra starten, men hun lader sig besætte for at få løst et problem
AFROAMERIKANSK RELIGION: I den haitianske vodu og de brasilianske candomblé- og umbanda-kulte lever vestafrikanske traditioner videre. Her besættes kultdeltagerne under dans af guder (vodun, loa, orixa). På Haiti siger man, at de bliver "redet" (chevauché) af hver sin gud. De dansende dramatiserer i deres adfærd karakteristiske træk hos den gud, de repræsenterer, og gudernes nærvær tjener til velsignelse for alle deltagerne. I umbanda giver de besatte under seancen råd og hjælp til personer, der henvender sig
KRISTENDOM: I Det Nye Testamente er besættelse ofte en forklaring på sygdomme: Onde eller urene ånder kan besætte mennesker og gøre dem syge, og både Jesus og apostlene foretager uddrivelse, eksorcisme, af sådanne ånder og dæmoner. Hos Paulus og i Apostlenes Gerninger har vi vidnesbyrd om ekstatiske religionsformer i de tidlige menigheder. Tungetale, profeteren mv. opfattes her som Helligåndens eller Guds ånds åbenbarelse i et menneske. Det omtales aldrig som besættelse, men der anvendes udtryk som "Helligånden kom over dem" eller "åndsgaver". Paulus lagde vægt på, at de forskellige former for åndsåbenbarelse skulle forbindes nøje med forkyndelsen af Gudsrigets nærhed. I nutiden indgår disse religionsformer bl.a. i pinsebevægelsen.
TIBET: Her findes besættelsesseancer, der ikke adskiller sig meget fra shamanisme. Et medium påtager sig helbredelse og lignende hjemme hos folk. Han opstiller et alter med spejle, hvorigennem han tænkes at få kontakt med guddomme, der besætter ham gennem særlige kanaler i kroppen. Omkring sig anbringer han forskellige symboler, og derefter begynder han at danse, tromme og synge. Han påkalder en række guddomme til beskyttelse, for selve besættelsen er farlig. Tanken er, at han sender sin egen bevidsthed bort for at give plads for den gud, der kan helbrede patienten. Når guden har besat ham, undersøges patienten, og mediet - eller guden der taler og handler gennem ham - afgør sygdommens årsag og fjerner ondet fra patienten, fx ved at suge det ud eller opfange det i et klæde, der lægges om patienten. Medierne har ikke klar erindring om det, der foregår under selve besættelsen, men de skildrer deres egen tilstand som en pinefuld opsvulmen eller lignende.