Navnet på en ordineret munk inden for buddhismen. Efter ordinationen bliver han medlem af sangha (munkefælleskabet) og skal overholde bestemte munkeregler, der skal få ham til at undertvinge sine sanser.
Selvom man kan blive munk som syv-årig, er det kun personer over 20 år, der kan indtræde i munkeordenen som ordinerede munke.
Der findes ti overordnede forskrifter, en munk skal følge. De første fem gælder alle buddhister, de næste tre gælder munke og lægfolk på bestemte dage. De to sidste gælder munke alene:
1. Ikke tage noget levende væsens liv.
2. Ikke tage noget, som ikke bliver givet én.
3. Ikke være utro. For munke gælder det at afholde sig fra seksuelt samkvem.
4. Ikke lyve.
5. Ikke indtage berusende drikke, da det kan føre til hensynsløshed.
6. Ikke indtage føde på upassende tider.
7. Afholde sig fra dans, sang, musik, usømmelig optræden, salve, parfumer og blomsterkranse; og fra ting der derudover skal tjene til at forskønne udseendet.
8. Afholde sig fra at bruge høje og luksuriøse sæder.
9. Afholde sig fra brugen af store og magelige senge.
10. Afholde sig fra at have med guld og sølv at gøre.
En munk har en høj status i det buddhistiske samfund, da tidligere god karma netop har skabt muligheden for denne genfødsel. Desuden skaber det god karma for lægfolk at skænke munke mad.
En munk er strengt forpligtet over for den buddhistiske lære. Han skal konstituere et eksempel på ret livsførelse, hvor man bryder sansernes magt. Munkene er let genkendelige i gadebilledet i deres safrangule eller lilla dragter og med deres kronragede hår. De må kun eje otte ting: Tre klædningsstykker, der udgør dragten, et bælte, en almisseskål, en ragekniv, en nål og en si, så drikkevandet kan sies.